KULTURVERDEN: I disse dage har han slået sig ned i Berlin for at gennembryde den tykke mur fra det engelske til det tyske. Normalt optræder han på de store arenaer, men hans show i Berlin foregår i en lille kælder. Det er et arbejdsprojekt. En betaversion.

Han er i gang med at opføre sit show »Force Majeure« på tysk. Bid for bid. Hver aften lidt mere. Det fortalte han for nylig efter et show, hvor han kom tilbage på scenen og tog imod spørgsmål fra publikum som en undskyldning for, at det hele stadig var meget kort.

Eddie Izzard har tidligere lavet show på fransk, og efter det tyske venter spansk, russisk og arabisk. Sprogene skal ikke stå i vejen for humor. Verden er én. En helt igennem smuk idé.

Som expat i Berlin, der dagligt selv hakker i muren ind til det tyske, interesserer processen mig naturligvis særligt. Jeg nikkede indforstået til Eddie Izzards analyse af, at nyheder er lette at begribe, film er svære og comedy på tysk lyder som »blablabla«.

Politikkens univers befolkes i alle verdens lande af et fast persongalleri, der diskuterer et begrænset antal temaer med et fast sæt af standardudtryk. Klichéer om man vil. Det er lavet til at blive forstået – i hvert fald på overfladen. Med film bliver det sværere. De er ekspressive eller realistiske. Med comedy bliver det indforstået, twistet og overraskende. Ellers er det ikke sjovt.

Et par uger senere var jeg til en oplæsning på et lille galleri i Berlin, hvor en amerikanskfødt forfatter, Sarah Marrs, læste op af sine tyske tekster sammen med gamle kolleger fra de sortklædte dage i Prenzlauer Berg. Nu var hun klædt i en brun velourheldragt med overdelen rullet ned og ærmerne bundet om livet. De røg som var det 1992.

Én tekst behandlede det engelske og det tyske sprog med fokus på det latterlige. Den handlede om et tysk bluesband, der skal have hjælp til sine engelske sange. De synger »I ain’t got no chicken in Hannover«. Det skulle måske have været »chick«.

Sarah Marrs knækkede selv sammen og mistede mælet af grin, men hendes tysk er hakkende, hvilket gjorde det mindre sjovt for os andre. Det var først morsomt, da en indfødt tysker læste de absurde betragtninger op med alvorlig stemme og præcis betoning.

Tyskland lever som andre store lande i en besværlig dialog med det engelske. Det trænger ind alle steder med uimodståelig kraft, men holdes samtidig på afstand. På en café i mit kvarter sælger de »milchshake«. Et muteret ord, der ikke lader sig udtale og aldrig skulle have været.

Da Berlinalen åbnede i sidste uge, stødte det tyske og det engelske uundgåeligt sammen. Værten, komikeren Anke Engelke, interviewede de udenlandske stjerner på engelsk og de tyske på tysk og oversatte løbende. Godt klaret, men ikke spor morsomt.

Lederen af Berlinalen, Dieter Kosslick, udløste medlidende latter, da han på hakkende engelsk beklagede, at hans engelsk lyder som hans tysk, hvilket det rigtigt nok gjorde.

»Jeg ved ikke, hvad jeg taler om på det engelske sprog,« sagde han til sidst opgivende.

Så skal man måske hellere lade være.

Tysklands nye kulturminister, Monika Grütters, slap bedre fra en ligefrem politisk tale på tysk om avantgardekunst.

Eddie Izzards projekt om at være morsom på fremmede sprog er sympatisk og ambitiøst – på grænsen til det naturstridige. Humoren skal klare sig uden sproglig præcision og subtilitet, og hvad er der så tilbage?

I kælderen i Berlin er der Eddie Izzards brillante observationer, og hans kamp med de tyske verber er morsom i sig selv. Men han er sjovere på engelsk. Es tut mir leid.