Nyheder vender tilbage til P3 – skal have særlig tone

DR har besluttet, at man igen vil sende timenyheder til den unge målgruppe på P3.

DR lancerer fra årsskiftet en ny nyhedssatsning på lyd til unge.  Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

For tre år siden droppede P3 at sende nyheder hver time.

Nu vender timenyhederne retur, skriver DR i en pressemeddelelse.

Ændringerne træder i kraft allerede 2. januar. 

DR vil fremover sende nyheder med dagens »væsentlige historier« hver eneste hverdag mellem klokken 6 og klokken 18 – om fredagen til klokken 16.

Også i weekenden vil man kunne få nyhederne fra P3s nye radioprogram, dog i et indskrænket tidsinterval fra klokken 7 til klokken 12.

Da DR stoppede med at sende nyheder på P3, var det ud fra en vurdering af, at den unge målgruppe ikke skulle nås via flowradio.

Men nu er redaktionen nået frem til, at det er vigtigt at opdatere den unge P3-målgruppe på timebasis.

»P3 skal være lyden af i dag, og derfor ser vi det som en vigtig del af vores tilbud, at lytterne nu kan få deres målrettede nyhedsoverblik hos os – hele dagen igennem,« siger redaktionschef for P3 Radio og Podcast Isabella Hindberg.

Nyhederne på P3 skal ifølge DR »løfte aktualiteten på P3 og klæde lytterne på til at tale med om dagens store historier.«

De værter, der skal formidle dem, et hentet fra Radioavisen. De får til opgave at levere nyheder i et sprog og i en tone, der passer til P3.