Nye TV-serier gør os klogere på sex

Det halvt offentlige, halvt lukkede rum, som streaming-tjenesterne udgør, har dannet grobund for skildringer af sex, der er betydeligt mere sofistikerede end tidligere tiders sexscener i film og på TV.

Øverst: Tena Desae får sin vilje i Netflix-serien »Sense8«. Fold sammen
Læs mere

Er TV-seriernes skildring af sex blevet mere sofistikeret eller klogere?

Spørgsmålet melder sig, da det i denne måned er 20 år siden, at den 38-årige journalist Candace Bushnell udsendte den første bogsamling af sine »Sex in the City«-avisklummer, som blev forlægget for en TV-serie - en af 00ernes helt store årtusindskiftefænomener.

I »Sex and the City« trækker Bushnells alter ego, Carrie Bradshaw, i sine svinedyre høj­hælede og går på mandejagt i Manhattans jungle af cocktailbarer og firmareceptioner, alene eller sammen med sine tre veninder, hvis navne næsten blev synonyme med bestemte personligheds­typer: Den professionelle Miranda, den puttenuttede Charlotte og hun­tigeren Samantha, der spiser svedige bygningsarbejdere til morgenmad. For »Sex and the City« lover ikke for meget med sin titel.

Modsat samtidige serier, hvor sex udgør beseglingen af romantiske forhold, er det selve omdrejningspunktet i New York-serien. Som regel er indfaldsvinklen dog den satiriske, som når Samantha finder et gråt hår forneden og beslutter sig for at skjule det for sin aktuelle kæreste ved at lave en Aros/Mindeparken­-agtig bemaling. Eller episoden, hvor Charlotte bliver så afhængig af sin nye vibrator, »Kaninen«, at veninderne må lave en intervention for at få hende ud af sin lejlighed igen.

Men hvad er der sket med skildringen af seksualiteten i andre streamingserier siden »Sex and the City«? At sex sælger har selvfølgelig været et credo siden stumfilmens dage, men de annoncørfrie streamingtjenester har givet manuskriptforfattere og instruktører helt nye rammer at slå til bolle­dejen i.

I sin egen skala var »Sex and the City« en milepæl med sit skarpe humoristiske blik på seksualitet og banede i sig selv vejen for en række sædeskildringer, der direkte eller indirekte stod i gæld til den.

Blandt andet kan Lena Dunhams succes med den råt ejakulerende »Girls« til en vis grad ses som en slumudgave af Carries overklasse­eventyr på Manhattan, selv om netop den sammen­ligning er et tilbagevendende diskussions­emne for fans af begge serier.

En af »Girls« største »sejre« er at løsrive skildringen af seksualitet fra film og TV-branchens konventionelle regler for skønhed. Under­tegnede overværede ved en TV-messe i Los Angeles, at Lena Dunham blev spurgt af en journalist, hvorfor hun hele tiden skulle være nøgen i serien – når hun nu ikke var så »stimulerende« at kigge på som kvinderne i »Game of Thrones«.

Flodbølgen af forargelse i medierne over spørgsmålet tydede på, at det store flertal af seere havde købt præmissen i »Girls« om, at sexethed mere er et spørgsmål om attitude end kropsmål. Og Lena Dunham viste tonsvis af attitude i serien.

Fra HBO kommer man selvsagt ikke uden om »Game of Thrones«, der uden sammen­ligning er det nye årtusindes helt store sexmesse.

Emilia Clarke som dragemoder Daenerys Targaryen og Jason Momoa som Khal Drogo i »Game of Thrones«. Fold sammen
Læs mere

Kampen om Jerntronen udkæmpes i en brutal verden, hvor der ikke er langt mellem volds- og sexscenerne - men til gengæld er de jævnlige voldtægtsscener fra George R.R. Martins bøger blevet redigeret ud. Seksuel vold er tydeligvis på vej til at blive et nyt tabu i visuel underholdning.

Et af seriens særkender har været karakterernes tilbøjelighed til at forklare hinanden (og seeren) uklare punkter i fantasilandet Westeros temmeligt indviklede familiedynastier, alt i mens de boltrer sig på bjørneskindene.

Det var den amerikanske kritiker Myles McNutt, som opfandt ordet »sexposition« om fænomenet, der blev designet for at fastholde publikums interesse for plottet, men retfærdig­vis er sex-snakkescenerne kun brugt stedvist.

»Game of Thrones« blev efter nogle sæsoner kritiseret for at være for ensidig i sin skildring af nøgenhed, og der blev startet en kampagne for mere fuld frontal mandlig nøgenhed (#FreeThePenis), hvilket til dels bar frugt. Blandt de TV-serier, der fik frisat en penis eller to, er »The Leftovers«, »Shameless«, »Together­ness«, »The Affair«, »Black Sails« og »Penny Dreadful«.

»Folk bliver mere og mere tilpas med deres seksualitet, og i vores serie er nøgenhed bare en del af karakterernes liv. For os handler det ikke bare om: OK, hvor kan vi vise noget pik i denne her episode?« sagde »Shameless«­producer Nancy Pimental i et interview med webmagasinet »Vulture« om sin personlige penispolitik.

»The Affair« beviste med sin kringlede fortælle­konstruktion, hvor de samme begivenheder beskrives af to forskellige karakterer, at to personer sagtens kan have svedig og højlydt sex sammen, uden at de dermed er helt enige om, hvad der er foregået.

Til højre: En skæbnesvanger affære. Ruth Wilson og Dominic West som Alison og Noah i »The Affair«. Foto: Mark Schafer/SHOWTIME Fold sammen
Læs mere

I nutidens streamingserier bruges sex­scener hyppigt til at signalere en mere rå realisme, som i HBO-dramaet »Big Lttle Lies«, der muligvis er streaminglandets bedste skildring af de psykologiske kompleksiteter ved partnervold. Sex er dog på ingen måde forbeholdt historier om hverdagens almindelige mænd og kvinder.

HBOs vampyrserie »True Blood« er kendt for sine voldsomme og blodige sexscener mellem vampyrer og mennesker, eller »vampyr på vampyr«-scener, hvor vampyrernes u­dødelighed åbner op for kinky muligheder.

I en scene får en kvindelig vampyr eksempelvis drejet halsen om 180 grader, hvilket giver hendes partner en mulighed for simultant at tage hende både forfra og bagfra. Det ser man ikke hver dag – ikke en gang på HBO.

Lana og Lilly Wachowskis science fiction-serie »Sense8«, som handler om mennesker udstyret med oversanselige evner, der gør dem i stand til at dele tanker og følelser på tværs af kontinenter, syntes fra starten at være opsat på at blive kendt som den mest seksuelt explicitte serie på streamingmarkedet, og serien byder på saftige orgiescener, hvor deltagerne har sex med hinanden på kryds og tværs af køn og geografiske afstande.

Øverst: Tena Desae får sin vilje i Netflix-serien »Sense8«. Fold sammen
Læs mere

Mens Internettet har listet 57 streaming­serier med homoseksuelle karakterer, er »Sense8« en af de betydeligt færre, der har en »ægte« transkønnet skuespiller, Jamie Clayton, i rollen som en transkønnet karakter, som Lilly Wachowski fik skrevet ind i serien for at spejle sine egne erfaringer som transkønnet. Andre serier med transgenderpersoner er gyser­serierne »The OA«, »American Horror Story« og kvindefængselsserien »Orange is the new Black«

Herover: Af med tøjet er det nye sorte i »Orange is the New Black«. Fold sammen
Læs mere

Sex handler om det, der kan ses, men også om det usynlige, der udspiller sig mellem folks ører.

Det udnytter Netflix-serien »Gypsy«, hvori Naomi Watts spiller Jean Holloway, en neurotisk samtaleterapeut, der har fået en ganske uetisk vane med at opsøge sine klienters tidligere kærester – for at komme i lag med dem ved at udnytte den viden, hendes klienter har delt med hende under deres samtaler.

»Der er en kraft der er stærkere end den frie vilje – vores underbevidsthed. Under uniformerne og bag lukkede døre er vi alle kontrolleret af det samme begær. Dette begær kan være råt og dybt skamfuldt,« siger Jean som indledning til den langsomt ulmende serie, der synes at satse mere på seksuelle spændinger end på udløsninger.

Den halvt offentlige/halvt lukkede platform, som streamingtjenesterne udgør, har dannet grobund for serier med sex i enhver tænkelig udgave. Den udvikling kunne have resulteret i en nivellering af forskellene mellem porno og film/TV-serier med sex i, men det er langt fra tilfældet.

Tværtimod synes TV-serien som kunstart at blive mere og mere indsigtsfuld i sin behandling af emnet, og når man ser sex i »Girls« eller »the Affair«, er det først og fremmest for at føje noget til historien, og som det er i virkeligheden, er det ofte forspillet, der sætter fantasien på arbejde snarere end selve akten.

krl@berlingske.dk