Nye striber i gennembrud

Dansk antologi introducerer ny litterær tegneseriebølge, der kansammenlignes med dansk films opsving i 1990erne. »I mine øjne er der tale om, at tegneseriemediet omsider realiserer sit fulde potentiale som voksenkultur,« siger redaktøren Thomas Thorhauge.

Nye tegneserieskabere fra USA gør ofte meget ud af »indpakningen«, hvorfor antologien også er udformet i samme ånd, siger Thomas Thorhauge. »Forandringstegn« er således blevet trykt om hele tre gange for at få kvaliteten i top. Foto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Forestil dig, at du er borger i et samfund uden anden kultur end lægeromaner og sæbeoperaer. Forestil dig så, at du besøger et andet samfund, hvor den bedste kultur har domineret i årevis. Hvad vil du da bringe tilbage af eksempler på den fremmede kultur til dit eget samfund, og hvordan vil du præsentere den, hvis du skal have overbevist flest mulige af dine medborgere om finkulturens kvaliteter?

Sådan beskriver tegneren og redaktøren Thomas Thorhauge den opgave, han i samarbejde med kunsthistorikeren Matthias Wivel har søgt at løse med tegneserieantologien »Forandringstegn«, der nu er udkommet på forlaget Politisk Revy.

Sagen er nemlig, at der i lande som Belgien, Frankrig og ikke mindst USA er en voldsom revitalisering af tegneseriemediet i gang. Efter en afmatning i salget af tegneserier i 1980erne og 90erne, sælger de kulørte striber atter i store mængder. Alene i Frankrig er antallet af udgivne albumtitler vokset fra 1.494 i 2002 til 1.730 i 2003.

Samtidig er der også tale om et kreativt opbrud indenfor mediet i de nævnte lande, en slags renæssance, der kan sammenlignes med dansk films opsving i 1990erne. Den ny tegneseriebølge er dog gået ganske uden om Danmark, hvorfor Thomas Thorhauge og Matthias Wivel har valgt at udgive en dansksproget 220 siders antalogi, som dels bringer hele afsnit af de nye udenlandske kvalitetstegneserier, dels indeholder interviews med seriernes ophavsmænd og kvinder.

»Ideen om at tilføje hele tegneserier til interviewbogen kom ret sent, selvom det nu nærmest virker som en indlysende god idé. Bogen er dermed en regulær tegneserieudgivelse, fordi de tegneserier den handler om desværre endnu ikke er udkommet på dansk, selvom mange af dem fejrer store triumfer i udlandet,« siger Thomas Thorhauge, der sammen med Matthias Wivel står bag tegneserietidsskriftet Rackham.

Men hvordan beskriver man da indholdet af de nye tegneserier for indbyggerne i et traditionelt tegneserieelskende samfund som Danmark, som altså hidtil er blevet snydt for nyudviklingen?

En hurtig bladren i »Forandringstegn« afslører, at spændvidden i udtryk og indhold er stor, og at det kunstneriske og litterære ambitionsniveau er højt, uden at viljen til at underholde læseren sættes over styr. I antalogien finder man for eksempel tyskeren Martin Tom Diecks iscenesættelse af filosoffen Gilles Deleuzes ideer, amerikaneren Jim Woodrings dødsangste mareridt Frank, der er tegnet i en sær disneyagtig streg, og den amerikanske Ben Katchors pseudo-dokumentariske skildring af jødisk storbyliv i USA.

»I mine øjne er der tale om, at tegneseriemediet omsider realiserer sit fulde potentiale som voksenkultur, ligesom filmen gjorde det i 1960erne med den franske nybølge. Der har været tidlige tilløb som Art Spiegelmans »Maus« fra 1986, men først nu sker nybruddet over en bred front. Det almindelige litteraturinteresserede publikum har simpelthen taget tegneserien til sig som et lødigt tilbud blandt den øvrige litteratur,« siger Thomas Thorhauge.

I USA forudser brancheorganet Publishers Weekly at 2005 bliver et nyt stort år for de såkaldte »graphic novels«, som er bogbranchens benævnelse for de nye serier. Med undtagelse af førnævnte »Maus«, har danskerne endnu en dansk oversættelse af de nye serier til gode. Det håber Thomas Thorhauge at råde bod på med antalogien.

»Man kan sige, at den i meget begrænset grad kompenserer for forlagenes manglende initiativ, men måske også gør det lidt lettere for forlagene at udgive nogle af de her nye tegneserier, nu da de i det mindste introduceret på dansk,« siger Thomas Thorhauge.

Samtidig håber udgiverne, at antologien kan fungere som en vitaminpille til nuværende og kommende tegneserieskabere her i landet. »Forandringstegn« koster 198 kroner og udkommer på Forlaget Politisk Revy.