Nye Scene er en gøgeunge

Pludselig kom en skibsreder forbi med tilbud om et operahus på Holmen, og så fik Stærekassen fred.

Jørgen Reenberg kaldte den Europas grimmeste og mest uanvendelige bygning. Foto: Sofie Mathiassen Fold sammen
Læs mere

 

 

Vender man sig fra det deprimerende syn af Krinsen på Kongens Nytorv, der endnu et stykke tid skal henligge som byggeplads, kan øjet glæde sig over mange smukke og også særprægede bygninger rundt om på pladsen, og en af de mest markante er Stærekassen.

Kigger man så op ad Stærekassens facade, kan man skimte en større udsmykning skabt til stedet af billedhuggeren Einar Utzon-Frank.

Stærekassen fik sit navn under behandlingen af lovforslaget i Folketinget om en udvidelse af Det Kongelige Teater, og på det tidspunkt var ligheden med en stærekasse tydeligere, for i modellen var der et blændet vindue i femte sals højde.

Navnet, der ikke var venligt ment, fængede, for bygningen var ikke så populær, som den siden skulle blive, og for eksempel gik flere end 20.000 til Christiansborg den 1. april 1926 i protest mod byggeriet. »Skal vi Borgere finde os i denne Vandalisme,« hed det på løbesedlen. Men bygget blev Nye Scene, »som vil ødelægge Synet af Kongens Nytorv, vort gamle kgl. Teater og hele Kvarteret«, og den 28. august 1931 blev Stærekassen indviet. I dag er bygningen fredet, og den har tilmed fået sin venneforening.

Ikke naturligt for en teaterbygning har Einar Utzon-Frank valgt motiver, som symboliserer teatret. Bygningen havde ganske vist også Statsradiofonien boende, men allerede i 1941 var den flyttet til Rosenørns Allé og Vilhelm Lauritzens radiohus, hvor Musikkonservatoriet i dag holder til.

På en baggrund af kobberdraperinger, der kan lede tanken hen på et scenetæppe, har Einar Utzon-Frank (1888-1955) placeret den græske gud for musik og digtning med meget mere, Apollon, flankeret af komediens og tragediens muser.

Det er ikke scenetårnets eneste udsmykninger. Fra den anden side kan man se Eros i godt selskab med Mozart og Shakespeare – og den måske største kunstneriske oplevelse ved Stærekassen møder man i form af Ejnar Nielsens mosaik under scenetårnet, hvor man kan finde en række fremtrædende personligheder som for eksempel H.C. Andersen, Niels Bohr, Johannes V. Jensen, Carl Nielsen og H.C. Ørsted.

Stærekassen – Europas grimmeste og mest uanvendelige bygning ifølge skuespilleren Jørgen Reenberg - blev tegnet af arkitekten Holger Jacobsen. Det er et sjældent konsekvent eksempel på art deco i Danmark, der indenfor murene også er rigt dekoreret på en sådan måde, at kunst og arkitektur går op i en højere enhed.

Holger Jacobsen (1876-1960) var i en periode kirkegårdsarkitekt i Københavns Kommune, og udover i hans kapeller og krematorier kan man måske også genfinde en melankolsk monumentalitet i hovedværker som netop Stærekassen og så Københavns politigård, som han sammen med et par andre arkitekter færdiggjorde efter Hack Kampmanns død.

Med tiden blev Stærekassen en bygning, mange teaterfolk mere eller mindre afskyede, fordi den var vanskelig at bruge til formålet. Samtidig er det blevet elsket af mange arkitekter og billedkunstnere, der så bygningen som et Gesamtkunstwerk i sig selv.

De gik da også til modangreb, da der i 1990erne var planer om at glasoverdække bygningen og indrette den mere teaterpraktisk. Men så kom der pludselig en skibsreder forbi med tilbud om et operahus på Holmen, og så fik Stærekassen fred.

 

Einar Utzon-Frank: Apollon og muserne

Nye Scene, August Bournonvilles Passage, København,