Flere tidligere ansatte ved New York City Ballet kommer nu med nye anklager mod den mangeårige danske chef for balletten, Peter Martins. Han er for tiden på orlov, mens balletten undersøger ham for anklager om seksuel chikane - fremsat i et anonymt brev, som balletten har modtaget.
De nye anklager kommer i en længere artikel i New York Times, og er fremsat af både navngivne og unavngivne dansere og ansatte, men handler ikke om sex-chikane. De anklager derimod den 71-årige balletchef for at have været for voldsom i sin ledelsesstil og udsætte danserne for overgrebsagtige situationer.
»Han tog mig i nakken i et jerngreb og ruskede mig fra side til side, til jeg begyndte at græde,« fortæller en tidligere danse-elev, Victor Ostrovsky, om den episode, der i 1994 fik ham til at droppe ud af balletskolen som 12-årig, deprimeret og pinliggjort, siger han til New York Times.
Året før havde solodanseren Jeffrey Ewards ifølge artiklen fået nok af den voldsomme ledelsesstil og gjort noget radikalt i forhold til balletkompagniet: Han havde anklaget Peter Martins for verbalt og fysisk overgreb og var gået videre med det.
»Jeg klagede til både ledelsen og dansernes fagforening og beskrev hans ledelsesstil i detaljer,« fortæller han til NYT - uden at det dog fik nogen konsekvenser, hvorefter Edwards selv forlod balletten.
Peter Martins kom fra København til balletten i New York i 1970 og har været leder af den siden 80'erne, hvor han overtog ledelsen fra stifteren George Balanchine. Han er kendt for et iltert kunstnerisk temperament, hvilket i de tidligere ledelsesår førte til flere episoder i stil med de beskrevne - en anden tidligere danser, Kelly Boal, har i Washington Post beskrevet, hvordan Martins engang sidst i 80'erne både ruskede hende og råbte hende ind i hovedet i, hvad hun kalder en traumatiserende hændelse.
Ifølge New York Times diskuterede danserne en overgang i 90'erne, om de skulle have en »overgrebsklausul« ind i deres kontrakt, hvilket flertallet dog var imod, fortæller en repræsentant for dansernes fagforening.
Peter Martins beskrives i avisen som en ganske enestående figur i danseverdenen, der sidder tungt på alle beslutninger i New York City Ballet - fra koreografien til besætningen på de enkelte opførelser. Derfor var der ingen, der protesterede over hans aggressive stil, siger Alina Dronova, der var danser i balletkorpset gennem 17 år.
»Han kunne finde på at tage mig i nakken og sparke mig ud af sit kontor. Det kunne han finde på over for næsten alle,« siger Dronova til avisen, der ikke har været i stand til at få en kommentar fra Peter Martins selv. Ifølge Martins' advokat har man ingen kommentar til nogen anklager, så længe den anonyme beskyldning om sexchikane undersøges.