Nyd hyggen med myggen

Den danske tegnefilm »Cykelmyggen og Dansemyggen« er en herlig oplevelse for hele familien.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Der findes ikke ret mange væsener så prægtige som en cykelmyg. Med sine lange, smidige ben i gule cykelshorts træder den påén gang kraftfuldt og elegant i pedalerne, og man ville ikke blive spor forbavset, hvis den en dag vandt en af de store bjergetaper i Tour de France.

Indtil videre er det imidlertid slet ikke den slags triumfer, der interesserer cykelmyggen Egon. Den unge pedalatlets mål er derimod at cykle ud og opleve hele verden, og i begyndelsen er det faktisk lidt af en irriterende distraktion for ham, at dansemyggen Dagmar tydeligvis er lun på ham og helst vil have ham til at blive hjemme.

Også andre forhindringer dukker op i forhold til Egons store ekspedition. Han og Dagmar involveres kraftigt i opgøret mellem to klaner af myrer - hvad skal man mon lægge i, at de onde myrer taler jysk? - og møder desuden nogle royale og ret hovne bier, der dog kun optræder i biroller.

Lidt ud i verden kommer Egon og Dagmar alligevel, for de besøger en loppecirkus inde i den store by og inspireres derved til selv at blive artister, men kampen mellem de flinke og de slemme myrer fylder mere i filmen og er et typisk tema hos instruktøren Jannik Hastrup, jævnfør film som »Fuglekrigen i Kanøfleskoven« og »Aberne og det hemmelige våben«.

Helt tilbage i 1971 lavede Jannik Hastrup den nu klassiske »Bennys badekar« sammen med Flemming Quist Møller, og de to er nu genforenet som instruktører af »Cykelmyggen og Dansemyggen«. Det giver nogenlunde samme følelse, som når saxofongiganterne Coleman Hawkins og Ben Webster spillede duet med hinanden, og især i den flittige Jannik Hastrups omfattende produktion hører den nye film afgjort til højdepunkterne.

Den er en slags musical, idet dens figurer med passende mellemrum bryder ud i sang - banjobillen Børge Bøf synger sågar med ingen ringere end Kim Larsens umiskendelige stemme - og selv om filmen ikke ligefrem får én til at tisse i bukserne af grin, er den hele tiden sjov og hyggelig og charmerende. Egon er ganske vist lidt af en doven flab og kan være ganske grov over for ældre væsener i skoven, men eftersom filmen blandt andet satiriserer over gamle gnavpotter, der brokker sig over ungdommens respektløse opførsel, skal man være varsom med at slutte sig til koret - skønt man må have lov til at fastholde, at den indtagende dansemyg Dagmar suverænt er filmens mest sympatiske skabning.

Omkring hende og Egon fylder et mylder af skægge skabninger filmen, blandt dem den tjenstivrige Minibillen, hvis replikker Bjarke Kastberg Andersen har indtalt helt uimodståeligt. Også Fabian August Harlang og Selma Quist Møller leverer fine verbale præstationer som Egon og Dagmar, og visuelt er filmen holdt i klare, glade farver uden vilde stilistiske eksperimenter af nogen art. Gudskelov.

Helt tydeligt handler »Cykelmyggen og Dansemyggen« om forløsende forelskelse, om gold egoisme over for konstruktiv solidaritet og om autoritetstro lydighed kontra kreativ frihed, så filmen er bestemt ikke bare løjer og pjat. Men den bevarer et let og lystigt tonefald uden at prædike, og selv om den et par steder er en ganske lillebitte smule uhyggelig, er der næppe grund til at betænke sig på at lade de mindste børn få fornøjelse af den.

Også som voksen befinder man sig glimrende i selskab med denne muntre og godhjertede film, og man iagttager med beundring, hvor hurtigt Egon kan køre på sin uundværlige cykel. Uden at være dopet.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse