Ny undersøgelse: Diversiteten stiger i Hollywood

Et nyt studie baseret på de 100 bedst sælgende film fra 2018 viser, at diversiteten er steget i Hollywoods filmindustri. Resultatet fra det seneste år er det bedste siden studiets begyndelse i 2007.

AWARDS-SAG/
"Black Panther" er nomineret i ikke mindre end seks kategorier ved den kommende Oscar-uddeling.    Fold sammen
Læs mere
Foto: MONICA ALMEIDA

Da du i løbet af 2018 satte dig i biografstolens bløde sæde og forventningsfuldt rettede blikket mod det store lærred, blev du i højere grad end tidligere mødt af en større diversitet blandt skuespillernes køn, etnicitet og alder. Tidligere har hvide, mandlige skuespillere domineret i Hollywood, men det har gennem de seneste år ændret sig, og minoriteter er i højere grad blevet inkluderet i Hollywood end før.

Et studie fra tænketanken Annenberg Inclusion Initiative, der hører under USC Annenberg i Sydcalifornien, viser nemlig, at diversiteten er steget i Hollywood, og at 2018 var et godt år for kvinder og etniske minoriteter. Det skriver det britiske medie The Guardian.

Studiet fra Annenberg Inclusion Initiative er baseret på en undersøgelse af de 100 bedst sælgende film produceret i USA fra 2018. Studiets fokus er rettet mod at undersøge antallet af hoved- og biroller fordelt på skuespillernes alder, køn og etnicitet.

Resultatet fra 2018 er det hidtil mest diverse sammenlignet med de 11 foregående år, hvor studiet er blevet gennemført. Et glimrende eksempel på denne udvikling er Disney og Marvel Studios »Black Panther«, der var den første storfilm med en sort superhelt i titelrollen.

Undersøgelsen viser, at 40 af de 100 bedst sælgende film fra 2018 havde en skuespillerinde i hoved- eller bærende birolle, hvilket er en væsentlig stigning set i forhold til 2017, hvor antallet var 32, hvilket svarer til en stigning på 8 procentpoint. Sammenligner man resultatet fra 2018 med 2007, så er det en stigning på 20 procentpoint.

Undersøgelsen fra Annenberg Inclusion Initiative viser yderligere, at der ud af de føromtalte 40 film med en kvindelig hoved- eller bærende birolle fra 2018 var 11 film, hvor skuespilleren har en etnisk baggrund, der tidligere har været underrepræsenteret i Hollywood, mens det til sammenligning med 2017 var 4.

Derudover kan det også nævnes, at der ud af de føromtalte 40 film var 11, hvor de kvindelige skuespillere i enten en hovedrolle eller bærende birolle var over 45 år, mens det tilsvarende kun var 5 i 2017.

Lang vej igen

Professor Stacy L. Smith, der er grundlægger af og direktør for tænketanken Annenberg Inclusion Initiative, som står bag undersøgelsen, udtaler ifølge det britiske medie The Guardian, at undersøgelsens resultater viser en ganske positiv udvikling.

Hun finder det opløftende at de 100 bedst sælgende film i USA fra 2018 bød på et rekordhøjt resultat i forhold til antallet af film med en kvindelig skuespiller i en hovedrolle eller en bærende birolle samt en større diversitet i etnicitet. Hun understreger, at der stadig er lang vej igen, men påpeger, at undersøgelsens resultater i høj grad viser, at filmindustrien i Hollywood har taget et vigtigt skridt i den rigtige retning.

»Resultaterne fra 2018 indgyder håb for, at filmindustriens medlemmer har taget affære i forhold til at skabe indhold, der bedre reflekterer den verden, vi lever i, og det ser ud til, at producenterne bliver belønnet for det. Undersøgelsens resultater viser, at forandring er mulig. Men filmselskaberne må ikke stille sig tilfredse nu, men i stedet fortsætte den gode udvikling i 2019 og de kommende år,« udtaler Professor Stacy L. Smith ifølge The Guardian.