Flere og flere undgår at læse, høre eller se nyheder.
Det er blandt resultaterne fra årets Digital News Report fra Reuters Institute ved University of Oxford, hvor 94.943 voksne fra hele verden har besvaret spørgsmål i januar og februar i år.
39 procent, altså næsten fire ud af ti, svarer, at de nogle gange eller ofte aktivt undgår nyhederne.
Det er langt flere end i 2017, hvor procentdelen var 29 procent – det svarer til en stigning på 33 procent.
Ifølge BBC angiver rapportens forfattere, at det blandt andet er krigene i Ukraine og Mellemøsten, som kan have bidraget til folks behov for at slukke for nyhedsstrømmen.
Noget, der dog øger nyhedslysten i nogle lande, er, når der er valg. Eksempelvis så man en tendens til, at amerikanerne var interesseret i nyheder, fordi der er valg, skriver BBC.
Det er også kun 46 procent af folk, der siger, at de var meget eller ekstremt interesseret i at se, høre og læse nyheder. Det er også et markant fald i forhold til 2017, hvor tallet var 63 procent.
DR og TV 2 er størst i Danmark
I Danmark står det generelt relativt godt til med tilliden til nyhedsmedierne. 57 procent svarer, at de »stoler på størstedelen af nyhederne det meste af tiden«.
Det er samme andel som i 2015, fremgår det af rapporten, og det er den fjerdehøjeste andel blandt de 47 lande, der er med i rapporten.
I forhold til pressefrihed er Danmark nummer to blandt 180 lande i hele verden, citerer rapporten fra ngo'en Reporters Without Borders.
Og når folk så skal have nogle nyheder, er det oftest DR, de vender sig mod, når det kommer til tv, radio og skrevne nyheder. 60 procent ser eller hører nemlig nyheder på DR mindst en gang om ugen.
Online er TV 2 størst, hvor 47 procent siger, at de tjekker ind på TV 2s hjemmeside for at finde nyheder mindst en gang om ugen.
Det giver da også mening, at de to medier tilsyneladende er mest populære. For de ligger også højest placeret på listen over medier, som flest danskere har tillid til, som du kan se i tabellen herunder.