Ny SMK-direktør: Det ville være uendeligt trist, hvis vi skal tilstræbe en neutral position, når vi udstiller

Astrid la Cour er blevet ny direktør for Statens Museum for Kunst i en periode, hvor museet vækker opmærksomhed med udstillinger om fortidens kunst, der beskyldes for at politisere. Hvordan tænker hun selv SMKs rolle mellem politik og kunst?

Nutidige blikke på kunsten er med til at sætte gang i en debat, der afspejler det, der ellers foregår i samfundet, og som SMK skal være med i, siger Astrid la Cour, direktør for Statens Museum for Kunst (SMK). Thomas Lekfeldt

Den nyligt tiltrådte direktør på Statens Museum for Kunst, Astrid la Cour, har en af hovedstadens flotteste udsigter fra sit kontor. Efter halvanden måned på en af de vigtigste poster i kulturlivet, går hun stadig rundt og kniber sig i armen over de flotte omgivelser i den modernistiske tilbygning til det mægtige museum.

Det lå ikke i kortene for Astrid la Cour, at hun skulle beskæftige sig med kunsten. Hun er barn af gårdejere på Fyn, og da hun har mulighed for at vælge billeder fra SMKs samling til de endnu tomme vægge på sit kontor, har hun besluttet sig for at vælge en rugmark af Fritz Syberg fra Fynbomalerne-gruppen. Den modsatte væg bliver i første omgang de moderne Anne Bjerger og Lene Adler Petersen.