Dansk Arkitektur Center flyttede for et par år siden over havnen til deres helt eget og nytegnede BLOX-hus. Den grønne containerstabel er der skrevet meget om allerede, og på trods af dens mærkværdighed skal det nok ende med, at også den bliver betragtet som en umistelig del af havnefronten, den dag en eller anden foreslår at rive den ned.
Men mens BLOX stille og roligt er ved at æde sig ind i københavnernes bevidsthed, er det som om Dansk Arkitektur Center, DAC, stadig kæmper med at få deres liv midt inde i roderiet til at give mening. I denne uge afslørede arkitekturcentret så endnu en oprustning i kampen om de betalende gæster: En 40 meter lang rutsjebane!