Thomas Korsgaard voksede op i den danske provins, på en gård, hvor familiens mange søskende måtte passe sig selv, mens de navnløse hunde glammede på gårdspladsen.

Sebastian Bune havde en patchwork-familie med skiftende voksne og dårlig stemning, der kunne ende med i knyttede næver.

Og Martha Flyvholm Tode mistede som ganske ung den voksne, der stod hende allernærmest.

De tre forfattere er debuteret inden for det seneste år, og deres bøger er markante.

Først og fremmest fordi de alle fortæller om små børn med store, svære følelser. Dernæst fordi de helt eller delvist bygger på forfatternes egne historier og er fortalt i et barnligt perspektiv. De tre bøger er selvfølgelig skrevet hver for sig og på vidt forskellige baggrunde, men litteraturforskerne er ikke bange for at sætte dem ind i en bredere sammenhæng.

Jon Helt Haarder, der er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet og som har skrevet en bog om performativ biografisme, mener, at strømningen er udtryk for en udpræget, virkelighedshunger, der ligger i tiden.

Ikke at tendensen er ny. Slet ikke. Der er en lang litterær tradition for bøger, der delvist bygger på forfatterens eget liv. Allerede i slutningen af 1800-tallet var der store litterære skandaler – f.eks. omkring Herman Bang, der fik sine bøger beslaglagt, fordi folk følte sig udstillet og genkendt.

Men det har taget en anden drejning i dag, mener Jon Helt Haarder.

»Jeg tror, at det overvældende udbud af fiktion har skabt en sult efter noget, der er virkeligt. Samtidig er vores identitet blevet noget formbart. Noget, som vi hele tiden skaber og udstiller blandt andet på de sociale medier. Også det gør, at vi gerne vil i kontakt med noget, der er rigtigt,« siger Jon Helt Haarder og understeger, at det er to modsatrettede tendenser, der giver samme resultat.

Når alt kommer til alt vil læserne have litteratur, der er based on a true story. Og selv blandt forfatterne giver det konflikter.

»Den store litterære diskussion, der fandt sted mellem digteren Asta Olivia Nordenhof og forfatteren Kristina Hagen tidligere på året handlede også om, at Hagen leger med sin identitet, mens Asta Olivia Nordenhof tager et opgør med ironien.«

Også Erik Svendsen, der er lektor i litteratur og medier på RUC, oplever tendensen som en søgen efter stof, der er så privat, at det er pinligt eller ubehageligt.

»Når man prøver at finde et sprog for noget, der er svært at tale om, er vi næsten ude i en elementær fordring. Men lige nu ser vi det alle steder. I gamle dage skrev man til skuffen, nu skriver man til nettet.«

Erik Svendsen understreger, at det ikke betyder, at den nye litteratur er dårlig. Slet ikke. Der er mange gode værker. Men der er også bøger, der får en masse luft under vingerne, fordi pressen synes, at emnet er interessant og nemt at formidle.

»En bog som »Hvis der skulle komme et menneske forbi«, synes jeg måske ikke er verdens største litterære bedrift. Men ligesom mange andre af den slags bøger, fylder den enormt meget på den aktuelle dagsorden. Bøger af den kaliber får tit foromtale, fordi de er nemmere at formidle. Du har en sand beretning, et menneske, du kan genkende, og en god historie. Det er lige til Aftenshowet.«

En ting er, om bøgerne passer godt til mediemøllen. Noget andet er, at de har rykket vores opfattelse af ordentlig litteratur.

Ifølge Jon Helt Haarder har de mange semi-biografiske bøger i hvert fald ændret på vores opfattelse af, hvad god og fin litteratur er.

»Siden 1990erne var det gængs latin, at den fine litteratur byggede på fiktionens almene sprog. Ideen var, at man skulle bestræbe sig på at skrive om alle og dermed ikke om nogen bestemt. Hvis det blev for partikulært, blev det privat. Sådan er det ikke længere,« forklarer Jon Helt Haarder. Han nævner et eksempel.

»Vi læser anderledes i dag. Selvom en bog handler om den specifikke nabo Conny, kan vi godt uddrage noget alment af historien alligevel. Den gamle dogmatik er brast sammen,« mener Jon Helt Haarder, der nyder de nye bøger. Alligevel er han bange for at vores virkelighedshunger tager overhånd.

»Der er stadig meget godt at hente i fiktionen,« som han siger.

Det er Erik Svendsen sådan set enig i. Men alle forfattere skriver jo på egne erfaringer. Og de dårlige er nu engang nemmest at lave kunst ud af.

»Hvis du tænker på en forfatter som Josefine Klougart, så har du en forfatter, der har haft en rigtig dejlig opvækst på landet, hvor hun får lov til at ride på hest. Det er først som voksen, hun oplever et tab. Hun kan til gengæld godt lide at skrive«.

Mangler hun en dårlig barndom at skrive på?

»Måske. Det ville i hvert fald ikke gøre hendes forfatterskab dårligere.«