Yderst sympatisk. Fagligt enormt dygtig. En mand med masser af ledelseserfaring.

Roserne har regnet ned over kunsthistorikeren Mikkel Bogh - nyudnævnt direktør for Statens Museum for Kunst. Han afløser Karsten Ohrt, der kort før nytår blev formand for Ny Carlsbergsfondet.

Mikkel Bogh er 50 år og stammer fra Søllerød. Hans familie var rød i en konservativ højborg og faderen aktiv i DKP. Da det daværende Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979, blev Bogh selv i tvivl om kommunismens velsignelser. Han har ikke siden virket helt så optaget af politik.

Hvor hans interesse for kunst stammer fra, ved han ikke. Mikkel Bogh dyrkede geologi som dreng og havde en enorm stensamling. Men hverken geologistudiet eller et semester som medicinstuderende tændte ham.

Så da han stod 20 år gammel og uden studium, tog han til Paris for at lære fransk. Turen sydover gik forbi Amsterdam i det hollandske. Og det var hér, det skete:

Han besøgte byens vidunderlige Rijksmuseum og opdagede kunstens verden af det geniale og det gådefulde. En livsbane var trukket op.

»Find ud af, om der findes et fag, der hedder kunsthistorie,« skal han have skrevet hjem til sin mor.

Det var der så. Og han kastede sig sultent over det snart efter.

Han var allerede som studerende en markant stemme i kulturlivet, bl.a. som kunstkritiker ved Dagbladet Information og Weekendavisen og flittig debattør.

Han færdiggjorde i 1992 sine studier med afhandlingen »Det anamorfiske blik. Tekst og visualitet i barokkens maleri« og modtog universitetets guldmedalje for den.

Forskning og forfatterskab

Mikkel Bogh blev siden ph.d. og ansat som adjunkt. Først ved Institut for Kunsthistorie på Aarhus Universitet, siden ved Institut for Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Han blev i år 2000 lektor på instituttet i faget moderne kultur og kulturformidling.

Forskning har altid haft hans interesse og kastet flere bøger af sig. Han var forskningsleder på sit institut i København frem til 2005 og har bl.a. gjort sig som formand i bestyrelsen for Novo Nordisk Fondens udvalg for kulturvidenskabelig forskning og som medlem af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster.

Mikkel Bogh afløste Else-Marie Bukdahl som rektor for Kunstakademiets billedskoler i 2005. Han har været en aktiv rektor, kendt for sine klare holdninger og sit hjerte for både den ældre og den nye kunst.

Også musikken optager ham: Guitaren tages jævnligt op og suppleres med private studier i musikteori.

Mikkel Bogh var nede med stress i tre måneder forrige år og har siden modtaget coaching.

»Jeg har helt klart en tendens til at slette mine spor bag mig,« sagde han til Kristeligt Dagblad sidste sommer.

»Jeg har for eksempel ikke gemt noget som helst fra min barndom og næsten intet fra min ungdom - og jeg er i det hele taget ikke tilbøjelig til at tænke på min egen fortid.

Det skyldes nok en lidt neurotisk følelse af, at jeg hele tiden skal være i bevægelse. Jeg skal hele tiden lære nyt og udvikle mig.«

Han er Ridder af Dannebrog og modtog N.L. Høyen Medaljen i 2011 - vel landets fineste udmærkelse for kunsthistorikere.