Ny festival vil have københavnerne til at danse til gammel soul

I denne weekend byder nørdede vinyl-DJs op til dans til gammel soul under Copenhagen Soul Weekender. Inspirationen kommer fra 60ernes northern soul-scene i England, fortæller DJ og en af arrangørerne, John Berchtold.

John Berchtold står sammen med to venner bag Copenhagen Soul Weekender. Selv er han en dedikeret vinyl-samler, der gerne punger tusindvis af kroner ud for den helt rigtige sjældne 7”-single. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Det kan godt være, at kalenderen skriver 2017, men fredag aften åbner en portal tilbage til slut-60ernes nordlige England, når Copenhagen Soul Weekender holder årets store all-nighter på Søpavillonen i København. Bag DJ-pulten står dedikerede vinylsamlere fra ind- og udland med pladetaskerne fulde af sjældne 7”-singler fra dengang Motown Records var konge.

En af dem er John Berchtold, der sammen med pladevennerne Ash Pederick og Andreas Beraha står bag Copenhagen Soul Weekender. Arrangementet er en slags festival inspireret af såkaldte »weekenders« i primært England, hvor soul-entusiaster mødes over en forlænget weekend for at danse og feste til gammel soulmusik.

»Vi har selv været til en del weekenders rundt omkring i Europa og er blevet inspireret til at plukke fra forskellige steder og derved lave vores helt egen form for weekender. Men det er klart, at den primære inspiration kommer fra den engelske northern soul-scene, som vi så forsøger at lave vores egen version af,« fortæller John Berchtold.

Her er det måske på plads med en lille historielektion.

Northern soul-scenen opstod i England tilbage i slutningen af 1960erne, hvor datidens unge dansede natten lang til højoktan amerikansk soul. Men aldrig de store åbenlyse hits. De britiske DJs foretrak i stedet at plukke fra hele det reservoir af singler, der forsøgte at kopiere lyden fra hitfabrikken Motown, men aldrig blev en succes.

I stedet fik sangene et nyt liv i de britiske dancehalls, hvor DJs kappedes om at præsentere de mest obskure og sjældne singler. I løbet af 70erne begyndte northern soul-klubber at poppe op over hele England. Nogle af de mest kendte er Manchesters Twisted Wheel og ikke mindst Wigan Casino, der på sit højeste havde over 100.000 medlemmer og typisk først åbnede op for dansegulvet mellem kl. 02 og 08 om morgenen. Deraf navnet all-nighter.

For en hel generation af briter var det måden, man festede på. Og derfor lever northern soul-traditionen stadig videre, mens de sjældne gamle singleplader går for tusindvis af kroner på nettet.

»Hvis man tager til arrangementer derovre, så er det folk, der er startet for 40-50 år siden. Det er som om, at de yngre generationer ikke er sprunget på. På den måde er den engelske scene ved at være ret gammel. Men når vi har holdt fester i København, er der mange, der synes, at det er noget helt nyt at danse til soul,« siger John Berchtold.

Artiklen fortsætter under billedet...

Plakaten til Copenhagen Soul Weekender Fold sammen
Læs mere

Er der en hel scene omkring soulmusik i København?

»Der er nogen, der kalder sig Backstreet Northern Soul Club, som holdt 25 års fødselsdag på Søpavillonen sidste år. Selvom de har kørt i mange år, er det en forholdsvis lille scene. Men det sidste stykke tid er der kommet flere nye DJs til, og vi har selv holdt nogle fester ved navn Double Barrelled Soul på Søhesten, hvor der er kommet flere og flere mennesker til. Det har givet os blod på tanden til at lave noget større over flere dage.«

Hvad er det den her gamle soulmusik kan?

»Det lyder måske lidt sentimentalt, men man kan både græde og danse til det. Det rammer én på alle mulige følelser, men det har stadig så meget rytme og danseappel. Det er ikke bare happy-happy-musik, det er lidt melankolsk. Det er svært at forklare. Grundlæggende er det bare fantastisk musik, som man ikke kan lade være med at danse til.«

Der er også en rimelig nørdet samler-kultur blandt de her DJs, kan jeg fornemme?

»Ja, helt klart. Engang imellem handler det om at have noget specielt, som ikke alle har. Men for os handler også om ikke at være for elitær med det og blande det ukendte med nogle numre, som folk måske kender fra noget andet. Tue Track kommer f.eks. til at spille en masse soul, som er blevet samplet i hiphop, og vi har også nogle DJs, der spiller jamaicanske ting. Hvis det bliver rent nørderi, gider folk jo ikke danse.«

Festerne foregår blandt andet på Søpavillonen og i Absalons Kirke. Hvorfor har I valgt de steder?

»Søpavillonen har et fantastisk dansegulv. Det er super vigtigt, for der er en helt speciel form for dans, der bliver dyrket, når det er northern soul. Det er nogle meget entusiastiske dansere, som kommer til de her arrangementer. Det er ret vildt at se.«

Fakta: Copenhagen Soul Weekender
Ny dansk weekend-festival med fokus på dans og fest til gammel soul på vinyl.
- Torsdag er der WARMUP på Mesteren & Lærlingen fra kl. 20-03.
- Fredag er der ALLNIGHTER fra kl. 21-05 på Søpavillonen med en udenlandske DJs som John Parker og Mark Forrest.
- Lørdag er der ALLDAYER fra kl. 14-02 i Absalons Kirke med et stort line-up af DJs fra ind- og udland.
- Søndag er der SUNDAY BBQ fra kl. 15 på Lygtens Kro med en række DJs herunder Tue Track.