Den engang så feterede skuespiller Kevin Spacey blev egentlig frikendt i en britisk retssag i juli 2023. Her var han anklaget for at have begået gentagne seksuelle overgreb mod fire mænd i perioden 2001 til 2013.
Men det får ikke påstandene om hans angivelig grænseoverskridende adfærd til at forstumme.
For nu er en ny dokumentar på vej, hvor der kommer hidtil ukendte vidnesbyrd fra en række anonymiserede kilder, hvoraf nogle siger, at Spacey har opført sig seksuelt grænseoverskridende på forskellig vis.
Det skriver Variety.
Dokumentaren er i to dele og hedder »Spacey Unmasked«. Den er produceret af den britiske tv-kanal Channel 4 og den bliver sendt 6. og 7. maj i Storbritannien. I USA kommer den til streamingtjenesten Max, skriver mediet, men det er uvist, om den også vil være at se på den danske udgave af Max.
Ifølge Variety omfatter dokumentaren interview med ti personer, og ingen af de ti har haft noget med retssagen mod Spacey at gøre.
Kevin Spacey selv er kommet med en kras kritik af dokumentaren og Channel 4.
Torsdag skrev han på X, at han flere gange har bedt Channel 4 om mere tid til at svare og flere detaljer, så han kan »undersøge sagerne«.
»De har givet mig syv dage til at svare på anklagerne mod mig, som er op til 48 år gamle,« skriver Spacey og fortsætter længere nede:
»Channel 4 har afvist med den begrundelse, at de føler, at syv dage til at svare på nye, anonymiserede, ikkespecifikke anklager giver mig en »rimelig mulighed« for at tilbagevise enhver påstand rettet mod mig.«
Spacey skriver, at han ikke bare vil sidde og tage imod angrebene fra en »døende tv-kanals ensidede dokumentar i et desperat forsøg på at skaffe højere seertal«.
Han skriver også, at når han har fået tiden og det rette sted at forsvare sig – altså en retssal, forstås – så er anklagerne mod ham faldet.
Ud over den førnævnte retssag i Storbritannien, så har der også været en retssag mod ham i New York i 2022. Her konkluderede et nævningeting, at Spacey ikke havde misbrugt den dengang 14-årige Anthony Rapp i 1980erne.
Flere andre søgsmål og sager er blevet droppet.
Spacey har afvist alle anklager mod ham, skriver Variety.
Men efter de første anklager mod ham blev offentliggjort, blev han fyret fra Netflix-serien »House of Cards«, hvor han spillede hovedrollen som den manipulerende præsident, Frank Underwood.