Ny dokumentar er en mors øjenvidneberetning til sin datter - og det er næsten ikke til at holde ud at se på

Blandt de sidste, der forlod den belejrede syriske by Aleppo, var den 26-årige dokumentarist Waad al-Kateab og hendes etårige datter. En dokumentarfilm skildrer deres ophold i byen. Det er hård kost – måske næsten for hård.

 
Se traileren til dokumentarfilmen »Til Sama« her. Fold sammen
Læs mere

Under krigen på Balkan lærte jeg et nyt ord. Det var i en periode, hvor aviserne var fulde af billeder af små blåøjede børn, der blev kørt væk fra kampzonerne, uden at det skabte den helt den store reaktion fra den danske befolkning. Vi havde »medlidenhedsudmattelse«, forklarede en forsker. Der er en grænse for, hvor meget lidelse vi kan tage ind, før vi bliver ligeglade.

Ordet faldt mig ind, da jeg så »Til Sama« – en rystende film om de sidste dage under belejringen af Aleppo, der er optaget af en mor, der ønsker at efterlade et vidnesbyrd til sin datter. Ønsket er, at den lille Sama en dag vil forstå, hvorfor hendes forældre valgte at blive i den smadrede syriske by, der i månedsvis blev bombet af regeringsstyrker og russiske bombefly.

Pigens mor, filmens fotograf og instruktør, Waad al-Kateab, læser økonomi på fjerde semester, da oprøret begynder. Hun deler troen på en bedre fremtid uden den langhalsede (læs: udødelige) diktator Bashar al-Assad og forelsker sig i vennen, den nyuddannede læge Hamza. Længe tror de, at diktatoren kan blive væltet, og der er optimisme i de dage, hvor de indretter et hospital i en forladt bygning.

Og så begynder rædslerne.

Når Iglesias overdøver bomberne

Har man set den danskproducerede »The Cave« kender man allerede til optagelser af læger og sygeplejerske, der arbejder under umenneskelige forhold, små patienter, der mangler hænder og fødder, blodige gulve og alt for lidt udstyr. Men »Til Sama« går endnu tættere på. Fotografen virker næsten besat af tanken om at få det hele med. Det er næsten for meget.

Som tilskuer hænger man sig fast i de lyse stunder. Som da Waad og Hamza bliver gift og danser brudevals til den amerikanske countrysang »Crazy« sunget af Julio Iglesias. For et øjeblik overdøver musikken bomberne. Senere er der børn, der bader i granathullerne, og en behjertet far, der finder farver, så gadens unger kan male farvestrålende slagord på en udbrændt bus.

FIlmens fotograf og instruktør, 26-årige Waad al-Kateab, læser økonomi på fjerde semester, da den syriske diktator begynder angrebet på deres by. Trods tøndebomber og missiler vælger familien at blive. Fold sammen
Læs mere
Foto: Channel 4.

Det meste af tiden er det dog ligene, vi ser. Lysegrå og livløse børn, der bliver båret ind på operationsstuerne, mens deres små brødre står forstenede og venter i gangen. Mange af dem er for længst holdt op med at græde.

De største rædsler

Bliver man klogere på, hvorfor forældrene bliver i byen, selvom det helt tydeligt også skader børnene i deres omgangskreds?

Ikke helt, synes jeg. Man forstår faderen, der har svært ved at forlade operationerne på hospitalet, som han selv har bygget op, og man forstår håbet om at yde regimet modstand. Men derudover er rædslerne så store, at man mest får lyst til at forlade Aleppo sammen med familien.

I den forstand er »Til Sama« et rystende forsøg på at forklare sine børn om summen af ens, måske forkerte, valg. Desværre er det også så forfærdeligt, at det næsten bliver for meget. Sådan er krig. Men det er godt nok svært at bevidne.

»Til Sama«. En film af Waad al-Kateab og Edward Watts. Varighed: 100 minutter. Premiere over det meste af landet.