Ny dansk symfoni over dåben

DR Symfoni-Orkestret. Koncerthuset, torsdag. Musik af Glerup, Ravel og Stravinsky. Gentages denne lørdag kl. 15.

BMINTERN - Rune Glerup Fold sammen
Læs mere

Husk det! De gode og snart gamle dage er lige nu!

Rune Glerup fik bestillingen på noget så old school som en symfoni til DR SymfoniOrkestret og sagde ja tak.

Det færdige værk blev holdt over dåben torsdag aften og gør det igen ude i DR Koncerthuset her lørdag eftermiddag.

Og det holder! Man er i godt selskab med Rune Glerups store orkesterstykke.

Ikke så få af hans melodier ligger i et fremkommeligt toneleje og virker venlige over for både musikere og lyttere. Man kan endda kapere alle de indtryk, man får undervejs. En sjælden kvalitet.

Det er også et stykke uden klang af kunstfond!

Enkelte komponister har ikke altid følt deres egen musik så tvingende nødvendig. Rune Glerup virker anderledes oprigtig og insisterende i sin nye symfoni. Han vil de tyste toneskyer og klarinettens poesi. Han har noget på hjerte.

Godt program

Hvis man frekventerer DR Koncerthuset i eftermiddag, skal man også lægge mærke til programmet. For det er usædvanlig godt sammensat.

Ravels klaverkoncert for venstre hånd – skabt i 1930 til den enarmende Paul Wittgenstein – klinger næsten bogsaveligt som et ekko af Glerups stykke.

Og slutningens farverige »Ildfuglen« fra 1910 af Stravinsky lyder som begyndelsen til det hele. Ikke mindst fordi DR SymfoniOrkestret har en helt ny gimmick parat til værket. Hvilken skal ikke afsløres her.

Humlen i herligheden handler så om fraværet af musik et par steder.

Igor Levit ved klaveret virker en smule uforberedt og kan vel heller ikke hamle op med orkestrets klang.

Og selv om evigtunge Thomas Søndergaard er en teknisk dygtig dirigent, så hugger den sympatiske dansker lidt musikkens landskaber i stykker.

Han skulle smide sin dirigentstok nogle måneder og stille sig med lukkede øjne foran orkestret. Lytte til musikkens mageløse malerier. Lytte til limen mellem tonerne. For man får rigtig meget rytme med ham på podiet og måske lidt for lidt af det horisontale svæv.

Men ellers godt løftet! Både af orkestret og dets dirigent. Og af en komponist, der turde lægge arm med en af de største genrer i europæisk kultur.