Ny dansk kunstfestival

I 2007 skal Danmark have en ny ambitiøs kunstfestival for samtidskunst på internationalt niveau med Toronto, Venedig og Kassel. Festivalen er nu på jagt efter ledelse og profil.

Ny dansk kunstfestival - 1
Daglig leder for Kunstakademiets grunduddannelse Frans Jacobi ¿ med til at organisere ny festival. <br>Arkivfoto: Mogens Ladegaard Fold sammen
Læs mere

I årevis har danske kunstnere været efterspurgt på diverse biennaler og udstilinger i den store verden fra Toronto til Venedig og Kassel.

Nu skal det danske kunstliv løftes op på et internationalt niveau på hjemmebane, mener Kunstrådet, som derfor har afsat seks millioner kr. til en udstilling for samtidskunst i Danmark i efteråret 2007.

Kunstnere som formidlere, institutioner, kunsthistorikere og andre interesserede kan ifølge Anette Østerby, centerchef for Kunststyrelsens billedkunstcenter, søge midlerne til festivalen, som forankret i billedkunsten skal både »diskutere« og »tematisere, aktualisere og formidle kunsten«, som det hedder i en rundsendt udbudsskrivelse.

»Det handler om at få en god idé til festivalens udseende, organisation og finansiering,« forklarer Anette Østerby og fortsætter:

»Meningen er, at niveauet skal være højt, og vi sender også udbuddet ud internationalt. Det vi vil er at give det danske kunstliv et løft op til internationalt niveau og dermed give de danske kunstelskere den bedste samtidskunst, der findes.«

Det er et internationalt sammensat bedømmelsesudvalg på fem personer, som skal vurdere de indsendte forslag, som skal være Kunststyrelsen i hænde senest 30. maj i år. Efter nøje vurderinger vil udvalget, som endnu ikke er helt på plads, give 30.000 kr. til maksimalt fem af de indkomne forslag, som herefter udbygges og begrundes til mindste detalje. Først derefter findes den endelige vinder, som så får råderet over de resterende midler fra de oprindelige seks millioner kr. samt overdrages opgaven om organisering og yderligere finansiering.

»Hvis det bliver en succes, vil vi naturligvis gøre alt, hvad vi kan for, at der også fremover vil blive afsat en pulje til en festival for samtidskunst, men det perspektiv har vi endnu ikke taget stilling til,« siger Anette Østerby.

Festivalen er blevet til i et samspil mellem Kunststyrelsen og Frans Jacobi, der til dagligt er leder af Kunstakademiets grunduddannelse. Den ny festival skal have billedkunsten i fokus - i tæt samspil med arkitektur, design og andre kunstformer. Og så skal den kunne præsentere et årligt tema, der vælges af dem, der vinder det nye udbud.www.kunststyrelsen.dk

www.kunstraadet.dk

Mere om den nye kunstfestival og ansøgningsbetingelser.