Ny dansebar til Instagram-generationen: »Vi vil være en blanding af high class og Crazy Daisy i Næstved«

Hello Coco er en ny selfie-venlig klub, der vil gøre det rarere at gå i byen. De tre unge kvinder bag har indrettet deres dansebar med dyreprint, tropestemning og glimmergulv, så den henvender sig til det kvindelige segment. Så skal mændene nok komme.

De tre veninder Frederikke, Mille og Laura har åbnet natklubben Hello Coco, der er indrettet med farverige tapeter, guldpalmer og dyreprint. »Det vigtigste er, at det ikke ligner alle de andre steder i byen,« siger PR-manager Laura Schrøder (yderst tv.). Maria Albrechtsen Mortensen

Midt på det glimmerbeklædte dansegulv står en søjle, der ender i guldfarvede palmeblade i dekadent art deco-stil. Under palmebladene hænger en klase skinnende diskokugler i forskellige størrelser. Langs den ene væg troner DJ-pulten, der er hævet over dansegulvet og beklædt med kunstig bambus.

Træder man op ad trappen forbi baren, er der tre sofalounges beklædte med stof i leopard- og zebramønster. Den nye dansebar Hello Coco, der åbnede på Nikolaj Plads i begyndelsen af maj, ligner en hybrid mellem et kitchet, japansk teenageværelse og Yvonne fra Olsen-bandens spraglede garderobe.