Ny bog sætter spot på Hitlers tabu-furier

»Vi har altid vidst,« skriver forfatteren, »at kvinder var i stand til brutale handlinger, men vi har aldrig før haft et dokumenteret billede af, hvor vigtige de var.«

Professor Wendy Lower sætter med ny bog fokus på, hvad kvindelige nazister var i stand til: Lige så grimme gerninger som deres mandlige kolleger. Her ses en gruppe heilende, svenske kvinder i optog før Anden Verdenskrig. Kvinderne på billedet er ukendte. ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: SCANPIX
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ny bog om de kvindelige hjælpere og mordere i Hitlers tjeneste har vakt opsigt, for den viser, at kvinderne også var brutale og endda begik mord. Bogen er netop udsendt og bærer titlen »Hitler's Furies« -  furierne var rasende kvinder i den romerske mytologi.

Forfatteren er historikeren Wendy Lower og hendes bog dokumenterer, at kvinder var impliceret i brutaliteter og mord under krigen. Wendy Lower skriver selv i en artikel i magasinet Daily Beast, at der er tale om et tabubelagt emne, fordi forskere ikke ønskede at betræde et farligt emneområde. Det er ikke let at finde oplysninger i den eksisterende litteratur, så Wendy Lower måtte til arkiverne for at dokumentere, hvor vigtige kvinderne var for Hitlers krigsindsats, og at de endda tog del i bestialske forbrydelser.

Wendy Lower, der er professor i historie, skriver: »Vi kan ikke længere forstå de tyske kvinder som ofre på hjemmefronten. Det nazistiske regime producerede en ny type kvinder, der gav sig udtryk i aktivisme og patriotisme i dens  mest voldelige og perverse udgave. Tyske kvinder blev bødler,« skriver hun og nævner som eksempler de SS-hustruer, der viste evne til at dræbe skånselsløst.

Det er hendes vurdering, at disse kvinder - og hun fandt mange af dem i arkiverne - ikke var psykopater eller mærkelige, men ganske normale kvinder, der troede, at nazismen gav dem ret til at bruge brutal magt, og at deres deltagelse i de mest umenneskelige handlinger viste deres loyalitet til sagen. En lignende undersøgelse kunne sikkert laves over kvindelige bødler i Stalins og Maos terrorregimer, men det må vi vente på.

Hitlers kvindelige furier var aktive i hele frontafsnittet østpå. De var administratorer, røvere og mordere, skriver Wendy Lower. De arbejdede på hospitaler ved fronterne, på jernbanestationer, hvor de hjalp soldater. De var på soldaterhjem i Ukraine, Hviderusland, Polen og de baltiske lande, hvor de lavede sociale opgaver for soldaterne. Den tyske hær trænede godt 500.000 unge kvinder, der var aktive som radio-operatører, sekretærer, aflyttere og havde mange andre vigtige erhverv, som hæren var afhængige af blev udført dygtigt.

Både hæren og SS-afdelinger var helt afhængige af disse kvinders indsats. Da det nye tyske rige skulle etableres østpå blev mange af disse kvinder involveret i ikke blot sekretærarbejde, men også i brutale gerninger.

I sin bog giver Wendy Lower konkrete eksempler på, hvad kvinderne gjorde. Johanna Altvater var 22 år gammel, da hun kom til grænsen mellem Ukraine og Polen i en by, der hed Volodymyr-Volynsky. Der var 30.000 mennesker i selve byen, der var omgivet af hvedemarker. Byen var for tyskerne en vigtig militær forlægning med en lille flyveplads og en radiostation. Der var desuden en mølle og en klædefabrik. Jøderne i området blev brugt som slavearbejdere, hvilket betød at de overlevede, så længe de var nyttige for tyskerne.

Da Altvater ankom i september 1941, havde nazisterne allerede indført skrappe regler mod jøderne i byen og begyndt at dræbe dem bl.a. ved at begrave dem levende. Den jødiske leder begik selvmord sammen med sin familie. Den 30. september 1941 begik nazisterne en massakre og den tyske kommandant Wilhelm Westerheide var en brutal bøddel, der ikke syntes at have medynk med nogen. En af hans påfund var at skyde tilfældige jøder, som arbejdede på jernbanestationen.

I løbet af 1942 faldt den jødiske befolkning i regionen fra godt 20.000 til ca. 500. Nu var nazisternes ordre om total udryddelse af jøderne blevet en del af virkeligheden og Johanna Altvater gik med liv og sjæl ind for projektet. Hun tog gerne med mandlige SS-folk til byens jødiske bydel for at deltage i myrderierne. Den 16. september 1942 gik hun ind i ghettoen, hvor hun mødte to jødiske børn på henholdsvis 6 år og 2-3 år. Johanna Altvater greb fat i den yngste og holdt barnet i benene og svingede det mod muren, så kraniet blev smadret. Liget smed hun for foden af barnets fader, der senere efter krigen vidnede. 

Da ghettoen senere blev jævnet med jorden af nazisterne, var Johanna Altvater også med i denne aktion. Hun gik ind på et hospital, hvor de sidste levende jødiske børn opholdt sig og tog et barn og kastede det ud over balkonen og flere meter ned på fortovet, hvor barnet lå livløst. Også de andre børn på hospitalet tvang hun derefter ud over balkonen. Hun førte andre overlevende ud til et område, hvor de blev henrettet af en gruppe mandlige nazister.

Wendy Lower skriver, at kvindernes indsats var helt uvurderlig for den nazistiske ekspansion. »Vi har altid vidst,« skriver hun, »at kvinder var i stand til brutale handlinger, men vi har aldrig før haft et dokumenteret billede af, hvor vigtige de var for projektet og hvordan en del af dem også blev til bødler.«

Efter krigen blev kun meget få af disse kvinder dømt og de vendte tilbage til Tyskland og begravede sandheden så godt de kunne. Når kvinderne siden fortalte om deres hverv som sygeplejersker, sekretærer og andet var alle blodige spor vasket væk.

»Mange af dem slap af sted med mord uden at blive straffet,« skriver Wendy Lower.