Det var en temmelig ukendt lokalpolitiker, der i november 1923 forsøgte sig med et desperat kup i München. Den ambitiøse aktivist, der havde forsøgt at skabe en bevægelse i forskellige venstre- og højrevendte smågrupper, hed Adolf Hitler. Nu kopierede han sin kendte kollega Benito Mussolini, der med en gruppe sortskjorter var marcheret frem til sejren i Italien og havde taget magten i Rom året før.
Kuppet i ølstuen
Nu var det Hitlers og hans brunskjortede nationalsocialisters tur. Hitler besluttede sig for at kidnappe et politisk møde i en ølstue i München og derved overtage magten i byen. Her var 3.000 mennesker forsamlet til et møde med Bayerns politiske spidser. Hitler var omgivet af trofaste folk som Hermann Göring og general Erich Ludendorff, da han ankom til den tætpakkede ølstue.
I historikeren David Kings nye bog om Hitlers kup og den senere rettergang mod ham, »Retssagen mod Adolf Hitler: Ølstuekuppet og det nazistiske Tysklands fremmarch«, gives der et dramatisk og kildebaseret snapshot af scenen, lige efter at ølstuen havde genlydt af et skud: »Adskillige øjenvidner i nærheden af scenen kunne fortælle, at skuddet kom fra en af Hitlers mænd, måske hans livvagt.
Det bragte dog ikke folkemængden til tavshed, så Hitler løftede sin Browning og trykkede på aftrækkeren og sendte endnu et skud op i loftet. Derefter kravlede han ned fra stolen og kravlede hen over et bord frem mod scenen. Politimajor Franz Hunglinger spærrede vejen for ham. Med pistolen rettet mod politiofficerens pande beordrede Hitler ham til at træde til side ...«
Næste morgen syntes det, som om Münchens myndigheder var ved at få styr på situationen, så Hitler samlede sine folk og marcherede mod bykernen. Blandt de ca. 1.000 mennesker i marchen var der folk, der senere skulle blive kendte naziledere, og så den gamle general Ludendorff, helten fra Første Verdenskrig. David King følger de marcherende mænd, der var ingen kvinder, fra gade til gade, mens folkemængden ser begejstret til inde fra fortovet. Ved Odeonsplatz, lige ved de bayerske kongers residenspalads, begyndte skyderiet.
Politifolk og nationalsocialister skød løs på hinanden, og David King skriver, at »Hitler var blandt de første, der faldt. Han blev enten trukket ned eller også kastede han sig selv instinktivt mod jorden for at søge dækning, som han havde gjort under beskydning som militærkurér under Første Verdenskrig. Han tog sig til venstre skulder, der gjorde voldsomt ondt, bange for, at han var blevet skudt. Men det blod, der løb ned ad ham, kom fra Scheubner-Richter (en af Hitlers støtter red.), som var blevet ramt i lunger og hoved og døde på stedet. Hitler havde været 20-30 centimeter fra at blive ramt.«
I alt lå der 15 døde nationalsocialister på jorden efter sammenstødet. Dertil kom fire politifolk og en enkelt uskyldig civil, der også døde. Han var en nysgerrig tjener, der blev fanget i ildkampen. Hitler havde forstuvet sin skulder og flygtede fra kampscenen, men blev et par dage efter arresteret iført pyjamas.
Retssagen mod Hitler
Her kunne den nationalsocialistiske bevægelse være blevet stoppet. Hitler kunne være blevet ramt, eller myndighederne kunne nidkært have retsforfulgt nationalsocialisterne og givet dem strenge straffe.
Men ved retssagen mod Hitler, der begyndte i 1924, blev han kun anklaget for en mindre del af de forbrydelser, som han kunne gøres ansvarlig for. De fire dræbte politifolk var i sig selv nok til en dødsstraf. Nationalsocialisterne havde også tilbageholdt delstatens ministre og jødiske borgere, og de havde stjålet penge og tilskyndet til oprør, men retten nøjedes med hovedanklagen for højforræderi.
Retsformanden, Georg Neithardt, var desuden Hitler venlig stemt, ja, han tilsluttede sig ligefrem Hitlers nationalsocialistiske program. Desuden var myndighederne i delstaten interesserede i en hurtig og mild dom, der ikke ville skabe mere ravage end allerede. David King benytter vidner og avisartikler til at gengive stemningen i retslokalet: »Hitler begyndte høfligt og tilbageholdende, næsten nervøst. Efterhånden som han kom længere ind i sin tale, noterede Frankfurter Zeitung, at han antog en skarp og hård tone, som en kommandør, der bjæffede ordrer med stor ildhu.
Under fuld kontrol blev hans rå stemme blidere eller mere højlydt, som han ønskede det, den kunne stige til en råben eller igen dæmpes eller knække over i et skingert og hæst følelsesladet crescendo. Alt dette, tilføjede korrespondenten, udnyttede han med dramatisk effekt.«
Mild straf og luksus i fængslet
Georg Neithardt sørgede for, at Hitlers påstande stod uimodsagte. Han tillod, at Hitler og de andre anklagede fik lov til at gøre retssalen til en politisk scene med angreb på det bestående system, og de fik lov til at tale i timevis uden afbrydelser. Desuden kunne Hitler uden indvendinger fortælle løgnehistorier om sin fortid under Første Verdenskrig, hvor han skildrede sig selv som skyttegravssoldat, hvad han ikke var. Han fremstod efter Neithardts venlige udspørgen som en sand tysk helt og patriot.
Det lykkedes Hitler at få de tyske medier til at skrive beundrende om sin fædrelandskærlighed og sine politiske ambitioner, og dommen i 1924 var mild. Neithardt konkluderede, at Hitler og hans venner havde handlet ud fra patriotiske og uselviske motiver, og Hitler og tre af hans venner fik fem års fængsel. Andre fem fik 15 måneder, og Ludendorff blev, til sin rædsel, frifundet. Hitler sad derefter i fængsel, hvor han blev behandlet som en fyrste og fik besøg af presse og politiske sympatisører.
Var München afgørende for Hitlers vej til magten?
Det var i fængslet, at Hitler havde tid til at skrive sit politiske program i form af bogen »Mein Kampf«, der med sit jødehad tegnede omridset af fremtiden. Bogen var delvis gengivelser af de taler, som han havde holdt i retssalen. Det er i øvrigt nu fastslået, som David King skriver, at »Mein Kampf« ikke blev dikteret til medfanger, men at Hitler selv skrev manuskriptet.
David King konkluderer, at retssagen og dommen var et afgørende skridt i retning af Hitlers vej til magten, og at vejen til kanslerkontoret var banet med begivenhederne i München.
Det kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, for endnu i slutningen af 1920erne var Hitler stadig langt fra magtens tinder. Ganske vist fik han magten i 1933, men det var efter, at den økonomiske krise hærgede USA og Europa og gjorde det muligt for populister til både højre og venstre at neutralisere de mere moderate politikere. Så Kings påstand om, at München-hændelserne var afgørende, kan diskuteres.
Men der er næppe tvivl om, at München var vigtig som en delsejr, idet den var med til at gøre Hitler til leder af de højreradikale miljøer og med til at afstive hans tro på egne evner og talegaver.
David Kings bog er spækket med dramatiske scener, der bringer tankerne hen på TV-serien »Babylon Berlin« eller thrillere af Philip Kerr. Men Kings bog er også en pålidelig fagbog, der giver læserne en indsigtsfuld og veldokumenteret skildring af Hitlers første år som leder af nationalsocialisterne.
»Retssagen mod Adolf Hitler: Ølstuekuppet og det nazistiske Tysklands fremmarch«
Forfatter: David King. Oversættere: Morten Visby og Juliane Wammen. Sider: 480 sider. Pris: 350 kr. Forlag: Gyldendal.
