Ny bog: Kvinder fortjener det ikke

Samfundet favoriserer kvinderne, når det udvælger kandidater til dets topposter, og det skader både demokratiet og vinderne selv, siger professor Hans Bonde i sin nye bog "Fordi du fortjener det"

Samfundet vinder intet ved at give kvinder fortrinsret, siger Hans Bonde, her fotograferet på Statens Museum for Kunst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 55-årige professor på Københavns Universitet, Hans Bonde retter i sin nye bog »Fordi du fortjener det« et hårdt angreb på det han opfatter som en tendens til at favorisere kvinder for at opnå en mere ligelig fordeling af de to køn i toppen af samfundet. Det sker for eksempel i fordelingen af bestyrelsesposter, ministerposter og i tildelingen af støttemidler til mandlige og kvindelige kunstnere. Her uddyber han sine synspunkter.

Du skriver, at målet med bogen ikke er, at manden skal rykke ind i offerrollen - men er hele din bog ikke udtryk for det klynkeri som du beskylder kvinderne for?

»Nej, min analyse står ikke på noget køns standpunkt, men på samfundets standpunkt. Jeg advarer mod, at samfundet bliver mindre effektivt, hvis vi begynder at udvælge ikke på grund af kvalifikationer, men med baggrund i køn. Ligestillingsbegrebet har ændret sig fra at handle om lighed bag startsnoren til at handle om lighed ved målstregen. Målet er at lige mange mænd og kvinder skal ende på sejrsskamlen til alle toppositioner. Det giver et mindre dynamisk samfund, hvis man på forhånd vil bestemme, hvilke grupper af befolkningen der må »vinde«.«

Hvis mænd går til ekstremer og kvinder er midtsøgende - er det så ikke bedre at samfundet og erhvervslivets ledere udgør en god balance af begge dele. Det er jo ret let at pege på mandsdominerede samfund med ekstreme ledere, som det er gået rigtig skidt for?

»Det er vigtigt at topledere er villige til at gå til ekstremer, at de tør tage en risiko, kan håndtere at eksekvere ubehagelige beslutninger og er villige til at arbejde hårde hårdt og konsekvent hele ugen for derefter at tage til en filial i Kina for at fyre en uduelig leder. Der er flere mænd end kvinder, der er villige til at levere denne vare. Men mænd er ikke generelt ekstreme. Der er en lille gruppe af mænd, der virkelig går til vaflerne og f.eks. står for langt, langt størstedelen af den videnstunge innovation i Danmark. Hvis kvinder skal nå til bestyrelsesposter, vil det være effektivt, hvis de først folder sig ud som entreprenører og starter deres egen virksomhed eller bliver topledere. Det er ofte vejen for mænd. Nu vil man indføre en genvej for kvinder. Hvad med de mange midtsøgende mænd, skal de så også repræsenteres?«

Er det ikke statistisk set meget svært at bevise, at kvinder trækker kvaliteten ned, såfremt de favoriseres. Der findes eksempler på kvinder, der har klaret sig dårligt, men lige så mange mænd, der ikke har glimret - men beviser de andet, end at der findes eksempler på alt i menneskenes verden?

»Jeg ville elske, hvis vi fik flere kvindelige stjernekokke, komponister, instrumentalister i rytmisk musik, topledere og professorer. Men det skal ske på baggrund af dygtighed, ikke på baggrund af andele, hvor målet er fifty-fifty repræsentation. Problemet nu er, at man har afindividualiseret kvinden, gjort hende til en metervare, der kan opgøres i procenter: Vi skal opnå 40 procent kvinder på dette eller dette område. Det er skadeligt at dele folk op i dem med tissekoner og tissemænd, og så tildele disse to grupper egenskaber på baggrund af dette. Det er i øvrigt også en tilbagevenden til biologiske argumenter, hvor man tildeler rettigheder ud fra biologiske kendetegn. I Norge, hvor man har statsligt krav om 40 procent kvinder i aktieselskabernes bestyrelser udgør antallet af kvinder en stærkere loge og en mere konsekvent for-selektion, end selv de vildeste konspirationsfantasier nogen sinde har kunnet forestille sig de mandlige bestyrelsesmedlemmers verden. Der er så få kvindelige norske kandidater på et fagligt acceptabelt niveau, at det er de samme under fyrre bestyrelsesmedlemmer, der går igen som kvoterede ind i bestyrelserne, hvilket har givet dem tilnavnet “de gyldne skørter. Samtidig har de berørte selskaber oplevet et stort fald i økonomisk performance, og mange er helt afvandret fra aktieselskabsformen. Bliver kassedamen »repræsenteret« af disse guldskørter? Bliver hendes vej til toppen nemmere ved favorisering af denne kvindelige elite? Nej, for kvindekampen er blevet til kvindelig elitepolitik."

Løber du åbne døre ind? De gamle feminister er ved at gå på pension, og der er temmelig mange unge og yngre feminister, der er modstandere af favorisering. Samtidig er der så mange kvinder på uddannelserne, at det vel løser sig selv?

»Hvis du f.eks. ser på Københavns Kommunes og flere universiteters hårdhændede forsøg på at få banket kvindeandelen op, tyder alt på at en ny, glat HR-baseret favoriseringsstrategi er under opsejling. Lige nu tyder intet på, at lige så mange kvinder som mænd vil søge mod den ekstreme livsførsel, der fører til toppositioner. Yngre kvinder, der måske lige har påbegyndt deres universitetsstudier, men ikke desto mindre bliver tilbudt en ministerpost eller en borgmesterpost i Københavns Kommune vil næppe sige nej til tilbuddet, selv om de inderst inde godt ved, at politisk håndelag kræver erfaring med strategier, ledelse og nederlag og sejre før man kan udøve magt på højere niveau. Men heldigvis sikrer kommunale direktører og departementschefer, at butikken kører, mens de unge kvinder funkler. Det er det jeg kalder paternalisme, altså at man tror, at det er et udtryk for frigørelse, at sætte kvinder forrest, men at det samtidig ofte sker med beskyttelse fra ældre, erfarne mænd. Jeg er feminist i den oprindelige betydning, der indebærer, at kvinder aldrig må diskrimineres, men ikke i den nye betydning, der kræver, at kvinder skal favoriseres."

Hvis man nu satte, at kvinderne med et slag sad på halvdelen af magten i samfundet - og et øjeblik ser bort fra, hvordan de opnåede det - hvad ville der så ske med samfundsudviklingen set med dine øjne?

»Jeg tror ikke på, at kvinder er en fælles gruppe med samlede værdier. Hvad er fællesskabet mellem Pia Kjærsgaard og Johanne Schmidt-Nielsen? Det er illusion, at en blok af indkvoterede kvinder ville komme med et nyt fælles program. Kvinder skal frem på grund af deres dygtighed, ikke på baggrund af deres køn. Det vil kun skade dem og gøre dem til et B-hold. Allerede i dag er man begyndt at spørge, om kvindelige professorer og kvindelige medlemmer af statslige styrelser er kommet ind via favorisering eller dygtighed. Mange højt kvalificerede kvinder, der nu bliver ringet op og spurgt, om de vil ind i en bestyrelse svarer konsekvent, ikke hvis det er fordi, at I skal bruge kvinder!«

Hvis man IKKE favoriserer kvinder, favoriserer man så ikke automatisk mænd i og med at de er i flertal, der hvor der bestemmes? Er det ikke ligheden i startopstillingen, den er gal med? Magten, der reproducerer sig selv, som feministerne siger?

»Her er der igen noget helt galt med præmissen. Det er ikke mændene, der sidder på magten. Gadefejeren er flintrende ligeglad med, om direktøren er mand eller kvinde, hvis han i øvrigt overhovedet kommer i kontakt med denne samfundsklasse. Direktøren repræsenterer som mand kun sig selv og i hvert fald ikke skraldemanden. Der er lighed i startopstillingen, eftersom alle har ret til at stille op. Hvis nogle kvinder føler sig uretfærdigt bundet til børn og familie, må dette søges løst på det familiepolitiske niveau, ikke ved at fifle med fairness i ansættelser.«

Du sammenligner hyppigt kvindernes repræsentationsproblematik med minoriteter baseret på farve og seksualitet. Hvis nu ingen mindretal var repræsenteret i de demokratiske institutioner, ville det så ikke være et demokratisk problem? Var det urimeligt af de amerikanske sorte at betragte Obamas sejr som en landvinding for alle sorte amerikanere? Er det ikke på samme måde rimeligt, at kvinder ønsker sig repræsenteret af kønsfæller?

»Jamen, kvinder vil heldigvis ikke repræsenteres af kønsfæller. Det kan du se ved kommunalvalgene, hvor kvinder og mænd stemmer ens, hvad angår køn. Feministerne skal ikke bestemme, hvem kvinder skal identificere sig med, hvem de hører identitetsmæssigt sammen med. Det må kvinden selv bestemme. Problemet er, hvis du udnævner en kvinde, fordi hun skal repræsentere kvinder, ikke fordi hun er dygtig eller evner at repræsentere almenvellet. Når hun så performer svagt, så vil det gå ud over de vitterligt dygtige kvindelige ledere som findes, fordi folk får en afsmag for favoriseringerne. Til sidst får vi et repræsentationssamfund, der splintrer det kit, der holder samfundet sammen, nemlig vores evne til at optræde som medborgere, ikke som lobbyister og forkæmpere for særinteresser og stænder baseret på køn, etnicitet og klasser. Allerede nu ser vi en tendens til, at de favoriserede kvinder sidder som en prop øverst i systemenerne og gør det endnu vanskelige for andre særgrupper at komme frem.«

Jette Hansen, der er mag.art., forfatter og kønsdebattør, hævder i en modkronik, at du selv er et eksempel på, at køn godt kan være en gyldig kvalifikation? At du er blevet båret ind i kønsforskningen af kvinder, der gerne ville have en bedre m/k-fordeling?

"Jette Hansen evner ikke at føre en debat på et mere overordnet niveau. Hun går efter manden i stedet for bolden. Hun personaliserer en uenighed. Hun siger, at min karriere skyldes en favorisering fra feminismen. Men se på mit CV. Jeg er ph.d., dr.phil. og professor i historie, nærmere bestemt idrætshistorie. Jeg er ikke og har aldrig været ansat på et institut for kvinde-/kønsforskning. Man kan sagtens opnå point hos feministerne, der råder over relativt store ressourcer via statsstøtte til kvindeforskning og kvindelig lobbyisme, f.eks. Kvinfo. Men kun vis man stryger kvindefavoriseringen med hårene. Hvis ikke, er der lukket for det varme vand, hvilket du også tydeligt kan se i den pågående debat. Jeg hylder PHs udtryk »Uenighed gør stærk« frem for nutidsfeminismens idé om, at vi da nok kan være enige om, at kvinder har det svært.

Har Hans Bonde ret? Deltag i debatten herunder