Ny bog kortlægger Hitlers villige kvinder

»De blev ikke straffet for at nægte at deltage i mord på jøder. Efter krigen blev kun meget få af disse kvinder dømt, og de vendte tilbage til Tyskland og begravede sandheden, så godt de kunne.«

Erna Petri fotograferet sent i 1930erne. Hun var efter krigen bosat i Østtyskland og blev forhørt af Stasi. Hendes udsagn er en af de få detaljerede beretninger om en kvindes medvirken til holocaust. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi har altid vidst,« skriver den amerikanske historiker Wendy Lower, »at kvinder var i stand til brutale handlinger, men vi har aldrig før haft et dokumenteret billede af, hvor vigtige de var.«

Wendy Lowers bog om de kvindelige hjælpere og mordere i Hitlers tjeneste, »Hitlers Furier – Kvinderne I Det Nazistiske Folkemord«, kaster lys over kvindernes andel i holocaust, og den har vakt berettiget opsigt. Den viser, at mange kvinder var brutale og endda begik mord, og at de som sekretærer og sygeplejersker villigt smurte mordmaskineriet.

Disse kvinder slap usædvanligt let fra retsopgøret efter krigen, og det var undtagelsen, hvis nogen blev dømt eller blot omtalt i forbindelse med forbrydelserne, for, som Lower så provokerende skriver, så blev de behandlet mildt, fordi de var kvinder.Der er tale om et tabubelagt emne, fordi forskere ikke ønskede at betræde dette farlige område, og efter krigen havde Tyskland travlt med at fremstille kvinderne som blot apolitiske aktører, der ikke havde taget del i myrderierne og ikke havde viden om disse handlinger. Wendy Lower skriver:

»Vi kan ikke længere forstå de tyske kvinder som ofre på hjemmefronten. Det nazistiske regime producerede en ny type kvinder, der gav sig udtryk i aktivisme og patriotisme i dens mest voldelige og perverse udgave. Tyske kvinder blev bødler.«

Hun nævner som eksempler de SS-hustruer, der var parate til at dræbe skånselsløst.

Wendy Lower skriver videre, at den nazistiske bevægelse ikke forvandlede flertallet af de tyske kvinder til ukritiske tilhængere eller til at blive fødemaskiner. Nej, det var snarere sådan, at nazismens raceteorier og nationalistiske dagsorden antændte en revolutionær bevidsthed og vakte en ny patriotisk aktivisme. Kvinder fik fordele af nazismens fremgang og kunne opnå en højere status, hvis de drog østpå og blev en del af eliten dér.

Det er Wendy Lowers vurdering, at kvinderne ikke var psykopater eller perverterede, men ganske normale kvinder, der troede, at nazismen gav dem ret til at bruge brutal magt, og at deres deltagelse i de mest umenneskelige handlinger viste deres loyalitet. En lignende undersøgelse kunne sikkert laves over kvindelige bødler i Stalins og Maos terrorregimer, men det må vi vente på, indtil kommunismens forbrydelser indtager samme plads i vor bevidsthed som nazismens.

Tysk Røde Kors uddannede 640.000 kvinder i løbet af naziperioden, hvoraf godt 400.000 gjorde krigstjeneste. Flertallet af dem var ude i frontafsnit østpå, hvor massemyrderier fandt sted. Den tyske hær uddannede flere end 500.000 unge kvinder, hvoraf 200.000 gjorde tjeneste østpå, og det var blandt andre disse kvinder, der varetog sekretæropgaver og andet, så krigsmaskinen kunne holdes i gang.

Der var også kvinder i de SS-afdelinger, der varetog myrderier og deportation af jøder. Godt 30.000 af disse kvinder blev godkendt af SS-lederen Heinrich Himmler som assistenter på politistationer og i Gestapohovedkvarterer. Der var 10.000 sekretærer i nazisternes østlige hovedstæder og distriktskontorer. Efter alt at dømme vidste langt de fleste af disse kvinder, hvad der foregik.I sin bog giver Wendy Lower konkrete eksempler på, hvad kvinderne gjorde. Johanna Altvater var 22 år gammel, da hun kom til byen Volodymyr-Volynsky på grænsen mellem Ukraine og Polen. Der var 30.000 mennesker i byen, og jøderne i området blev brugt som slavearbejdere, hvilket betød at de overlevede, så længe de var nyttige for tyskerne.

Da Altvater ankom i september 1941, var nazisterne begyndt at dræbe jøderne, blandt andet ved at begrave dem levende. Den jødiske leder begik selvmord sammen med sin familie. Den tyske kommandant Wilhelm Westerheide var en brutal bøddel, der yndede at skyde tilfældige jøder. I løbet af 1942 faldt den jødiske befolkning i regionen fra godt 20.000 til ca. 500, så nu var nazisternes ordre om total udryddelse af jøderne blevet en del af virkeligheden, og Johanna Altvater gik med liv og sjæl ind for projektet. Hun tog således gerne med mandlige SS-folk til byens jødiske bydel for at deltage i myrderierne. 16. september 1942 gik hun ind i ghettoen, hvor hun mødte to jødiske børn på henholdsvis seks år og to-tre år.

Johanna Altvater greb fat i den yngste og holdt barnet i benene og svingede det mod muren, så kraniet blev smadret. Liget smed hun for foden af barnets far, der efter krigen vidnede i retssagen mod hende. Da ghettoen senere blev jævnet med jorden af nazisterne, var Johanna Altvater også med i denne aktion. Hun gik ind på et hospital, hvor de sidste levende jødiske børn opholdt sig, og tog et barn og kastede det ud over balkonen og flere meter ned på fortovet. Hun førte andre overlevende ud til et område, hvor de blev henrettet af en gruppe mandlige nazister.

De lugtede af blod

Der er kun få detaljerede vidneudsagn om kvinder, der deltog i nedskydninger. En af dem stammer fra Erna Petri, fordi hun efter krigen blev forhørt af Stasi, da hun boede i Østtyskland. Hun var gift med en ledende nazist, Horst Petri, og de boede på et gods i Polen.

Erna Petri beskrev, hvordan hun havde trukket sin pistol, mens halvnøgne unge jødiske drenge stod og græd, og havde skudt dem. Det var drenge, der var sprunget af det tog, der skulle have bragt dem til kz-lejren, hvor de skulle i gaskammer. Erna Petri blev spurgt, hvordan hun som mor kunne skyde disse forsvarsløse drenge. Hun svarede, at det jo var en del af nazismens ideologi, og at hun gerne ville hævde sig over for mændene.

Der var også enkelte tyske kvinder, der med afsky så, hvad der skete, og vendte sig imod barbariet. En af dem var den unge Annette Schücking, der var sygeplejerske i Tysk Røde Kors og blev sendt østpå. Hun blev snart klar over, hvad der foregik.

I Novgorod fik hun at vide, at alle byens 10.000 jøder var blevet dræbt. Hun snakkede med tyske soldater, der uden hæmninger fortalte hende om massedrab på jøder. Hun væmmedes og indsamlede oplysninger om disse handlinger.

I december 1941 talte hun med en soldat, der sagde, at han havde meldt sig frivilligt til at skyde jøder, og da hun mødte ham igen i 1942, fortalte han, at han havde været med til at skyde 6.000 jøder. Tonsvis af efterladenskaber fra jøder blev distribueret til tyskere østpå, og her var børnetøj, sko og meget andet og ingen kunne være i tvivl om, hvorfra disse beklædningsgenstande stammede. I 1942 så Schücking selv nedskydning og deportation af jøder. Hun skrev hjem til sin mor: »Det er sandt, hvad Papa siger. Folk uden moralske hæmninger udsender en mærkelig lugt. Jeg kan nu se, hvem de er, og mange af dem lugter virkelig af blod. Åh, Mama, hvor er verden dog bare ét stort slagtehus.«

Forvrængning og løgn

Wendy Lower understreger, at kvinderne selv kunne vælge. De blev ikke straffet for at nægte at deltage i mord på jøder. Efter krigen blev kun meget få af disse kvinder dømt, og de vendte tilbage til Tyskland og begravede sandheden, så godt de kunne.

Når kvinderne siden fortalte om deres hverv som sygeplejersker, sekretærer og andet, var alle blodige spor vasket væk. De slap af sted med mord, skriver Wendy Lower og tilføjer, at årsagen var, at anklagerne havde svært ved at dokumentere forbrydelserne, men dertil kom, at kvinderne systematisk blev mildt behandlet af domstolene, fordi efterkrigstidens Tyskland, for at finde vej tilbage til normaliteten, måtte fastholde den traditionelle kvindeskikkelse med dens moralske og æstetiske idealer. Også Johanna Altvater frikendtes. Wendy Lowers bog er et nødvendigt supplement til det danske bogmarked, for her har der været publiceret ganske ukritiske beretninger om danske kvinders deltagelse i Tysk Røde Kors’ arbejde østpå. Kierkegaard-forskeren Peter Tudvad udgav i 2009 på Politikens Forlag bogen »Sygeplejerske i Det Tredje Rige – en danskers historie«, hvor en dansk, kvindelig nazist fortalte, hvordan hun havde meldt sig til Tysk Røde Kors og havde været østpå. Hun havde ikke set brutalitet eller mord på jøder eller deltaget i noget beskidt, påstod hun. Peter Tudvad åd det hele råt.

I 2011 udgav Informations Forlag historikeren Henrik Nørgaards bog »En verdenskrig kom på tværs«, hvor en dansk »front-søster«, der havde meldt sig til tjeneste i Tysk Røde Kors, også fortalte en glad historie uden jødiske ofre.

Wendy Lowers oprivende og nødvendige bog rejser fundamentale spørgsmål om mænd og kvinder og deres roller i krigen.

Titel: »Hitlers furier. Kvinderne i det nazistiske folkemord«. Forfatter: Wendy Lower.

Sider: 293. Pris: 300 kr. Forlag: Gads Forlag.