Formelt blev The Beatles opløst i 1970, siden er to af de fire medlemmer døde, men alligevel kan fans verden over meget vel se frem til en dugfrisk udgivelse fra det ikoniske rockband.

Det var hvert fald beskeden fra Sir Paul McCartney, da kunstneren tirsdag gæstede et BBC-program.

»Vi har lige gjort det færdigt, og det vil blive frigivet senere i år,« sagde Sir Paul McCartney ifølge BBC i radioprogrammet.

Ifølge BBC skulle der være tale om et nummer kaldet »Now And Then«, som var en af adskillige sange, John Lennon nåede at optage kort før sin død i 1980, og som hans enke, Yoko Ono, siden har givet videre til Paul McCartney.

Numrene er alle optaget i Lennons lejlighed i New York og blev efterladt på et kassettebånd dedikeret til Paul McCartney.

Tilbage i midten af 90erne blev to af numrene på kassettebåndet, »Free As A Bird« og »Real Love«, renset og udgivet af George Harrison og Paul McCartney.

Også dengang forsøgte man at lege med »Now And Then«, men George Harrison skulle ifølge BBC have modsat sig, at man udgav nummeret, da han ikke brød sig om det.

Kunstig intelligens

Men noget tyder på, at moderne teknologi kommer sangen til undsætning.

Takket være kunstig intelligens har producere været i stand til at adskille John Lennons vokal fra de øvrige lyde på den skrantende optagelse. I den nylige dokumentar »Get Back«, instrueret af Peter Jackson, kan man netop se, hvordan en lydtekniker eksperimenterer med at træne computere til at genkende The Beatles-medlemmernes stemmer og adskille dem fra den øvrige støj på optagelserne.

»Vi havde Johns stemme og et klaver, og han (en producer, red.) kunne adskille dem med ai. De siger til maskinen: Det her er stemmen. Dét her er en guitar. Få guitaren væk,« som Paul McCartney fortæller i BBC-programmet.

Og det er altså takket være samme teknologi, at man har været i stand til at separere John Lennons stemme på »Now And Then« og bruge det til at lave en ny optagelse af nummeret, der ventes udgivet senere i år.

Nummeret skulle efter sigende have fyldt hos Sir Paul McCartney, der længe har drømt om at udgive det, og som ai-teknologien nu altså har muliggjort.

Paul McCartney udtrykker i interviewet dog også behersket skepsis over for teknologien, som han kalder »uhyggelig«.

Dermed istemmer han sig et stadigt voksende kor af populære musikere verden over, som har advaret kraftigt mod ai-teknologiens evne til at genkende og siden kopiere deres musik.