Nu skal 68'erne hylde sig selv

Kulturverden! Desværre lå pigerne dengang også under for tidsånden – i hvert fald de sjove af dem.

Nu skal 68'erne hylde sig selv - 1
68erne lærte os, at det er i orden at have et afslappet forhold til tilværelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Kommentar Nu skal vi til det igen. Gråhårede herrer og damer vil på tv-programmer begejstret fortælle om, hvordan de kastede brosten efter gendarmeriet på hjørnet af Rue des Ecoles og Boul Mich. Eller om hvordan de røg Mogens Fogs cigarer, efter at de havde besat hans kontor på Københavns universitet.

Med andre ord er det i næste måned 40 år siden, at ungdomsoprøret slog ud i lys lue. Og hvis jeg kender 68erne ret, så skal de nok endnu en gang minde os om denne begivenhed – den angiveligt største i verdenshistorien siden Moses kom ned fra bjerget med tavlerne under armen.

Oh well. Men det kan jo ikke blive værre end første gang 68erne skulle hylde sig selv i 1978. På det tidspunkt var 68erne så småt begyndt at sætte sig på samfundet, og fjernsynet og aviserne var fyldt med historier om, hvordan 1968 havde været det afgørende skelsår.

Tidsånden var unægtelig med dem. Undertegnede gik selv i gymnasiet den gang, og lærerne talte henført om Marx og Freud og Woodstock-koncerten. Også selv om de fleste af dem var af en årgang, hvor deres ungdomsoprør mest havde bestået i at ryge pibe (med rigtig tobak) og lytte til Sven Klangs jazz-kvintet.

Desværre lå pigerne dengang også under for tidsånden – i hvert fald de sjove af dem. De stemte helst til venstre for SF. Og endnu værre så gik de i islændertrøjer eller overalls i et lidt kikset forsøg på at være solidarisk med arbejderklassen. To beklædningsgenstande som selv Cary Grant ville have fumlet med.

En af dem lærte mig også at lytte til Bob Dylan. På gymnasiet dengang i 1978 var den store begivenhed, at han skulle holde koncert på Ullevi Stadion i Gøteborg. En ung fjernsynsreporter med navnet Mette Fugl blev næsten verdensberømt, da hun som den eneste fik et interview med ham. Hun stillede en række lange spørgsmål om meningen med livet og kunsten, hvortil Hr. Dylan gryntede et eller andet uforståeligt enstavelsesord.

Men stort var det.

Gudskelov slog tidsånden til nogle få år efter. Der blev valgt fornuftige politikere som Margaret Thatcher, Ronald Reagan og Poul Schlüter, og pigerne sendte deres islændertrøjer tilbage til Island.

68erne opgav at ændre samfundet og sørgede for i stedet at indrette sig behageligt i det.

Min generation har i det hele taget meget at takke 68erne for:

Efter at de havde fået deres uddannelse på universiteterne og de gode stillinger sørgede de for, at der blev indført streng adgangsbegrænsning. Og da de med hjælp af inflationen selv havde fået afbetalt hovedparten af deres huse og lejligheder, blev rentefradraget pludselig beskåret drastisk, så vi dengang unge husejere måtte leve af vandgrød.

Nåh ja. Og så gældsatte de i øvrigt Danmark og sendte regningen videre til os andre.

Men nuvel. Med årene bliver man jo mildere, så jeg må jo tilstå, at 68erne også havde deres gode sider.

Først og fremmest skabte de et kulturelt nybrud.

Siden 1970erne er der jo stort ikke blevet lavet noget musik, der er værd at lytte til, ligesom filmen havde sin glansperiode i de ellers så foragtede 70ere.

Og så lærte de os, at man ikke skal tage tingene så alvorligt. Det er i orden at have et afslappet forhold til tilværelsen.

Faktisk kan man vel have lov til at være lidt misundelig. Når jeg f.eks ser en film fra 1960erne, så virker det som nogle år, hvor der var et voldsomt overskud af energi og en tro på fremtiden, der er druknet i vores mere kyniske tidsalder.

Meget af det, der kom ud af de år er omgivet af en mystisk underfundighed. Som Don McLean sang: »Bye-bye Miss American Pie / Drove my Chevy to the levee but the levee was dry.«

Jeg har ingen anelse om, hvad det betyder. Men det lyder sådan set meget godt.

Så nyd nu den kommende maj, 68ere. Næste gang, i 2018, så gider vi ikke høre mere på jer.

Men bare rolig. Vi skal nok sørge for, at I får en mini-bar installeret på værelset på plejehjemmet. Det skulle bare lige mangle.