Nu kan du stå på ski i København: »Det her er en game changer«

Torsdag åbner CopenHill, der bliver Danmarks første udendørs skibakke. Bakken er bygget oven på Amager Ressourcecenter, og kommer ifølge direktøren for CopenHill til at glæde aktive ski-entusiaster såvel som nybegyndere.

Når vinterferien står for døren, og lysten til skiløb, snowboarding og kolde afterskiøl breder sig, booker flere tusind københavnere hvert år rejser til bakkede lande, som kan danne ramme for skiferien.

Indtil nu har skiløb i det flade danske land været begrænset til indendørs centre, hvor der er langt til alpernes friske, kolde luft og snebelagte bakker.