»Nu har jeg brugt 15 år i terapi på at blive et kærligt væsen, og så var jeg pludselig så fucking negativ«

Dette er en artikel fra arkivet, bragt første gang 01.04.2018.

Renée Toft Simonsen sidder i saunaen i sin sorte badedragt, efter at vi har været en tur i det kolde vand ud for Marselisborg Lystbådehavn. Vi taler om livet omkring de 50, døden, og hvad man skal bruge mellemperioden på, og en ældre herre sidder og prøver at udøve sauna-looket »jeg hører ikke, hvad I siger, selv om jeg sidder halvanden meter fra jer«.

Til sidst opgiver han og citerer tegneseriefiguren Søren Brun, som siger: »En dag skal vi alle dø«, hvortil hans hund Nuser svarer: »Ja, men alle de andre dage skal vi ikke«.

Vandet er klart uden for panoramaruden, men det er himlen ikke. Længere ude, hvor hav og horisont mødes, kan man faktisk ikke se skillelinjen, selv om solen spagt forsøger at vise vej mellem de sneklædte kampesten. Inde i saunaen er der varmt som i helvede, og netop den helvedes varme var grunden til, at Renée Toft Simonsen begyndte på sin bog »Jeg er f*cking hot« – for hvad skal man ellers lave, når overgangsalder-hedeturene holder en vågen i timerne mellem aften og morgen?

Bogen er så vigtig for hende, at den har fået hele to undertitler: »En rejse i det indre landskab omkring de 50 år – og et forsvar for sårbarheden!«

For det, der begyndte som lidt varme fornemmelser omkring menstruationen, gik over i noget, hun kalder »lava-agtige« tilstande, og endte med, at hun så mange ting i livet i et helt nyt lys. Ja, hun er faktisk endt med at være taknemlig. For med den nye sårbarhed er kommet en strøm af oplevelser og erkendelser.

»Da jeg gik i overgangsalderen, vågnede jeg hver morgen med virkelig negative tanker, som slet ikke harmonerede med mit liv, hvor jeg er lykkelig for, at jeg har fire sunde og raske børn og en mand, som elsker mig. Men jeg lå der, når jeg vågnede, og tænkte »hun er dum, han er dum, det der er for dårligt«. Nu har jeg brugt 15 år i terapi på at blive et kærligt væsen, og så var jeg pludselig så fucking negativ.«

»Først troede jeg, at jeg var ved at få en depression, for dagene startede med lutter grimme tanker. Men så gik det op for mig, at det var hormonbalancen, der var i gang med at ændre sig, og da jeg fandt ud af, at det bare var det, blev jeg så meget lettere at være sammen med!« siger Renée Toft Simonsen. Og tilføjer, at det næste, der skete midt i det her overgangs-halløj, var, at hun følte, at hendes krop mistede en del af sin funktionsdygtighed.

»Og da er det jo, at det går op for en, at før man selv oplevede overgangsalderen, havde man været alt for utålmodig og hård over for de veninder, som var nået dertil. »Hold nu op med at pjevse,« sagde man til dem. Nu er jeg selv sådan en, der siger »pas på«, når min yngste søn, Hugo, kommer løbende. Han vil stadig gerne slås for sjov, sådan som vi gjorde, da han var barn, men nu er han stor, og jeg har haft to prolapser i ryggen, så når han springer hen mod mig, og jeg ikke vil lege med, synes han, at jeg er kedelig.«

Alt flytter sydpå

»Kedelig« er nok ikke det første ord, man ville bruge om hende. »Humoristisk« ville være mere rammende. Eller succesfuld børnebogsforfatter, eller psykolog, eller brevkassebestyrer i Femina, eller Danmarks første supermodel.

Eller »sej«, eller man kunne sige, at hun har en latter, som ville få de fleste jord- og betonarbejdere til at føle sig lidt prinsesseagtige. Og selvfølgelig er det specielt at se på det ansigt, som man kender så godt fra forsiderne rundt om i verden, mens man selv bare var derhjemme i sit almindelige liv, og Renée var stukket af fra os andre og blevet hende, som de fleste af mine mandlige venner ville opgive alle uvæsentlige kropsdele for at sidde næsten nøgen ved siden af i en sauna lige nu.

»Vores kroppe er jo ens,« udbryder Renée Toft Simonsen.

YAAYY! Jeg VIDSTE det! Der var en supermodel gemt i mig, på trods af at jeg har så korte ben, at jeg køber mine strømpebukser i H&Ms børneafdeling ...

»Vi har begge to lidt topmave.« Nå, OK. Det, hun ville sige, var, at overgangsalderen – og alderen i det hele taget – sætter nogenlunde samme spor i os, og at det har været vigtigt for hende at skrive bogen i søstersolidaritetens navn, for hvis vi ikke deler erfaringer, kan man føle sig meget alene og faktisk også lidt bange for det, der foregår både indeni og uden på kroppen. Det føles lidt pinligt at spørge til, men man er vel journalist, selv om man er iført badedragt, så ...

Hvordan er det med lige præcis dét ansigt at se sig i spejlet når man er 52?

»Det kan da godt gøre mig trist at se, at collagenproduktionen er nedadgående, men altså, jeg har fået på alle hylder, og jeg skal ikke beklage noget der. Men huden mister sin elasticitet, alt flytter sydpå, og det er et meget tydeligt tegn på, at du er menneskelig, og du skal dø.«

»Det er begyndelsen på efteråret, og selv om det forhåbentlig bliver et langt efterår, så er det uafvendeligt – du skal dø. Og det er en erkendelse, som rækker ud over forfængeligheden,« siger Renée Toft Simonsen og er stille lidt, før hun kommer til at grine over det tunge emne.

Faktisk har det været vigtigt for hende, at bogen havde en optimistisk tone, forklarer hun. For undervejs gik det op for hende, at der er gaver at hente på turen gennem overgangsalderens glohede landskab.

»I første omgang, når du går i overgangsalderen, er der jo som sådan ikke så meget positivt at sige, for dels er det ekstremt angstprovokerende at gå fra en fase i livet til en anden, dels skal man, som når man bliver teenager, og følelserne får frit løb, lære, at der kan komme noget godt ud af det hele.«

»For eksempel føler jeg meget mere. Og jeg tager ting nær. Jeg skriver i bogen om en episode med en veninde, hvor vi taler forbi hinanden, og jeg føler, at hun svigter mig, og bliver simpelthen så ked af det på grund af nogle småting. Det er totalt 2. klasse, børnehavemateriale – with a vengeance! Men det gode er, at jeg har nået en alder, hvor jeg er nødt til – og tør – sige »jeg bliver ked af det over ...««

Hun ser pludselig lidt mindre ud. Den imponerende ranke ryg bliver lidt rund i det, når hun skal fortælle om sårbarheden.

»Den pibler også frem, når mine børn driller mig. Det har de altid gjort, og de kan finde på at fælde en hurtig dom. Hvor jeg i gamle dage ville have sagt »ja, og sådan er det«, kan jeg mærke, at jeg nu har let til tårer og kan føle, at de ikke tager vare på mig og ikke viser mig omsorg. Det kan man selvfølgelig ikke forvente af sine børn, for de har travlt med deres egne liv, men jeg kan faktisk ikke helt styre det. Og jeg bliver ked af det,« fortæller Renée Toft Simonsen og tilføjer, at hun pludselig forstår, hvad hendes farmor mente engang for længe siden.

»Hun sagde, at der kommer en alder, hvor man ikke længere bliver »regnet«. Jeg fattede det ikke dengang, men kom i tanke om det, da jeg var i gang med at skrive bogen ... det føles uendeligt trist, at man ikke regnes for nær så meget. Men så kommer der noget andet! Og kvinder er heldige, for vi er gode til at dele erfaringer med hinanden.«

»De gamle damer, jeg af og til møder i svømmehallen, er så livsbekræftende. De har en rå humor, som jeg tror kommer med den alder. Så er der en, der siger »mit hår er så grimt, det er playmobilhår, og det er, fordi jeg er sådan en gammel kælling«, og så griner de alle sammen.«

»Og de der damer sagde en dag til mig, som jeg også nævner i bogen, at de bedste år er dem fra 55 til 75. Det var de ret enige om. Vi skal bare lige gennem overgangsalderen, holde fokus, tage en tudekiks, og om lidt er der totalt fri bane! Man er igen alene uden børn og kan knalde når som helst, hvor som helst, leve af knækbrød i fem dage, hvis man ikke gider lave mad, og så kan man beslutte uden andre hensyn end ens egne, hvor man vil hen på ferie. Der kommer en kæmpe frihed lige om lidt, når børnene er flyttet – vi skal bare have overstået The long kiss goodbye, så er det hasta la vista, baby!«

Forsvar for hængepatter

Denne dag, hvor vi mødes i saunaen, er kvindernes internationale kampdag, og mens sveden drypper ned fra det ansigt, som prydede coveret på Roxy Musics »Atlantic Years« i 1983, og lige ned i Ekkodalen mellem Babs og Nutte, fortæller hun om den dybere mening med den her bog.

»Det er en vidunderlig dag til at fortælle om mit kampmanifest, for jeg er barn af 1970erne, hvor man godt måtte have hængepatter, råbe op om ligestilling, uden at folk syntes, man var en krampe, og folk gik nøgne rundt. Det er jo ikke just gået fremad. Nu skal vi have glattet hver en rynke, og ind med proteserne, og vi må ikke se gamle ud eller ligge topløs på stranden. Det er en totalt udseende-fokuseret kultur, der dækker over alle de ting, som er for smertelige til at sige højt,« siger Renée Toft Simonsen og tilføjer, at hun skrev bogen lidt af nød.

»Jeg ledte efter en bog, der kunne forklare mig, hvad jeg så er, når jeg ikke er mor hele tiden, og hvilken værdi jeg har, når jeg efter overgangsalderen ikke længere kan producere børn. Der var kun sådan nogle bøger om, at hvis bare du spiser en masse broccoli, så går det væk. Eller »behandl dig ud af sygdommen med hormoner«. Men overgangsalder er ikke en sygdom. Det er kvindeliv.«

»Jeg har lige lånt »Vinterbørn« af min mor, og jeg elsker de der sanselige linoleumstryk, hvor der kommer børn ud af kvinders skød. Og mine to Kvium-tryk, hvor der hænger et barn ved hver pat, eller hvor mælken og menstruationen fløjter ud. Men det sanselige liv bliver ikke væk, når børnene flytter hjemmefra, forhåbentlig. Og det hedder en overgangsalder, fordi det er en overgang til noget andet,« tilføjer hun, før vi går ud og dypper os i Marselisborgs bølger en sidste gang, tager tøj på og kører hjem til hende.

Hun jawer sin Fiat 500 ind mellem to andre biler, og så går vi ind i det lille byhus i Aarhus’ funky kvarter ved Jægergårdsgade, som hun og Thomas Helmig flyttede til efter at have boet i Risskov i mange år. Thomas’ datter Ida Marie og Renées søn og datter Ulrikke og Jens-Kristian er flyttet hjemmefra, og det er kun deres fælles søn, Hugo, som bor hjemme lidt endnu. Men det er ikke ham, man kan høre gå og tale inde i køkkenet. Det er Thomse. Som Renée kalder ham.

Vi andre ville nok sige Thomas Helmig, sir, and thank you very much for the soundtrack to my youth. Han har sutsko på, og det er ærligt talt en rystende oplevelse. Kunne de i det mindste være filt-cowboystøvler? Men vi dør jo kun én dag, og hvorfor fryse om fødderne alle de andre? Lidt senere, da Thomas Helmig has left the kitchen, har Renée Toft Simonsen læst mine tanker og siger: »Ja, ting ændrer sig, og nu går jeg på grund af knæproblemer kun i høje hæle, når jeg ligger ned ...«

Man kan faktisk godt klare sig i flade sko, og der er mange andre af de små ydre ting, som ikke er så væsentlige. Men hvornår kommer de øjeblikke, hvor hun føler sig bedaget, eller ikke-hip, fordi hun er ældre, end hun var engang, eller fordi de unge tilsyneladende har patent på at være de smarte?

Pokémon-sur på Thomas

»Det har jeg ikke tænkt over. Jeg har altid været ligeglad med, om jeg var hip, så det rager mig heller ikke nu. Vi er jo alle optagede af at blive elsket, og det er også det, de unge piger vil, når de tager selfies med den mærkelige mund. Og de synes, vi er dumme og nogle gamle røvhuller, og de ved alt, og det er der også noget smukt over. De skal nok finde ud af det, de skal nok lære at slappe af. Men når du har passeret de 50, kigger du på de unge og ved, at du faktisk er klogere og mere vis.«

»Du kan se en masse mønstre i det, du selv og andre gør, og derfor er du bedre til at navigere i livet. Men du er et sted i det, hvor bladene lige så stille begynder at falde. Du kan få øje på slutningen, og det kan gøre ondt at tænke på, men det kan også gøre dig mere stålsat på at nyde dit liv,« siger hun.

Og så er hun heller ikke ældre og mere moden, end at hun i sin bog nævner en episode, hvor hun bliver sur på Thomas, fordi han ikke gider vente i en park, hvor der er ekstremt mange Pokémons at fange ... Og selv om hun lige fik nævnt nogle af de dejlige aspekter af at blive ældre, så er der en helt konkret, blævrende ting, som faktisk godt kunne få lov til at skride.

»Jeg har altid været tynd som et siv, men siden jeg kom i overgangsalderen, har jeg taget fem kilo på, som bare bliver siddende. Det har jeg været meget optaget af – også FOR meget. Alle mine venner taler om de der ekstra kilo, som ikke vil gå væk. Og i næste uge skal jeg lave billeder for tøjfirmaet VRS med Ulrikke (hendes datter, som også er model, red.), hvor vi skal stå i træningstøj. Hun er ekstremt veltrænet, og øjjj, hvor jeg ikke magter det.«

»Jeg er jo blevet hjernevasket af den branche, jeg har været i så mange år. Jeg var hjemme hos min mor i går, og så sidder man foran den der lækre ossobuco og må kun tage én skefuld af sovsen, fordi ellers ser man for tyk ud på billederne. Men min mand elsker de ekstra kilo – det minder ham om en blanding af Gina Lollobrigida og Sophia Loren. Alternativet er at leve af tre riskorn om dagen, og det er jeg ikke sikker på, at jeg orker.«

»Behøvede du sige det?«

Nu vi er ved madvarer, så er der en ganske særlig passage i »Jeg er f*cking hot«, og det er den, hvor Renée Toft Simonsen sammenligner sit skridt med en middelsvær kalkun, inklusive pludder-pludder-halsen. Der bliver ikke sparet på detaljerne i den her bog ...

»Det handler om at være personlig, men ikke privat, og det er selvfølgelig forskelligt fra person til person. Det er ikke 100 procent en beskrivelse af min egen fjappe, som jeg kalder den, for mine veninder og jeg har da set på hinandens, men det er i bund og grund den aldrende fjappes livsvilkår. Vi skal da måle kønslæber og se, hvordan hinandens ser ud! Ellers kan du også bare google »fisse«, så skal du se, hvad der kommer ind, og det er ikke kun fjapper på tyve. Der er nogle af de her historier, der er in your face, men lad os få 1970erne tilbage, og lad os tale om tingene. Hvis det her havde været et poleret billede af mig selv i overgangsalderen, havde bogen ikke haft nogen værdi.«

Man får lyst til at spørge på engelsk, som om han så ikke ville forstå det, men ender med i stedet at pege ind mod der, hvor Thomas Helmig sidder, og hviske, om familien muligvis vil synes, at hun deler lige vel meget ud af sit liv i den her bog.

»Ja, og hvad så? Det har jeg lov til, jeg er 52!« svarer hun og griner.

»Jeg ved ikke, hvorfor det er så pinligt og skamfuldt at være kvinde og blive ældre, og jeg vil gerne gøre op med det. »To age is a sin«, som Madonna siger, at hun føler, verden tænker. Da jeg så Oscar-showet, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at selv om Jane Fonda er vidunderlig, så er det da mærkeligt, at hun ser yngre ud end Frances McDormand.«

»Jeg vil ikke lade, som om alderen ikke findes og ikke banker hårdt på ruden, og jeg vil ikke prætendere, at det ikke kan ses eller mærkes. Der er også noget afvæbnende og roligt over, at man ikke længere vil skjule sig. Jeg er ligeglad med »burde«, og helt ærligt har vi været med til for mange ting gennem et langt liv, som vi i virkeligheden ikke gad. Been there, done that, got the T-shirt med »sød og høflig«, og selvfølgelig skal vi være venlige over for andre, men vi skal eddermame også give os selv noget kærlighed. Der er noget virkelig fantastisk over en kvinde, der ved, hvad hun vil. Jeg synes sgu, det er lidt sexet,« siger hun og griner, så man kan huske alle forsiderne.

Men får hendes mand aldrig spat af den der åbenmundethed, spørger man forsigtigt igen.

»I begyndelsen sagde han af og til »behøvede du at sige det?«, men nu har han vænnet sig til det, og der kan ikke laves om på det. Jeg har bestyret brevkassen i Femina i ti år, og hold nu kæft, hvor er der mange breve fra kvinder, som er kede af, at deres mand ikke gider snakke. Jeg er sådan en irriterende størrelse, som VIL tale, så han kan ikke slippe af sted med ikke at lytte, for så sætter jeg mig på ham og taler. Jeg VIL dele med ham, jeg VIL have, at vi har et fælles mentalt rum.«

På dybt vand

Bortset fra når hun ikke lige sætter sig på sin mand og råber sine følelser i hovedet på ham, er der kommet en anden sårbarhed mellem dem, fortæller hun.

»Man er måske ikke sammen på den samme heftige måde i gamle ægteskaber. Mænd får jo også ryggardiner og en lille mave, og det seksuelle ændrer sig også. Det bliver noget andet, selv om de ikke kan lide, at vi siger det. Og mænd skal også lave knibeøvelser, for hvis du bare sidder og drikker fadbamser, så har det en effekt, og det er lige så sårbart at tale om, som når vi kvinder skal tale om, at vi tørrer ud forneden. Mænd kommer også i en form for overgangsalder, men jeg kan love dig for, at hvis nogen skrev en bog om det, ville ingen mænd købe den!«

»Jeg gled gennem mergelgravens lumske vand, der i overfladen var lidt lunt, men 10-20 cm nede iskoldt. Jeg kiggede rundt på de høje graner. Insekter summede, guldsmede ræsede hen over den blanke vandoverflade for at lette og stige til vejrs igen, og jeg bare svømmede og svømmede.«

Passagen stammer fra »Jeg er f*cking hot«. Hun var stået op, før resten af familien var vågnet, og svømmede langt ud i mergelgraven for at se, om hun ville drukne. Ud og ud svømmede hun, mens hun tænkte på sit forhold, som var ved at gå under.

»Jeg var på dybt vand i mit liv og havde brug for at opleve det helt fysisk for at se, om jeg gik i panik. Det gjorde jeg ikke, jeg svømmede helt roligt. Jeg var ved at blive skilt fra mit livs udkårne, og det var nødvendigt at afklare, om jeg kunne flyde, hvis ikke jeg kunne bunde. I alle eventyr, jeg nogensinde har læst, bliver pigen reddet af en prins, og jeg skulle vide, at jeg godt kunne selv, jeg dør ikke af det, og jeg kan godt være alene. Så det var ikke derfor, vi fandt sammen igen – det var, fordi vi ville. Det er rart at kende sin styrke, men også fantastisk at mærke sin sårbarhed.«

»Vi var ikke elskelige«

Thomas’ gadekryds Raoul tusser rundt på køkkengulvet med en legesyg Shiba-hvalp i mundvigen. Den aldrende hund, som måske er en blanding af en labrador og en jagthund, finder sig godmodigt i hvalpens vilde leg. Hvalpen Riki tilhører Renées søn, Jens-Kristian, og bliver passet, mens han er i skole.

Raoul tackler gæsten med sin ikke ubetydelige hunderøv igen og igen, for den vil gerne nusses, og det kan man faktisk godt tvinge mennesker til. Hvis man er en hund. Der er meget i kærlighedslivet, som bliver sværere af, at man ikke er hund ... Og det førte til, at man for nogle år siden kunne læse på forsiderne af landets sladderblade, at Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig skulle skilles.

»Vi var endt et sted, hvor vi ikke var specielt elskelige, og ikke følte os elsket. Vi trængte til at blive taknemlige. Han var ikke taknemlig over, at han havde en kvinde, som var så sød og klog og sexet! Jeg var bare hende, der altid var der. Og det gik begge veje, men kvinder er nok hurtigere til at sætte ord på. Og jeg ville ikke være med til at være i sådan en relation,« siger hun, men tilføjer så, at de aldrig har haft det bedre end nu, og at gamle ægteskaber har godt af at få vendt bøtten af og til.

»Man behøver måske ikke at gå til yderligheder som os, for det gjorde jo også vores børn utroligt kede af det. Men det er værdifuldt at stoppe op og se, om man trænger til nogle drastiske forandringer.«'

Thomas er kommet ind i køkkenet igen og forsøger at lave en kaffe uden at blive væltet af de legende hunde. Hvalpen forsøger nærmest at kravle ind i den voksne hunds undermund og bruge den som en form for hængekøje, og fordi den er hvalp, får den lov. Interviewet er ved at være slut, men sidste spørgsmål må være:

Hvad er det værste ved at blive ældre?

»Det er at savne den familie, som vi havde med små børn og deres venner på besøg, og hænder, der nussede sig vej mod ens hals, når de sad på skødet. Du ved, et lille barn der skal falde til ro og har brug for at mærke ens hud. Og det der med at vågne op og opdage, at vi er seks i sengen.«

»Nu er der kun mig,« kommer det stille fra Thomas ovre ved køkkenvasken.

En dag skal vi alle dø. Men alle de andre dage skal vi ikke.