Nu fortæller Sofie sin families drabelige historie om barnemord i kultureliten: Jeg fornemmer en lille bitte flig af, hvor forfærdeligt, det må have været

I den kulturradikale elite omkring Poul Henningsen kunne man tale om alt. Om sex, om kønsroller, om nye og anderledes familieformer og måder at leve på. Her herskede en åbenhed og et frisind, hvor tabuer blev nedbrudt, og sandheden kom på bordet.

Eller gjorde den? Sandheden? Når den gjorde allermest ondt? Blev den i stedet fortiet?

Da to små drenge bliver myrdet i oktober 1953, medvirker kredsen af kulturradikale angiveligt til at tysse det ned. Det er sangerinden Tove Kemps sønner, som hendes eksmand Jacob Lorentzen slår ihjel. Han var selv far til den yngste, Mikkel på fem måneder, mens designeren Verner Panton var far til den ældste, Simon på tre år.

Efterfølgende skød Jacob Lorentzen – søn af maleren og digteren Mogens Lorentzen – sig selv. En tragedie, som journalist Sofie Tholl fik fortalt, da hun var 13 år.

I P1s nye podcastserie »Mord i kultureliten« opruller hun sin familiehistorie som barnebarn af sangerinden Tove Kemp, der var en del af kultureliten, hvor hun havde mange af sine venner.

Efter mordet på de to drenge blev Tove Kemp inviteret med på en ferie til Italien af Poul Henningsen og hans kone, Inger – Sofie Tholls oldemor. En ferie, der siden er blevet beskrevet som »tre ugers pragtfuld ferie«. Hjemme igen var drengenes ting pakket ned og båret væk fra huset. En kendt pianist kom og spillede, mens gæsterne drak.

I 2006 døde Tove Kemp, og Sofie Tholl husker, hvordan hendes mormor var en rollemodel for hende. Smuk, dygtig og sjov at være sammen med. Men hverken Sofie Tholl eller hendes mor havde et meget nært eller intimt forhold til hende.

Hvordan har det været for dig at undersøge familiens historie om det, der skete dengang?

»Jeg begyndte at arbejde med historien som journalist, men blev nok gradvist mere og mere barnebarn undervejs i forløbet. Alle de detaljer, jeg har fundet frem om, hvad der sker på dagen og lige efter, at de to drenge er døde, gør det hele meget konkret. Og pludselig kan man visualisere det. Det giver en vild indsigt i, hvor voldsomt det har været. Nogle gange kan historier godt bare leve som overskrifter i ens hoved, men det gør denne her ikke længere for mig.«

»Det her skete for min mormor. Og når man så begynder at kigge ned under overfladen, bliver det mere forståeligt og kropsligt på en måde. Selvom jeg jo aldrig rigtigt kan sætte mig ind i voldsomheden af at gennemleve en sådan sorg, kan jeg pludselig fornemme en lille bitte flig af, hvor forfærdeligt, det må have været. Det er blevet en del af min egen fortælling og derved også mere følsomt.«

Paradokset med, at kultureliten stod for frisind, nye familieformer, kønsroller og så videre. Og samtidig blev ting fortiet. Man valgte ikke at tale om det. Hvad er dine tanker omkring det?

»Jeg er ikke i tvivl om, at de gjorde det, de mente, var det bedste for min mormor. Så der er ingen fordømmelse. Men det er jo selvfølgelig paradoksalt, at man siger og viser noget udadtil og gør noget andet indadtil. Som kulturelite drev de jo aftabuiseringen i samfundet. Og det er heller ikke, fordi der aldrig er blevet talt om det, der skete. Jeg fik det jo også at vide. Det har bare ikke været noget, man ville snakke om.«

»Min mor siger i dag, at man bare ikke rigtigt talte om de ting, der gjorde ondt. Så der er selvfølgelig et paradoks. Det viser både, at selvom kredsen følte, at de stod på fronten for alt det progressive, var kultureliten lige så meget et produkt af deres tid som alle andre. I 50erne tror jeg bestemt, der var mange andre familier, der havde gjort det samme.«

»Men grundlæggende viser det, hvor helt ekstremt svært, det er at være menneske, uanset hvor man befinder sig i samfundet, når det allermest forfærdelige sker, som man overhovedet kan forestille sig. Så kan man godt have en masse principper, men reagere og handle helt anderledes.«

Hvorfor skød Jacob Lorenzten de to drenge?

»Det bliver der spekuleret i i podcasten. Han havde et svært sind. Men jeg tror, det er et typisk og tragisk mønster – det, som man ikke skal kalde for en familietragedie. Men en mand og typisk en partner eller ægtefælle, der bliver ramt af jalousi og afmagt, og som formentlig har haft nogle alvorlige psykiske problemer, der begår mord i familien.«

»Han er jo også endnu et eksempel på, hvordan kredsen ikke delte de svære ting. Der var personer i kredsen, som vidste, at han havde psykiske problemer, og også at han tidligere havde truet med at slå nogen ihjel. Men Tove fik aldrig noget at vide om det. Det er endnu et tegn på, at så har man heller ikke været bedre til at tale om tingene.«

Dømmer du dem? Ligger der en fordømmelse i, at de ikke talte om tingene, selvom netop de burde gøre det, fordi de stod for fornyelse og var progressive?

»Nej, jeg er slet ikke ude på at dømme dem. Det er enormt nemt at dømme på afstand, og det skal man passe på med. For det første var det en helt anden tid, og jeg kan ikke vide, hvordan jeg selv ville have været i sådan en situation. Den form for traumer kan man slet ikke sætte sig ind i. Jeg synes jo, det er vildt, at Tove overhovedet overlevede. Hvordan overlever man, at ens to små børn bliver slået ihjel på en fuldstændig forfærdelig måde?«

»Jeg har respekt for, at de gjorde det, de fandt rimeligt. Og jeg har masser af respekt og kærlighed over for, at Tove alligevel fik et liv. Hun fortrængte, for det var det, hun følte, at hun skulle.«

»Det ærgerlige er så, at det går ud over nogle andre i familien. For det gør det. Når Tove har skubbet det væk, har det haft afgørende betydning for min mor, for min moster og for os andre, der kom efter.«

Hvilke konsekvenser?

»Min mor vil sige, at hun ikke følte, hun havde en mor, som hun var specielt tæt på. Min mormor var en sød mor, men der var en distance, hvor man ikke kunne trække på hende følelsesmæssigt. Tove var en fuldstændig vidunderlig kvinde, smuk og dygtig. Sådan én der skræppede op med bandeord hele tiden, hun var sjov, godt selskab og på mange måder en kvindelig rollemodel for mig.«

»Men hun var ikke den, jeg følte, jeg kunne gå til med mine problemer eller have en form for nærhed med. Hun var heller ikke den, der passede mig, når jeg blev syg. Det var hun ikke interesseret i.«

Har du tænkt over, hvordan din mormor ville have reageret, hvis hun havde levet i dag og hørt din podcast?

»Det har jeg tænkt rigtig meget over. Og jeg er simpelthen ikke kommet frem til nogen konklusion. Jeg tror, jeg har det sådan, at det er et åbent spørgsmål. Men jeg kan mærke de her få dage efter, at podcasten er udkommet, at emnet er universelt. Mange er kommet til mig og har delt smertelige og store historier fra deres egen familie, som der blev lagt låg på.«

»Det optager folk, hvad det betyder at gå rundt i en kultur, hvor man ikke får talt om de ting, der betyder allermest. Og så er det selvfølgelig også en historie om nogle mennesker, som i manges øjne er blevet til glansbilleder. Og som  også har en anden side – selvfølgelig – det har vi allesammen. Det er jo ikke for at hive bukserne af nogen, for jeg tror ikke, man kan gå igennem sådan et frygteligt forløb, uden at begå fejl undervejs.«