November, november, november, november

Gertrud Højlund, journalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Endelig er den her. November version 2.016. Denne forkætrede måned med sit ry for grå, kold, vindblæst, begivenhedsløs langsommelighed, som Henrik Nordbrandt så berømt udnævnte til at fylde for fem i det oplevede kalenderår. Well, Nordbrandt, jeg håber, du mente det som et kompliment, for november er i virkeligheden en messe værd. Højtelsket af os, der lever ekstroverte liv, men er introverte i ascendanten. Indeplanter, sofakartofler, frivillige sengeliggere landet over – tiden er kommet, hvor vi viser de A-mennesker, socializers, do-good’ers og aktivitetsfundamentalister, hvordan sådan noget sen-efterår skal vrides for den sidste dråbe driverliv.

Forleden kastede jeg min overspringshandlingskærlighed på instagrameren Poorly Drawn Lines, hvor jeg i bagkataloget faldt over en simpel lille vignet, der beskriver novembers stille oprør mod virkelystdiktaturet så præcist.

»You have to do stuff« – »I am not going to«.

Yes. Sådan bliver det: Jeg tager november på mig som en gammel sweater og siger nej tak til virksommeligheden.

For enhver sæson har sine egne påbud: I årets første måneder skal du enten til de varme lande eller på skiferie. I foråret kalder naturens spæde skønhed, og vé den, der ikke indånder den. Hele sommeren skal man »ud og nyde det gode vejr«, grille, på stranden, i sommerhus, drikke rosé, være socialsocialsocial. Det tidlige efterår er ofte arbejdstravlt, og sæsonskiftet kræver også lidt opmærksomhed. Og lige om lidt melder december sin ankomst med sit særlige miks af travlhed, sorrig og glæde alt efter humøret og øjnene, der ser

Men november. Den vil ingenting. You have to do stuff i det her liv. For at få set det, du ville, få det hele med, indtage din plads i verden. Men i november, I am not going to. I november er min plads i verden i min sofa. Med et tæppe over. Måske får jeg læst Thomas Manns bøger om Josef og hans brødre færdig, måske får jeg ædt mig lidt ned i bunken af tsundoku’er på hylden (PS: Er det ikke heldigt, at japanerne har et ord for det der med at købe bøger, man ikke får læst?). Måske får jeg set en god serie. Måske får jeg simret boeuf bourguignon, så ruderne dugger, og hele hytten dufter af reduceret rødvin og smørmørt oksekød. Måske. Det kan også være, jeg ikke får gjort noget som helst, der fortjener det mindste ord med på vejen. Jeg håber det faktisk næsten.

For jeg tror, det er sundt at øve sig i ikke at præstere så meget. Ikke at gøre sig målbart, SoMe-venligt værdifuld. At bruge en af årets tolv måneder på at minde sig selv om, at selv når man sidder med foldede hænder i den blå time, og ikke bedriver noget som helst opsigtsvækkende eller værdiskabende, så er ens menneskelige værdi fuldt og helt intakt, fordi den er uafhængig og højt hævet over dine daglige bedrifter.

Velkommen til, november, jeg har tænkt mig at præstere så lidt som muligt i dit trygge selskab.