Nordlyset skinner over Marrakech

40 nordiske filmkunstnere gæster i disse dage Marokkos største filmfestival, hvor lokale filmfans kultdyrker film som Thomas Vinterbergs »Festen«, der tillægges et særligt undergravende budskab, som de fleste danskere formentlig ikke ville have opdaget.

Marokkanerne møder talstærkt frem til open air-forevisningerne på den årlige internationale filmfestival i Marrakech, der gennem tretten år været et unikt mødepunkt for udveksling af filmkunst fra Europa, Asien, USA og Afrika. I år spiller de nordiske film en særlig rolle på festivalen, der dog åbnede med en dampende erotisk Bollywood-film. Fold sammen
Læs mere
Foto: YOUSSEF BOUDLAL

Mens Danmark endevender en 18-årig indvandrerpoets digte for undertoner og eksplicitte budskaber, der for hver dag synes at skærpe dem-og-os-retorikken, gæster 40 nordiske filmkunstnere, heriblandt ti danske, i disse dage det muslimske Marokko for at yde deres bidrag til en kulturel afspænding.

Denne afspænding foregår selvsagt ikke mellem Danmark og det nordafrikanske kongedømme, men som prøveballon for den tankemæssige og kulturelle frihed i Marokko. Så når Kirsten Dunst viser blottet barm i Lars von Triers »Melancholia«, der vises uden censur i Marrakech, er det ikke blot et smukt billede i en kunstnerisk film. I en marokkansk sammenhæng er det er også et kraftigt politisk signal om nye toner, som både landets islamister og landets voksende skare af oprørske filminstruktører kan tage til efterretning.

Den årlige internationale filmfestival i Marrakech har gennem tretten år været et unikt mødepunkt for udveksling af filmkunst fra Europa, Asien, USA og Afrika. Siden midten af 00erne er danske film blevet vist i byens statelige biografer, der indretningsmæssigt blander »Tusind og én nat« med sovjettidens potemkinkulisser, men først i år er det lykkedes festivalledelsen at bringe nordisk film hertil i et samlet opbud.

50 film fra Carl. Th Dreyers stumfilmsmesterværk »Jeanne d’Arc« til Michael Noers hårdtslående gadedrama »Nordvest« bliver vist, mens en fællesnordisk delegation på 40 instruktører og skuespillere udgør en iøjenfaldende del af den samlede gæsteliste.

»Vi har længe ønsket at bringe det nordiske lys til Marrakech, men det har taget tid at samle så mange film fra så lang en filmhistorie og fra fem forskellige lande. Nu er vi stolte at kunne vise jeres filmkunst,« siger festivalens vicepresident, Nour-Eddine Sail, til Berlingske.

Frihed til at udtrykke sig

Lys-metaforen bliver hyppigt brugt om de nordiske film i Marrakech, og man begynder hurtigt at ane, at marokkanerne mener noget mere og andet end blot blændvidde på filmkameraet. Selv om det Arabiske Forår i 2011 og 2012 førte til omfattende demonstrationer i landets storbyer, afværgede landets konge, King Mohammed VI, de værste blodigheder ved at afhænde en del af sin magt til en parlamentarisk valgt premierminister. Det er i kølvandet på denne relativt fredelige omvæltning, at filmfestivalen i Marrakech har en betydning, der ikke kan undervurderes, siger marokkanske filmkunstnere.

»Vi har fået en frihed til at udtrykke os, og vi bruger den. Her spiller festivalen en afgørende rolle, for her kan marokkanere få øjnene op for andre måder at leve på. Og når man får den erfaring, begynder man også at se anderledes på sit eget liv,« siger filminstruktøren Narjiss Nejjar, der sidder i festivalens hovedjury sammen med blandt andre den amerikanske instruktør Martin Scorsese.

Som lesbisk er hun i sig selv et eksempel på, at marokkanere nyder en vis seksuel frihed, der er utænkelig i andre muslimske lande, ligesom hendes egne film har behandlet tabubelagte temaer såsom narkomisbrug og voldtægt.

Marokko søger mod lyset

Bortset fra et massivt opbud af sikkerhedsvagter i og omkring festivalpaladset i Marrakech er stemningen af mentalt og politisk forår mærkbart under festivalen. Og i en muslimsk kultur, hvor den kollektive og individuelle facade tæller meget, er filmen som visuelt medie et stærkt og, uundgåeligt, også kontroversielt omdrejningspunkt.

Når eksempelvis åbningsfilmen, den stærkt erotiserede Bollywood-film »Ram-Leela« kan vises open air foran 20.000 indbyggere på den berømte Jemaa El Fna-plads i Marrakech, er det et uafviseligt tegn på, at Marokko i øjeblikket søger åndeligt mod lyset, også selv om netop denne film må have fået mange af byens islamister til at bide sig ærgerligt i skægget. Filmen er et sari-tyndt figenblad fra at være en full on sexfilm, selv om hele den absurde handling selvsagt er pakket ind i Bollywoods uefterlignelige eskapisme.

»Riget« og »Festen« er kult

Efter Bollywood-braget bliver man som dansk journalist næsten bekymret for, om de indadvendte nordiske dramaer drukner i larmen, men det er der ingen fare for, siger filminstruktøren Nour-Eddine Lakhmari. Han har boet en årrække i Norge, og kan derfor kalde sig en kender af nordisk film.

Ud af de fem nordiske landes filmtraditioner, er han så elskværdig at erklære dansk film som den både mest komplekse og den mest »uneurotiske«. Mere overraskende er hans påstand om, at danske værker som Lars von Triers groteske hospitals-serie »Riget« og Thomas Vinterbergs dogme-klassiker »Festen» i en årrække har været kultdyrkede i Marokko.

»De har cirkuleret på piratdvd’er i årevis. Ikke kun blandt de intellektuelle, men i alle samfundslag,« forklarer han.

Særligt »Festens« historie om en tyrannisk familiefader, der pilles godt grundigt ned til en familiemiddag af sønnens afsløringer, har vakt stor fornøjelse i det stærkt patriarkalske Marokko, siger Nour-Eddine Lakhmari.

»Den autoritære fader kender alle i Marokko, hvor alt bestemmes af det mandlige familieoverhoved. Når du går gaden, ser du mænd og kvinder, der joker respektløst om alt fra religion til politik. Men det er en slags halv frihed, for sådan er det ikke i hjemmene, hvor stivnede traditioner lægger et åg om de menneskelige relationer,« fortæller han.

»Alle marrokanere kender eksempelvis til tilfælde, hvor familiefaderen har ødelagt sine børns parforhold. Man kan sige, at frihed begynder derhjemme, og derfor slog en film som »Festen« nogle strenge an, der allerede har dirret længe i Marokko,« forklarer Nour-Eddine Lakhmari, hvis egne seneste film også er gået til angreb på de diktatoriske faderfigurer i sit land.

Marrokanerne skal lære et nyt sprog

Om den familiære frihedskamp også udspiller sig i hovederne på de tusindvis af marrokanere, der hver aften samles i tætte rækker foran festivalpaladset, er måske tvivlsomt. I hvert fald overdøves den momentant af begejstringen for stjerner som Claudia Cardinale, Marion Cotillard og Charlotte Rampling, der går spidsrod ad den røde løber.

Da Hollywood-dronningen Sharon Stone dukker op som den sidste ved åbningsceremonien, drukner pladsen i begejstret hujen og piften, og man fornemmer, at festivalen lige dér modtager sin endelige blåstempling som international glamour-oase, også selv om Stone vistnok er blevet betalt en pæn sum penge for sin medvirken. Ligesom ved festivalerne i Cannes og Berlin er festivalledelsen i Marrakech fuldt bevidst om den status, det amerikanske glimmer giver i de internationale medier.

De nordiske filmkunstnere er til gengæld vigtige på de indre linjer, siger festival-vicepræsident Nour-Eddine Sail.

»Mange marrokanere er analfabeter, men har en veludviklet forståelse for filmens sprog. Men det er det amerikanske filmsprog, de taler, og derfor prøver vi at udvide deres ordforråd med andre filmsprog. Vi viser Ingmar Bergman og Nicolas Winding Refn for at vise dem andre måder at fortælle på. Det er en langvarig kamp, men det er en kamp vi sætter ære i at kæmpe,« siger han.

Nøgenhed kan ikke chokere

Måske slår festivalledelsen i nogle tilfælde åbne døre ind. I festivalens program karakteriserer den svenske filmkritiker Stig Björkman nordisk film som »en præsentation af et samfund, der hylder frihed, lighed og broderskab«. Som en af disse friheder tilføjer han friheden til at skildre menneskekroppen uden en trevl – hvilket allerede fra 1950erne årtier trak publikummer i mere puritanske lande som USA til nordiske film.

Da Juliette Binoche-filmen »Camille Claudel 1915« blev vist i Marrakech, var det interessant at se, hvordan en stor gruppe unge marrokanere reagerede, da den franske skuespiller i en scene lagde alt tøjet for at gå i bad. Der blev fniset højlydt, men reaktionen lagde sig hurtigt, og de fleste af de unge cineaster vendte tilbage til at studere smser og tale i mobiltelefon midt under filmen, på trods af øvrige publikummers protester.

Kampen om det unge publikums opmærksomhed skal tilsyneladende udkæmpes på flere fronter.