Nordisk front mod sprogligt forfald

Danmark står ikke sprogpolitisk alene. I Sverige advarer sprogfolk mod, at engelsk får overtaget på centrale områder, og i Norge og Island er Danmark blevet et forbillede for kampen mod det engelske sprogs dominans. Vi bringer en rapport fra ordfronten på dagen, hvor Folketinget skal diskutere dansk sprogpolitik. Nytter det overhovedet noget at slås?

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Engelsk er der overalt. »Udsalg« bliver til »sale«, »nyheder« til »news« og »erhverv« til »business«. Flere og flere danske ord erstattes med engelske ditto, og vi har formentlig kun set begyndelsen. Endnu værre er det, i manges øjne, at dansk også er ved at blive fortrængt som lærdommens sprog og som det sprog, der som den naturligste ting i verden tales på danske virksomheder. Men betyder det så også, at Danmark har brug for sådan noget som en sammenhængende dansk sprogpolitik, der kan »bidrage til styrkelse og udvikling af det danske sprog som et komplet og samfundsbærende sprog?«

Spørgsmålet er mere aktuelt end nogensinde. Dansk Folkeparti har fremsat ønske om en ny dansk sproglov, som i dag skal diskuteres på Christiansborg, og uanset hvad holdningen til forslaget vil vise sig at være, så er én ting sikkert: Dansk er ikke det eneste nordiske sprog, der føler sig truet. I Norge, Island og Sverige er man også på vagt:

»Vi følger med interesse, hvad der sker i Danmark,« siger Sylfest Lomheim, der er direktør for den norske pendant til Dansk Sprognævn, Språkrådet.

»Truslen hos os er den samme som i Danmark. Truslen ligger i domænetabet,« fastslår Sylfest Lonheim med henvisning til, at norsk på centrale områder taber terræn i forhold til engelsk. Det gælder ikke mindst i forbindelse med undervisning og forskning på de højere læreanstalter.

»Den store udfordring ligger nu i at få politikerne i Stortinget til at forstå, at der rent faktisk eksisterer en trussel. Men vi er optimistiske. Vi regner med, at der i løbet af i år eller næste år bliver vedtaget nogle nationale tiltag for at sikre norsk,« siger Sylfest Lonheim, der i øvrigt ser dansk sprogpolitik som et forbillede og kun har ros til overs for oplægget »Sprog på spil«, som et udvalg med professor Jørn Lund offentliggjorde i 2003, på bestilling fra den konservative kulturminister, Brian Mikkelsen. I »Sprog på spil« blev der, påpeger Sylfest Lonheim, formuleret en samlet vision for et sprog. Her blev sproget set som en helhed. Her blev sproget ikke betragtet som noget, der isoleret set skal plejes, men som noget, der skal eksistere side om side med engelsk og med alle de andre fremmedsprog, der tales af flere eller færre indbyggere i dronningeriget.

»»Sprog på spil« var med andre ord et oplæg til en strategisk sprogpolitik, og sådan én skal vi også have i Norge. Ellers går det hurtigt ned ad bakke for norsk,« siger Sylfest Lonheim.

Men hvad så med det norske sprogs fortrinlige evne til at gøre engelske ord norske? I et land, hvor man i ramme alvor kan foreslå, at »fastfood« skal hedde »raskmat«, og at »skateboard« skal blive til »rullebrett«, kan det vel ikke stå helt galt til?

»Næh,« siger Sylfest Lonheim, der medgiver, at nordmænd generelt er flinkere end danskere til at fornorske. Sagen er bare, at for ham at se er spørgsmålet om flere eller færre engelske låneord ikke det afgørende:

»Det er mere et spørgsmål om æstetik,« siger direktøren.

»Al forskning viser, at et sprog ikke svækkes, fordi det optager låneord. Det er domænetabet, der er det farlige.«

Standhaftige islændinge

Så vidt Norge. Også i Island diskuterer man sprogpolitik. Også her ser man med stor interesse på, hvad der sker i Danmark:

»Den sprogpolitik, der blev igangsat med »Sprog på spil«, er et forbillede for os,« siger Guðrún Kvaran. Hun er formand for Islandsk Sprognævn, og hun kan fortælle noget, der nok vil overraske mange: Nemlig at der ikke eksisterer nogen sproglov på Island. Når islandsk, der er modersmål for henved 300.000 mennesker, synes næsten klinisk renset for låneord, skyldes det ikke, at der findes sådan noget som et islandsk sprogpoliti, det giver bøder til formastelige anglofile. Det skyldes det enkle faktum, at islændingene værner om deres sprog. Helt frivilligt. Derfor hedder en »stewardesse« stadig« en »flyvefreja«. Derfor er en »computer« i Island stadigvæk en »tölva«.

»Men nu synes vi alligevel i Islandsk Sprognævn, at det er på tide, at vi får en islandsk sproglov,« siger Guðrún Kvaran.

»Vi oplever i stigende grad, at engelsk bliver det dominerende sprog på de højere uddannelser. Det står ganske vist slet ikke så slemt til som i f.eks. Danmark, men omvendt er Island ikke længere så sprogligt homogent, som landet var for bare 10 år siden. Domænetabet er en reel trussel, og vores opfattelse i Islandsk Sprognævn er, at det gælder om at være på forkant, inden det går galt. Den islandske regering har bedt os om at udarbejde et oplæg til en islandsk sprogpolitik, og herefter regner vi med, at undervisningsministeren vil forelægge vores oplæg for Altinget. Så kommer der forhåbentlig en debat.«

Retten til et modersmål

Og i Sverige? Her har man diskuteret domænetab siden 1991, fortæller Olle Josephson, der er direktør for det svenske svar på Dansk Sprognævn, Språkrådet.

»Den myndighed, der har overopsynet med universiteter og højere læreanstalter i Sverige, betragter spørgsmålet om forholdet mellem svensk og engelsk i forskning og undervisning som det allervigtigste,« siger Olle Josephson. Han siger også, at han som sprogmand finder det højst betænkeligt, at man på tekniske højskoler i Sverige kan have det som erklæret mål, at så godt som al undervisning om 10-15 år skal foregå på engelsk.

»Omvendt er vi imod centrale tiltag. Man må tage lokale hensyn,« siger han.

»I Språkrådet går vi ind for, at hver læreanstalt finder sine egne løsninger. På tekniske og merkantile uddannelser er engelsk ofte alt for dominerende, men på andre områder, f.eks. lærerudannelser og teologi, kan der være for lidt engelsk. Problemet går altså begge veje. At domænetabet er et stort problem mange steder, er der dog ingen tvivl om.«

Olle Josephson siger også, at han er enig med sin kollega fra det norske Språkrådet i, at den stadigt hyppigere brug af engelske låneord ikke er noget, der i sig selv truer modersmålet, det være sig norsk, dansk, islandsk eller svensk:

»Engelske låneord kan sproget udmærket tåle. Det er ikke noget, der optager os som institution,« siger Olle Josephson, og spørger man ham om forholdet mellem svensk og dansk sprogdebat lige for tiden, siger han:

»Debatterne ligner hinanden vældig meget. Begge steder slås vi for at undgå domænetabet til engelsk. Men der er også noget, der adskiller. Her hos os lægger vi stor vægt på, at alle skal have ret til at tale et modersmål - uanset hvilket af de 150 modersmål, der for tiden tales i Sverige, det drejer sig om. Set fra Sverige ser det derimod ud, som om kampen i Danmark ikke kun er en kamp mod det engelske sprogs dominans. Det er også en kamp mod indvandrersprogene. Dette er en helt afgørende forskel.«