Nordisk fjer

Konkursen truer, når Erland Porsmose hylder den elskelige nationalmaler Johannes Larsen med en stor udstilling og en ikke mindre biografi - og det selv om fuglene flyver, blæsten går over vandet, og solen skinner som altid i Larsens dejlige værk.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

KERTEMINDE

Han er jo så elskelig og vidunderlig, Johannes Larsen, maleren, der mere end nogen anden er blevet nationens.

Johannes Larsens (1867-1961) kunst har sammen med de andre såkaldte "Fynboeres" - Fritz Syberg og Peter Hansen ikke mindst - efterhånden fået karakter af et nationalt selvbillede med sommer, solskin og blæst, et malerisk vejr af naturlighed med åbne marker, bølgende rug og ditto vover. Nu flyver fuglene jo kun i flok, når de er mange nok. Alt rigelige har de også været, ikke blot i Johannes Larsens kunst, men også disse "Fynboere" generelt - et forhold, der i liv og efterliv har skabt denne salige fornemmelse af træk, ikke flaksende, men fuldt flyvefærdigt igennem Danmarks nyere kunsthistorie.

En institution blev "Fynboerne" allerede i 1910, hvor konservesfabrikanten Mads Rasmussen kom malerne på dåse som kunstnerisk helkonserves med initiativet til museet i Faaborg. Og Larsen selv?! Ja, han overlevede dem alle, skabte en fornemmelse af evigt liv, fuglefri, men langtfra fremmed, snarere fortrolig i en sådan grad, at han syntes vokset op med det danske folk og den danske smag i første halvdel af det 20. århundrede. Da han døde i en alder af 94, skrev Hans Bendix i dagbladet Politiken: "Det er, som om der ingen kontinuitet er i tilværelsen mere. Selv Johannes Larsen kan dø."

Men hans bedste billeder er fortsat i live og vil altid være det. Som håndtegner og akvarelmaler var han intet mindre end fremragende, ja netop epokeskabende i nordisk kunst. Hans dybe fortrolighed og passionerede omgang med naturen, ikke mindst fuglene, har skabt en række blivende værker, hvori fuglene kaldes frem til kunstnerisk liv, nænsomt, genkendeligt og tiltalende - i enhver betydning af ordet. Og da han fra 1904 og frem i livet skabte sine træsnit med fugleskildringer, skabte han et helt igennem originalt og virtuost dansk bidrag til verdenskunsten. Med tiden har disse træsnit fået en sindbilledlig og ikonografisk karakter - dette er sandheden om det sete, fuglene i deres form. Det er ikke muligt andet end at beundre dem og med dyb veneration glæde sig over deres tilstedeværelse som billeder, skabt med en gennemført plastisk fornemmelse, en art deco-præget formskønhed og en rytmisk linievirkning, der rækker fra fuglenes dekorative fjerklædning til hele deres form.

150 træsnit, akvareller og tegninger fra Johannes Larsens hånd kan sammen med en række af hans oliebilleder netop nu opleves på museet i Kerteminde, skabt over hans æstetisk gennemførte kunstnerhjem. Anledningen til særudstillingen er ikke kun, at det er sommer, solskin og blæst - og at nogle af disse billeder er uomgængelige - men også, at museets direktør, Erland Porsmose tillige har begået en stor biografi om maleren: "Johannes Larsen. Menneske, kunstner og naturoplever". Som helhed et smukt initiativ, selv om Larsen jo hverken er ubeskrevet endsige ukendt.

Men noget uset er der imidlertid på færde, her på Møllebakken ved Kerteminde. Med udstillingen er det lykkedes Erland Porsmose at sætte fokus på Johannes Larsens senværk, der manifesterede sig som en gruppe store, gennem- og overarbejdede og monumentalt eksponerede oliebilleder. Værker, hvormed Larsen konkret og symbolsk summerede sit livsværk op. Et forvarsel om denne monumentale bestræbelse hos den ellers så afbalancerede Larsen får man i det mageløse billede "Lærketrækket" fra 1915, der til daglig må sprede glæde på Frederikssund Sygehus. Hvorvidt trilogien "Edderfugletrilogien" (1924-28) på samme måde har spredt glæde i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg vides ikke. TV-seere kender billederne som baggrund for diverse presse-, krise- og gruppemøder hos socialdemokraterne.

Rygter vil vide, at "sosserne" gerne vil af med de tre store billeder og have hængt noget mere "moderne" op i gruppeværelset - hvad det så end kan være. I så fald hører de tre store lærreder hjemme her i Kerteminde, hvor de nu hænger. Det er billeddannelser, hvor Johannes Larsen bliver både dybt personlig og visionært skræmmende: fra edderfuglenes træk i det isnende morgengry over deres flugt på baggrund af det frådende hav til deres død som jægernes bytte. Sen-værker, der rækker ud over Larsens normale venlighed og tækkelige ambition, mod noget, han ikke rigtig ved hvad er eller helt - heller ikke malerisk - kan få hold på. Melankoli, grusomhed og ekspressiv gestik fra en ældre herre, der helst malede iført jakke, vest og slips og blankpudsede, håndsyede sko.

Således kan publikum forbløffes over den "vilde" Larsen i Kerteminde. For Larsen havde jo flere sider. "Animalen" eller "Indianeren", som han blev kaldt. Rundet af vitalismen omkring år 1900 og animalismen i 1930erne kom der noget svullent over hans maleri, store dønninger buler overfladen ud og truer med sprængning, skumfødte venusser i et illumineret hav eller kolde jomfruer ved livets kilde. Det er alligevel noget andet end hættemåger og små krapsøer og bygevejr i april. Det er høj sol og huskekager af en anden, ikke ganske sund kaliber. Jægeren Larsen i en sen monstrøs attack mod maleriet og sit eget renommé.

For problemet med Larsen er jo ellers, at der ingen problemer er. Det hele er så ligetil, billeder lagt ud for blik og tanke, indbydende, sødt og sansbart. Ligesom de svaner, der letter fra Fiil sø og skaber et harmonisk node-partitur hen over lærredet. Der er ikke mere, eller er der? Fuglefri og dog alligevel fremmed?! For Erland Porsmose gælder det tydeligvis om at gøre Larsen kendt, genkendt og velkendt, ikke fremmed. Men midt i genkendelsen viser udstillingen ind til forhold hos Larsen, hans bog aldrig - sine talrige sider til trods - når frem til. På udstillingen, der er tematisk komponeret i ti afsnit, skaber Erland Porsmose nogle sigende dybdesnit i Larsens produktion og tankeverden. Snit, der skærer dybt ind i kunstnerens natursyn, hvis man ellers vil se, og som tyder på, at Porsmose har set noget og erkendt dets betydning.

I Erland Porsmoses biografi over mennesket og kunstneren er der imidlertid ingen snit, kun masser af tekst. Nu er Johannes Larsen ingen tragisk kunstnerskæbne, præget af modernitetens irrende splittelser eller en personligt selvforbrændende ødelæggelse. Han var opsigtsvækkende normal, og hans liv formede sig lykkeligt. Privilegeret købmands- og redersøn fra Kerteminde, der, da faderen til sidst var truet af konkurs, selv var blevet en af nationens bedst betalte kunstnere. Larsen skabte sig et lykkeligt liv og havde ingen problemer med det. Men moderne er han - på trods af alt - men særegen tillige, usamtidig. Hvad vil Larsen med alle disse fugle?!De bliver jo til langt mere end fem høns, fjorten knortegæs og seksten edderfugle. Vil han gengive naturen, i så fald hvilken, og kan man det med maleriets mellemkomst? Vil han bevare naturen og i så fald hvilken? Hvad er hans mellemværende med alt det uden for ham selv, denne andethed, dette landskab af bevægelsesmønstre og tankens krusninger over Kerteminde bugt?

Erland Porsmose når aldrig at give et dækkende svar. I savnet af én central historie forfalder han - med stor ildhu, grundighed og engagement, det skal ingen tage fra ham - til at fortælle alle tænkelige side-historier. Uden mål og med. Over for et traditionelt liv kunne man som mindstemål tænke sig en traditionel biografi. En stor sammenhængende historie over livets stadier formet med afstandens indsigt og distancens lidenskab. Men Erland Porsmose fortæller i stedet hundredevis af små historier, mikroskoperende, uprioriteret og anekdotisk ophobet og ofte ud fra breve og arkivalier, hvis indhold til tider er nærmest parodisk ligegyldigt. Fremstillingen af Johannes Larsens liv bliver lutter gentagelser, vel at mærke ikke i kierkegaardsk forstand som indsigtsfuld mulighed, men som enerverende mangel. Visselig kan man hygge sig med livets gang i Kerteminde i Erland Porsmoses biografiske broderi, men hvor er den eksistentielle modus, det var Larsen livet om at gøre at skabe, holde fast og generøst udstrække til alle livsområder? Læg dertil en billedside, der nok er rig, men samtidig fattig. Mere end to-tredjedele af billedmaterialet er hentet fra Johannes Larsen Museet i Kerteminde, altså Porsmoses eget hus, og det er altså ikke dér, de bedste Larsen-billeder hænger.

Således trækkes Johannes Larsens liv og kunst i langdrag i Erland Porsmoses værk, ligesom naturen fortaber sig og billederne af den savner variation og prægnans. Og Erland Porsmose savner elementær malerisk dømmekraft, indimellem glider det altså ikke i olie for Larsen! Men glæde og oprigtig, ærlig veneration føler Erland Porsmose, ligesom alle os andre, over Johannes Larsens kunstnerskab. Den kan ingen fjerne, og alene glædens konstans over for dette værk på tværs af tid og skel er interessant. Larsen er let at gå til, men i anden forstand er hans enkelhed udfordrende. "Aaben, men aldrig tydet er Naturens Tale", skrev vennen Johannes V. Jensen i forbindelse med Johannes Larsens billeder. Den sandhed gælder endnu.Erland Porsmose: Johannes Larsen. Menneske, kunstner, naturoplever. 376 sider. Rigt ill. Indb. kr. 398. Gyldendal.

Johannes Larsen. Menneske, kunstner, naturoplever. Retrospektiv udstilling. Johannes Larsen Museet, Strandgade 7, Kerteminde. Åben til 4. september.