Nordhavn kan få naturpark bygget med jord fra metroens tunneller

På Københavns Rådhus har man besluttet, at man vil forsøge at bygge en stor naturpark i Nordhavn med jord fra de tunneller, der er gravet til den nye metro.

Beboerne i det tætbebyggede Nordhavn kan få et kæmpestort naturområde, der er bygget med jord fra metrotunnellerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Beboerne i den tætbebyggede Nordhavn kan glæde sig over, at Københavns Kommune har planer om at etablere en større naturpark i bydelen.

Kommunen har lagt op til, at der skal bygges en naturpark på 28 hektar i Nordhavn med jord fra tunnellerne fra metrobyggeriet. Det fremgår af et budgetnotat fra 30. august, skriver TV 2 Lorry.

Skal naturparken realiseres, kræver det dog, at By & Havn vederlagsfrit afleverer 14 hektar til kommunen. Derudover er det en forudsætning, at Transportministeriet godkender udvidelsen af de grønne områder, der allerede er planer om at etablere nær bydelen.

Der lægges op til en naturpark med »vild natur, biodiversitet, stier, grønne opholdsrum og fritidsfaciliteter, heriblandt fx naturgræsfodboldbaner og en festivalplads«, står der i notatet ifølge TV 2 Lorry.

Planerne om at investere i et stort naturområde kommer, samtidig med at kampen for og imod bebyggelse på Amager Fælled angiveligt er overstået med beslutningen om at bygge 2.000 boliger på det område af Amager Fælled, der skulle have været et campingareal.

Kok og aktivist i Amager Fælleds Venner, Nikolaj Kirk, mener dog ikke, at aftalen om Amager Fælled nødvendigvis er den endelige beslutning for det omdiskuterede byggeprojekt. Han håber stadig, politikerne når at ombestemme sig, så der ikke bliver bygget på fælleden.

Hvad angår planerne om en ny naturpark i Nordhavn, lægger kommunen op til grundig inddragelse af københavnerne.

»Jeg tror, at mange københavnere har den opfattelse, at byen langsomt bider de grønne områder væk. Det har vi set med diskussionen omkring Amager Fælled. Men her beslutter vi altså at afsætte 28 hektar land til natur, ligesom vi også etablerede Amager Strandpark. Jeg synes faktisk, at vi er ved at gøre København grønnere, selvom mange har den modsatte følelse,« siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Jonas Bjørn Jensen, til TV 2 Lorry.

Han mener, at projektet er meget realistisk, og han pointerer, at en naturpark både kan tjene som et rekreativt område, men også som skybrudssikring.