Norah Jones opdaterer sig selv og sine rødder

Norah Jones nye plade »Day Breaks« udgives på Blue Note Records/Universal Music. Fold sammen
Læs mere
Foto: Danny Clinch
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En anmeldelse, som jeg skrev tilbage i 2002, omhandlede udgivelser fra nogle af tidens jazzsangerinder, inkluderede et debutalbum fra den dengang ganske ukendte Norah Jones. Jeg noterede, at hun absolut var værd at lægge ører til, at hun udtrykte sig både smukt og personligt i grænselandet mellem jazz, pop og country, og at hendes på én gang køligt-tilbagelænede og varmt indtrængende version af Hank Williams’ udødelige »Cold Cold Heart« var hele CDen værd.

Efterfølgende var der millioner andre, der også fandt ud af, at hun var værd at lytte til, hvorfor hun blev såvel grammy­sluger som superstjerne. Og siden har hun bevæget sig i et bredt populærmusikalsk landskab, hvor hun i kraft af sin stemme, sin troværdighed og let kejtede scenefremtoning har bevaret sin identitet.

At det hele begyndte med jazz, har hun ikke glemt, og på sit sjette album, der i dag ser dagens lys, er hun da også gået tilbage til sine rødder. Eller? Nej, sådan er det ikke. Snarere har hun opdateret såvel sig selv som sine rødder. Det indebærer blandt andet, at hun ikke siden debutpladen har gjort så meget ud af sit klaverspil, som hun gør ved denne lejlighed. Og faktisk er hun en glimrende jazzpianist; ikke udfarende, men smagfuldt bevægelig og nærværende i sine melodiske og harmoniske formuleringer.

At jazzen er tilbage i hendes univers, understreges i høj grad af de ledsagende musikere, heriblandt trommeslageren Brian Blade, som er med på de ti af albummets i alt 12 numre. Af disse er ni nyskrevne af Norah Jones og/eller veninden, Sarah Oda, og/eller keyboardspilleren Pete Remm, og ligesom ved debuten befinder vi os i grænselandet mellem jazz, pop og country. Og selv om repertoiret har stilistiske spring, fornemmer man ingen zig-zag-kurs. Tværtimod. Norah Jones er Norah Jones.

Der er en klar tyngde af jazz i albummets indledende og ganske melankolske sang, »Burn«, hvor vi hører den nu 83-årige saxofonist og jazzlegende, Wayne Shorter, som med sit flagrende og fascinerende sopransaxofonspil sekunderer Norah Jones og tydeligvis inspirerer hende til et fint og luftigt tangentspil. Og samme Wayne Shorter, der også synes inspireret af situationen, er ydermere en berigelse for albummets bittersøde titelnummer samt for Horace Silvers smukke ballade »Peace«, som Norah Jones fortolker aldeles mesterligt. Det samme gælder for Duke Ellingtons »Fleurette Africaine«, hvor Norah Jones’ ordløse sang og tangent­leg og Wayne Shorters magiske tonerækker giver albummet en sær, søgende og aldeles betagende afslutning.

Og ind imellem bliver der så plads til sange, alle med verbal og melodiøs substans, heriblandt den pågående »Flipside«, Neil Youngs tilbagelænede og episke »Don’t Be Denied«, den sørgmodige »Sleeping Wild« samt den underfundige »Once I Had A Laugh«, hvor sangerinden får det herligste old-school-blæser-akkompagnement.

Ægte triojazz bliver det også til, når Norah Jones i selskab med bassisten Chris Thomas og trommeslageren Brian Blade leverer den solidt swingende »It’s a Wonderful Time For Love«. Og så er der lige et par super-romantiske melodier i valsetakt, nemlig »And Then There Was You« med perfekt strygerled­sagelse og ikke mindst »Carry On«, en vemodig og livsbekræftende Norah Jones-sang med klassiker-potentiale.

Hvad: Norah Jones - Day Breaks. Hvor: Blue Note Records/Universal Music