Noma har afgivet gastronomitronen

Tre år på tronen blev det til for Rene Redzepi og Noma. Den spanske restaurant »El Celler de Can Roca« vipper det danske køkken af tronen.

Foto: Torkil Adsersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så gik den ikke længere. World’s 50 Best Restaurants har kåret den spanske restaurant »El Celler de Can Roca« som verdens bedste restaurant, og Noma må dermed opgive sin førsteplads.

En anden dansk restaurant gør Rene Redzepi og Noma selskab på den anerkendte liste. Geranium med kokken Rasmus Kofoed i spidsen formår at placere sig som nummer 45 på listen, og sørger dermed for, at hive ekstra hæder med hjem til dansk gastronomi.

Inden mandag aftens store gallashow i London fortalte Rene Redzepi Berlingske MS, at han føler sig i gastronomisk topform.

»Rent kreativt har det forgangne år været helt suverænt, det stærkeste nogensinde. Personligt har jeg aldrig haft det sjovere. Vi knokler 80-90 timer om ugen som altid, men vi har det mere sjovt med det nu. Efter 10 år med Noma synes jeg faktisk efterhånden godt, at jeg kan sige, at det vi laver nu, er ret skarpt,« siger han.

Noma kom første gang ind på Worlds 50 Best Restaurants i 2006, hvor det blev til en plads som nummer 33. Siden er Rene Redzepi steget voldsomt i graderne, og de sidste tre år har Noma indtaget listens førsteplads. En plads, som kokken selv mener har bragt både godt og dårligt med sig. Blandt andet har det været en befrielse at kunne lave lige præcis det, de ville.

»Og nu taler jeg ikke om at lave ting for at chokere, men at kunne sætte alt, hvad vi selv synes, smager godt, på menuen – selv tissemyrer. Og det er jo også noget som W50Best-listen har været med til at ændre: Fra foie gras med trøfler til havesyre med tissemyre puré. Det jo et kæmpe skifte,« siger Rene Redzepi til Berlingske MS.

Succesen har dog også en bagside. Med den store anerkendelse følger også stor granskning af, hvad kokken foretager sig.

»Og så er der jalousien: Rundt omkring i verden er der folk, som siger eller tænker: »Det er Noma jo slet ikke værd, vi er meget bedre«, og så opfinder de alle mulige konspirationsteorier. Jo mere succes man har, jo mere bliver denne lille gruppe af mennesker imod det, du gør,« fortæller Noma-kokken til Berlingske MS.

Listen over verdens 50 bedste restauranter udkom for første gang i 2002 på initiativ fra det engelske gastronomimagasin »Restaurant Magazine«.

Listen udarbejdes på baggrund af stemmer fra 900 jurymedlemmer fordelt på 26 regionale juryer. Juryerne består blandt andet af journalister, kokke og restauratører og de må alle afgive syv stemmer. Det er forbudt at stemme på en restaurant, som man selv ejer.