Noir på afrikaans

Krimi: »Jægerens bytte« er en superb krimi, hvor Deon Meyer med stikord fra den klassiske, hårdkogte del af genren tager os lige til hjertet af det moderne Sydafrika.

Det moderne Sydafrika danner rammen om en krimi, der formår at bygge videre på genren, men også er stærk nok til at forny den. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Deon Meyer er en af de få sydafrikanere, der skriver spændingsromaner på afrikaans, men det er kun én af mange gode grunde til at notere sig navnet på denne usædvanlige forfatter. Første bog på dansk, »Jægerens hjerte«, fik fortjent stor opmærksomhed, og nu vælter Meyer huset med »Jægerens bytte«. Magen til helstøbt, sublim spænding skal man lede længe efter.

Det opsigtsvækkende ved Deon Meyer er ikke mindst den måde, hvorpå han forvalter gælden til amerikanske forbilleder. Den linje, der går fra Dashiell Hammett til James Ellroy, lægger han sig i forlængelse af, men han er så stærkt skrivende, at man glipper med øjnene og føler det som om, at han genopfinder stilen og genren.

Naturligvis er Sydafrikas hårde gader en ny og anderledes kulisse, men Meyer nøjes ikke med at spille på lokalkoloritten. Det er med selve plottets komposition, han giver os følelsen af at få et intimt indblik i det moderne Sydafrika.

»Jægerens bytte« fletter tre skæbner sammen. Der er Christine van Rooyen, en ung hvid callgirl, som fortæller sin historie til en præst. Så er der den alkoholiserede, hvide kriminalbetjent Bennie Griessel og endelig sorte Thobela »Tiny« Mpayiphelis, der også var med i »Jægerens hjerte«. Thobelas nye, fredelige liv kommer til at ligge i ruiner, da adoptivsønnen bliver skudt på en tankstation under et røveri. Da de skyldige går fri, indleder Thobela, tidligere elitesoldat i kampen mod apartheid, et hævntogt, der også kommer til at ramme andre, der er sluppet ustraffet af sted med forbrydelser mod børn. Den forsøgsvis tørlagte Bennie ender med at lede efterforskningen, og det bringer ham i nærkontakt med både Christine og Thobela.

De tre hovedpersoner repræsenterer hver på deres måde en del af det sårede Sydafrika, men det skinner igennem, at Meyer trods rædslerne ikke ser helt sort på Sydafrikas fremtid. De tre kan nærme sig hinanden og være med til at bringe landet på rette vej. Det er utroligt gribende læsning, hvor Mey­ers vilde humor ikke mindst kommer til udtryk i replikskifter og tager livet af enhver tendens til det sødladne.

Som tidligere journalist researcher Meyer sit stof grundigt. Denne gang har han for eksempel interviewet sexarbejdere, og mens man læser Christines dele i romanen, går det hurtigt op for én, at Meyer ikke kun får fakta ud researchen. Christines selviscenesættelse og måde at fortælle sin historie på bliver en afgørende del af plottet. Det er et enestående eksempel på, dels hvordan journalistisk research kan forvandles til litteratur, dels hvordan Mey­er konstant er på jagt efter indsigter, som kun litteratur kan levendegøre.

Tidligere på året udkom australske Peter Temple på dansk med »Den knuste kyst«. Hvis Temple og Meyer er eksempler på, hvad der ligger i vente på kontinenter, vi normalt ikke får krimier fra, er det ikke et øjeblik for tidligt, at forlagene sender redaktører ud på ekspeditioner og kortlægger, hvad der ellers er derude.