Nogle gange er blotteren bare tissetrængende

Hvad nu, hvis Tom Sizemore overhovedet ikke ragede på den pige? Alene mistanken om at han gjorde det, kan være nok til at slutte hans karriere. Ren McCarthyisme.
Læs mere
Fold sammen

De siger, at han svedte mere og mere, jo tættere de kom indflyvningen til JFK Lufthavn. Det var sidste sommer, og min søster og hendes mand havde inviteret deres halvoksne børn til USA. En familieferie med dyreliv og storby-skyline og cykeltur i Grand Canyon. Der skulle ikke mangle noget. Alligevel blev svoger mere og mere nervøs, jo mere de nærmede sig USA.

Sagen er, at han som ganske ung opholdt sig et år over there, og efter en festlig aften havde stillet sig på en parkeringsplads for at lade vandet. Da gylpen var åben, og projektet igangsat blev en gigantisk lygte tændt og en raspende politistemme bad ham komme frem med hænderne oppe. Det var på alle måder en ydmygende oplevelse.

Det halvoffentlige tisseri betød, at svoger blev dømt for indicent exposure og havnede i arkivet som sådan. Og det er noget, man tager meget alvorligt.  Kategorien dækker også blottere og det, der er meget værre.

Efter 15 år bliver familiens i øvrigt lovlydige familiefar stadig hevet til side og forhørt om sin lovovertrædelse, når han kommer til USA.

Jeg huskede episoden, da jeg læste om #Metoo-bølgens seneste afsløringer. Idolerne falder på stribe, og i Hollywood er der hele tiden nye mandlige skuespillere, der bliver afsløret i gamle overgreb.

Selv har jeg skrevet om Tom Sizemore, der måske, måske ikke, lod sin finger glide hen over kønnet på en kun 11-årig kollega. Det var under optagelserne til filmen »Born Killers«, hvor hun skulle sidde på hans skød. Episoden var fra 2003, hvor pigens forældre undlod at forfølge sagen. Nu står de frem sammen med resten af filmholdet.

Herhjemme har det handlet om Zentropas leder, Peter Aalbæk, der gennem flere år har uddelt numseklask til sine elever, eller småtter som det hedder i firmaets lingo. Det har alle vidst i flere år, men nu falder dommen.

Ifølge en pressemeddelelse, som firmaet udsendte tidligere på ugen, har den tidligere direktør ikke længere indflydelse på hverken selskabets daglige ledelse eller på elevuddannelsen. Han må heller ikke udtale sig på vegne af Zentropa.

Man kan umuligt sige noget godt om overgreb, seksuelle krænkelser eller chikane.  Lad os bare udstille de episoder, hvor magtmænd har udnyttet deres position og ydmyget kvinder. Men jo længere tid, der går, jo mere ligner #Metoo-bølgen en regulær tsunami, der tager alt med sig. Og jeg er lidt bange for, at vi ikke kan styre den.

Hvad nu, hvis Tom Sizemore overhovedet ikke ragede på den pige? Alene mistanken om at han gjorde det, kan være nok til at slutte hans karriere. Ren McCarthyisme.

#Metoo-kampagnen har gjort noget fantastisk for de kvinder, der rent faktisk er blevet forulempet. For alle os andre håber jeg primært, at den lærer os at sige fra, når overgrebet sket, og vi føler os forudlempet. Det gør det nemmere at adskille fårene fra bukkene, de perverse fra de uforsigtige og blotterne fra fest-tisserne.