»Noget velmenende integrations­­-teater, man får proppet ned i halsen«

Det er ikke, fordi nydanskere ikke vil gå i teatret, men det rammer dem bare ikke, siger standup-komikeren Omar Marzouk. Han og tre andre kunstnere med anden etnisk baggrund end dansk giver deres bud på de barrierer, der får nydanskere til at fravælge kulturtilbud.

Standupkomiker Omar Marzouk mener, at kunst kan noget helt specielt. »Nu har vi i 30 år gjort alt muligt andet for at nærme os hinanden, og så er det lidt sært, at der ikke er større ambition om at bruge lige præcis det område, som jeg tror virkelig kan meget,« siger han om, at mange nydanskere ikke benytter kulturtilbud som f.eks. teater. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Omar Marzouk for mere end ti år siden begyndte som standupkomiker, var der med hans egne ord »stort set nul« indvandrere blandt publikum til hans forestillinger. I dag er det tal kommet op på cirka 30 procent, vurderer han.

Det ser han som tegn på, at nydanskerne har taget standupgenren til sig, men også som tegn på, at det er vigtigt for mange med anden etnisk baggrund at kunne spejle sig i den person, der står på scenen.

»De skal kunne genkende deres egen verden i det – det er noget andet end at se Mick Øgendahl eller Anders Matthesen. Jeg tror også, de bruger rigtig meget udenlandsk underholdning, det taler simpelthen mere til deres verden. For eksempel er en komiker som Russell Peters, en canadisk gut med indisk baggrund, ret stor i indvandrermiljøet herhjemme.«

41-årige Omar Marzouk har selv egyptiske rødder. Han slog igennem i 2002 i forestillingen »Op på fars Jihad« sammen med Jan Gintberg og har siden markeret sig stærkt både på scenen og på TV, hvor han ofte anvender sin indvandrerbaggrund til at sætte humoristisk fokus på fordommene mellem danskere og indvandrere. Som i oneman-showet »Krig, terror og andre sjove ting«, TV-serien »Cellen« og – sammen med Flemming Jensen – i forestillingen »Mogens og Mahmoud«.

I 2006 modtog Omar Marzouk LOs Kulturpris.Er det et problem, når undersøgelser viser, at mange nydanskere ikke benytter kulturtilbud som f.eks. teater?»Ja, det er det, fordi kunst kan noget helt specielt, som selv tusindvis af avisartikler og timevis af dokumentarprogrammer ikke kan. Nu har vi i 30 år gjort alt muligt andet for at nærme os hinanden, og så er det lidt sært, at der ikke er større ambition om at bruge lige præcis det område, som, jeg tror, virkelig kan meget.«Hvad skal teatrene og andre kulturinstitioner gøre?»Man skal først og fremmest gøre det relevant for målgruppen. Man skal pirre folk for at få dem til at komme. Det betyder ikke, at man skal lave forestillinger specielt målrettet til nydanskere. I hvert fald ikke kun nydanskere. Man kan godt gøre det relevant for alle mulige andre også. Nu har der været nogle revolutioner i Mellemøsten, og det kunne jo være, at der var et teater eller museum, der tog nogle af de revolutioner op, vi har haft i Danmark – f.eks. kvindefrigørelsen – og spejlede dem ind i Mellemøsten. Det, tror jeg, ville interessere nogen. Det handler om at prøve at finde de koblinger, der er.«

Teaterstykke inspireret af Yahya Hassan

Han kunne også godt forestiller sig en teaterforestilling inspireret af Yahya Hassans digte.

»Det ville være oplagt med et stykke om at have en far, der er en lort. Eller et stykke om ham, der gerne vil til Syrien og slås og kommer ned og finder ud af, at det hele er noget lort. Der ligger mange gode historier. Mit eget sidste show var inspireret af revolutionen i Egypten og handlede om frygt. Hvad er frygt for en størrelse, hvad er vi bange for, og hvad er det for en frygt, man fylder sine børn med, når man opdrager dem? Jeg tror, døren er åben. Det er ikke, fordi nydanskere ikke vil gå i teatret, man rammer dem bare ikke.«Nogle vælger måske også teatret fra, fordi de er bange for at blive opfattet som for danske, vurderer Omar Marzouk.

»Hvis du udviser interesse for dansk kultur, betragtes du lidt som en forræder. Men det er også, fordi folk ikke ved, hvad der sker i deres egne hjemlande. Politisk teater er vildt stort i Mellemøsten, fordi det er svært for myndighederne at regulere, hvad der bliver sagt på teaterscenen. Så der går folk virkelig meget i teatret. Det ikke at gå i teatret er ikke en kultur, folk har taget med hjemmefra,« siger han.

»Det handler nok mere om at definere, hvad man ikke er – og så er meget af det teater, nydanskere præsenteres for, måske også sådan noget velmenende integrationsteater, man får proppet ned i halsen. Det får bare den modsatte virkning.«