Noget om helte

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Denne klummes koncept er tyvstjålet fra Jørgen Leths nyeste erindringsbog, »Mine helte«. Den handler nemlig om mine helte.

Mere præcist om mine litterære helte. Om forfattere, som er – nej, ikke forbilleder, for dem skal man have en chance for at leve op til, og det har jeg ikke, men om forfattere som er – ja, netop helte. Om forfattere, som man altid kan regne med. Som altid vil være der og minde én om, at der findes noget, der er uforanderligt godt i en foranderlig verden. Også litterært.

Den første helt, jeg vil nævne, er Thomas Mann, som jeg første gang læste på en strand i kystbyen Nazaré for mere end tre årtier siden.

Jeg havde fået fingre i »Doktor Faustus«, og den roman ødelagde min ferie, fordi den med sin visdom og sit overskud fangede mig så meget, at jeg mistede interessen for friskfangede sardiner, smukke gyder, badenymfer, og hvad der nu ellers kunne optage en ung mand på ferie i Portugal.

Siden har jeg læst alt, hvad tyskeren udgav, bortset fra det fire bind lange kæmpeværk »Josef og hans brødre«, som jeg stadig har til gode, og som jeg betragter som min egen litterære pensionsopsparing. Noget litterær valuta at tage af, når der (forhåbentlig), bliver uoverskuelige mængder af tid at læse i.

Den anden helt, der skal med her, er Franz Kafka, som jeg først stiftede bekendtskab med i gymnasieårene og ikke siden har sluppet. Hans ufærdige romaner er i al deres ufærdighed fuldkomne, hans fortællinger stærkere end noget andet, der kan læses. Mit eneste problem med den tysksprogede tjekkiske jøde og jurist er, at han næsten er FOR god. Hans genialitet virker så overvældende på mit ringe jeg, at jeg er nødt til at tage de uundgåelige genlæsninger af ham i små doser.

Tredje helt i denne klumme bliver Thomas Bernhard, den østrigske forfatter, der skrev romaner, noveller, drama og andet godt. Overdrivelsen var et af hans virkemidler. Det sproglige flow er uovertruffent.

Selv det sorteste bliver opløftende, fordi ordene er så opløftende. Alene hans store roman »Udslettelse. En nedbrydningshistorie« gør ham efter min mening til kandidat til den uofficielle titel som den mest betydningsfulde tysksprogede forfatter efter Anden Verdenskrig. At han, der døde i 1989, aldrig fik Nobelprisen i litteratur er én af mange grunde til ikke at tage dén pris mere alvorligt end højst nødvendigt.

Jeg slutter med helt nr. 4, Dag Solstad, nordmanden, der skriver romaner, der, når de er bedst, og det er de næsten altid, kobler det hverdagsagtige med det underspillet skæbnesvangre, hvor eksistensen sættes upatetisk i spil, hvor subtil humor står side om side med en næsten thrilleragtig suspense. Jeg har aldrig mødt en norsk forfatter, som ikke har fremhævet netop ham. Har man læst ham, forstår man dem godt.

Jeg har andre litterære helte, og der kommer hele tiden flere til, og jeg føler mig heldig, når en for mig hidtil ukendt forfatter viser sig værdig til at blive optaget på min heltefortegnelse.

Helt for min egen regning.

Naturligvis.