Noget for sig selv

Lyrik Ny CD med Poul Borums efterladte lyrikoplæsninger tilsat jazzmusik er et hit. Det er fed musik og dejlige digte - på én gang.

Poul Borum (1934-1996) var digter og kritiker og debattør og radiomand, når han da ikke lige var Forfatterskolens legendariske stifter og rektor. Ja, han var så meget om sig, at rollen som digter - nærmest virkede forsømt.

Måske var det i virkeligheden heller ikke der, han var stærkest, for det levende ord var nok inderst inde meget mere ham. Men han fik nu også skrevet en hel del digte. Og en del af dem kan man nu høre ham selv læse op.

Projektet »poetry depARTment« har derfor den samme lille bismag af blasfemi - og samme dybe fornemmelse af magi - som udgivelse nummer to, der blev lavet af Dan Turèll og Halfdan E. Da deres anden skive udkom, var Onkel Danny nemlig også for længst afgået ved døden.

Poul Borum efterlod sig ligesom Turèll nogle suveræne oplæsninger i Danmarks Radios arkiv. Og det er et interessant udgangspunkt, for så må musikerne Thomas Agergaard og Thomas Hass Christensen, der står for de musikalske arrangementer, jo finde sig i, hvordan oplæsningen allerede lyder. Det er altså musikken, der må være fleksibel - ikke stemmen, ikke teksten, ikke digtet.

Eksistentielle tekster

Teksterne på CDen er først og fremmest eksistentielle tekster. De er drømmende, undersøgende, ja, søgende og ofte på grænsen til det religiøse. Flere af dem bærer præg af, at ophavsmanden var døende, da de blev indtalt (skønt de er skrevet længe inden da). Det er tekster om afslutningen, om hele livets rejse, om natten, om døden. Det er sprogets snurren om sorgen, om naturens ubønhørlighed, om sprogets væren.

Stemmen er den velkendte, den hvæsende, den rallende Poul Borum-bas. Det er storrygerens kradse kraft, for netop det bronkiale i oplæsningerne giver reciteringen en sær nærhed, en slags fortrolighed eller ligefrem intimitet. Det er en på én gang slimet og sexet bas, der både brummer og blafrer i øregangen. Borums sprog var - og er på CDen - ligesom bedaget, forældet, tillært, alt for forfinet til en jysk bonderøv, der også var punker og anarkist. Det er så åbenlyst aquired taste. Der er sågar ind imellem ansatser til bløde g'er som man ellers kun fandt i rigtig gamle dage, når overklassen hang ud på det, der så blev til Amawer.

Musik ét med sproget

Musikken er usædvanlig på denne plade, hvis fokus jo ellers er lyrikken. Det er moderne, det er jazz, det er natklub eller simpelthen en stemning, der sættes som støtte for sproget. Det er svært at sætte fingeren på én streng; at sige, hvorfor det er så godt, for det er, som om der er en ny tilgang, hver gang man går eller rettere glider fra digt til digt.

Ofte er musikledsagelsen til digte alt for »moderne«, hvilket vil sige for upræcis og for bevidst(heds)løs. Men her er der flere gode ideer og udførelser, der får chancen for at blive ét med sproget. Og mange af de musikalske bagtæpper er så melodiske, at CD'en også kan fungere hjemme i stuen som mere henkastet akkompagnement til aftenkaffen. Man behøver altså ikke nærlytte teksterne hele tiden, man kan også fjernlytte CD'ens toner. Og det er faktisk usædvanligt for genren poesi-på-plade, som normalt kalder på mere eller mindre påtaget andægtighed.

Ind imellem er der hele små mesterværker. »At være noget for nogen« er et digt, der kun består af én sætning - »Det er svært at både være noget for andre og være noget for sig selv« - der siges igen og igen, men betones forskelligt hver gang. Det er så at sige beviset på, at talen - det sagte - har sin egen berettigelse. Digtet er i øvrigt aldrig nedskrevet, men findes kun i forgængelighedens øjeblik, som altså - heldigvis - ikke gik helt tabt alligevel.