Den ligner et kladdehæfte med sine grønne og hvide striber. Og åbner man bogen, er den fuld af radbrækkede sætninger med kommaer og punktummer strøet blindt ud mellem de evigt fejlstavede ord. Sådan er det på den første side, og sådan er det på de næste 279.
Ja, digteren Niels Frank er med »Nellies bog« trådt ind i romangenren på opsigtsvækkende vis. Men hvor det hele umiddelbart virker lidt demonstrativt aparte, så viser det sig at være noget af det bedste, der er sket i nyere dansk romankunst – som er meget velfriseret i disse år.
Men først lidt om historien, der skrives af den unge danske mand Nellie. Han har mistet sine forældre og bor nu i USA hos sin onkel Ben og tante Helen, der tager sig af fyren, som har en »Sindts forstyrelsle« og forståeligt nok også er »smadre ulyklig«.
Nellie bærer sin afdøde fars briller – eller »brellern«, som han skriver – som led i sin sørgeproces, og da han opdager, at Ben og Helen også savner nogen, nemlig deres datter, beslutter han sig for at finde hende.
Op i bussen
Rejsen fører Nellie rundt i forskellige miljøer, og da et af bogstaverne i et Scrabble-spil tilfældigt staver til »Mewico«, tager han bussen dertil og ender i Monterrey, hvor han møder et stort kulørt persongalleri – og en del homoseksualitet.
Endelig ringer han hjem fra sin »mobilteflon« for at få at vide, at datteren er kommet hjem, men at onklen er dødsyg.
»Nellies bog« er således en variant af den klassiske hjemme/ude/hjemme-fortælling, ligesom Nellie tydeligvis inspireret af den mildt tilbagestående hovedperson i filmen »Forrest Gump«. Og man kan sige, at »Nellies bog« i bund og grund er to historier: På den ene side er der Nellies egen forvanskede udlægning af verden og på den anden den prosaiske virkelighed, Nellie i virkeligheden færdes i.
Den sidste må læseren selv udlede af hans udlægning, men det er altså mere fascinerende bare at blive i hans virkelighed, som er sorgfuld, nysgerrig, eventyrlig og vidunderligt naiv.
Og alt dette formår Niels Frank at fange med sit sproglige greb. Som her hvor Nellie er i det filosofiske hjørne: »Hvoffor blir Brøddet så bruen når at man rist det Brøddet? egenlig. dér ka, Jeg, da godt tænk mig, og spør om til nogne«.
Ren romankunst
Citatet virker sikkert uigennemtrængeligt og kunstlet, men man suges gradvist ind i de ødelagte syntakser, der paradoksalt nok ender med at genfortrylle sproget.
Den tindrende ordblinde blanding af dansk og lidt engelsk har simpelthen sin egen poesi, og gamle, trætte ord bliver som nye for læseren. Som når Nellie skriver om en »krusvej«. Eller om en »stumpfilem«. Og forkludrer faste vendinger, da han ser en anden mands lem på et pissoir: »hans Sjorver blir som lang som et ond Ord.«
Det er litteratur i dens reneste form. Ingen anden kunstart kan skabe noget lignende. Det er uoversætteligt, uefterligneligt, og mellem linjerne peger »Nellies bog« også på et grumt eksistensvilkår, nemlig at smerten og den store, diffuse søgen efter sammenhæng kun kan belyses i et ufuldkomment sprog. Alt det slås Nellie med. Præcis som Niels Frank. Og alle os andre.