Noget af den bedste litteratur, der er skabt, er skabt med få ord

Søren Kassebeer, litteraturredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Litteratur er som bekendt så meget. Herunder noget, man læser på SMS. Mere og mere og i stigende grad. Her i kongeriget har vi et helt forlag, SMSpress, der sender historier i bidder til læsernes mobiltelefoner, og som Jeppe Bangsgaard fortæller i en artikel i denne uges udgave af BØGER, arbejdes der virkelig seriøst med mediet af både udgivere og skribenter. Fremragende forfattere som Sissel-Jo Gazan, Svend Åge Madsen og Merete Pryds Helle bidrager til at konsolidere og udvikle den nye genre med alle dens udfordringer og alle dens muligheder. SMS-litteraturen er kommet for at blive.

Man kan så vælge at tage de kulturpessimistiske briller på og indvende, at med SMS-litteraturens fremkomst slår man endnu et søm i litteraturens ligkiste. De unge læsere vænner sig til, at litteratur er noget, man har liggende i lommen og læser lidt i, når en ny besked popper op. De bliver bekræftet i deres opfattelse af, at litteratur ikke nødvendigvis er noget, som det kræver megen tid eller megen fordybelse at forholde sig til. De bliver, kort sagt, endnu dårligere til at læse langt og fokusere og koncentrere sig, end de ifølge store dele af sagkundskaben, senest Roskilde Universitets nytiltrådte rektor, Hanne Leth Andersen, allerede er. Hvem orker at gå i gang med »Krig og fred«, hvis de først har vænnet sig til litteratur i lommeformat. Nej, vel?

Men jeg tror nu, at det er mere frugtbart at se fordomsfrit og positivt på fænomenet. Sådan som også Tore Rye Andersen fra Aarhus Universitet gør det i dagens artikel.

For det første er det jo sådan, at kunstnere, herunder forfattere, der baserer deres arbejde på en indbygget begrænsning, ofte netop derved finder ny inspiration. Formen kanaliserer kreativiteten ind i nye baner, og vupti: Ting sker, som ellers ikke ville være sket. Dette er noget elementært ved kunst, og SMS-litteraturen er ingen undtagelse. For det andet skal man være virkelig sortseende, hvis man ikke synes, at det er grundlæggende godt, når god litteratur læses, uanset platform. At SMS-litteratur typisk arbejder med den meget korte form gør den jo i øvrigt ikke principielt ringere. Noget af den bedste litteratur, der er skabt, er skabt med få ord. Det er, som i så mange andre af livets forhold, ikke størrelsen, der gør det.

Så velkommen til SMS-litteraturen, siger jeg bare. (Også selv om jeg var én af dem, der havde glemt alt om, at en SMS-historie var på vej til mig, og derfor blev lettere rystet, da den første faretruende bid af Sissel-Jo Gazans »Et spin af løgne« tikkede ind på min mobil!)

Afgørende er det ikke, for nu at konkludere, hvor der skrives og læses, men at der i det hele taget er liv i litteraturen. Og det er der. Ligesom e-bogen har givet muligheder for at skabe e-bogs-litteratur på genrens egne præmisser - med lyd, billede, interaktivitet etc. - så generer SMS-litteraturen også sine egne former og måder. Til gavn både for sig selv og for litteraturen som sådan. Ja, selv for romanen, tænker jeg. Hvis der ellers stadig er nogen af de yngre læsere, der kan huske, hvordan sådan én ser ud.