Nøgenteatret blev en korsetfabrik

Kåring af årets kunstnermodel i Zigeunerhallen. Foto 1953. Kay Nielsen og Herluf Stokholm: Københavnerliv Før og Nu. Fold sammen
Læs mere

»Zigeunerhallen, der på det sidste har været scene for nøgendans og deslige, er nu definitivt ophørt med at være forlystelsesetablissement. Ejendommen er solgt til en korsetfabrik, der om kort tid vil begynde sin virksomhed derude.«

Denne notits stod i avisen 19. december 1952, og for yndere af uforpligtende underholdning var det en sorgens dag. Nogle havde måske stadig minder i behold om forløberen til Zigeunerhallen, for det havde været en populær danserestaurant med det forførende navn Roma, og om navnet sagde man, at det kun gav mening, hvis man læste det bagfra.

Men man sagde så meget, og under alle omstændigheder havde Zigeunerhallen på Jagtvej 85 lige ved Runddelen for en hel generation været kendt som »Nørrebros forlystelsescentrum«. Et sted, hvor unge og ældre fra bydelen kunne mødes, for priserne var moderate, og mens bordets glæder blev nydt, var der altid noget muntert at lytte til og noget pænt at kigge på.

Underholdning for jævne mennesker

Men nu var det altså uigendriveligt forbi. Aldrig mere skulle man opleve Wandy Tworek på violin foran et næsten ægte zigeunerorkester, og aldrig mere skulle man op på bordene og synge i kor med Holger Fællessanger, mens teksterne til hans klassiske repertoire blev fremvist på væggen bag scenen:

Der går altid både tilbage/tilbage til Danmark igen.

Begge var fast tilknyttet Zigeunerhallen i mere end en halv snes år. Wandy Tworek allerede fra midten af 1930erne, hvorimod Holger Fællessanger først adskillige år senere blev et navn, og det var helt tilfældigt. Sammen med arbejdskammerater fra B&W var han i byen for at more sig, og under den altid populære fællessang lød der netop den aften en usædvanlig malmfuld røst i salen.

Så var hans lykke gjort, men der var også andre, som begyndte på Jagtvej, og som kom videre i verden: En purung danserinde bad en aften om at få lov at synge en sang, kapelmesteren advarede mod den slags amatørpjat, men hun gjorde det – hun hed Raquel Rastenni. Det var nogenlunde samtidig med, at en ukendt pianist optrådte på sin helt egen facon. Han spillede fortræffeligt, og morsom var han også, navnet var Børge Rosenbaum, men det gjorde ikke noget.

Jævne mennesker med en jævnt trist hverdag præget af krise og krig havde behov for at slå gækken løs, og det var der rige muligheder for i Zigeunerhallen.

Altid skete der noget nyt. I vinteren 1939 fik man den ide, at alle de ansatte skulle deltage i underholdningen: »De optrædende synger, musikerne synger, publikum synger, direktøren synger, der er en syngende smørrebrødsjomfru, en syngende tjener, syngende garderobedamer og en syngende betjent, som opretholder ro og orden.«.

Det kunne man læse i avisen, og det gav anledning til skærmydsler om faggrænser med tjenernes fagforening, men underholdende var det.

Piger i cellofan

Et par år senere fik direktionen et nyt påfund, og det kunne man læse om 12. marts 1941: »Zigeunerhallen har lanceret en ny og morsom idé, som er hentet fra Amerika af redaktør Jens Fr. Lawaetz. Ideen hedder »Fjernsynet kommer«, og man vil her kunne se, hvorledes fjernsyn vil virke – i 1950.«

Stor succes, og det var det også, da et amerikansk såkaldt minstrel-show trak folk til Nørrebro, hvor zigeunerorkesteret til lejligheden blev sminket kulsort, og hvor alle øvrige ansatte undergik den samme forvandling. Syv kilo sort sværte var ifølge B.T. indkøbt til det seværdige show, og begejstringen ville ingen ende tage, når Ib Schønberg aften efter aften entrede scenen som negerkonge i kæmpe format og sang »Jim og jeg var venner alle dage…«.

Imens spillede Leo Mathisen i swingrestauranten Hot Spot på 1. sal, og der var således noget for enhver smag.

Men så kom befrielsen, og folk fik andre vaner. Omsætningen faldt, den ene ejer efterfulgte den anden, og alle skulle de finde på noget nyt.

De syngende tjenere hørte fortiden til, men et dristigt initiativ med parisisk nøgenballet kunne måske trække folk af huse?

Det lykkedes i en sådan grad, at statens teatercensor Normann i december 1950 måtte gribe ind: »Et nummer måtte stryges eller i hvert fald afdæmpes ganske betydeligt.«

Det krævede han, og så ville folk ind at se, hvad det var, de ikke måtte se.

»Piger i cellofan« var titlen på det sidste show, men også det gav problemer. Ikke fordi en ung Bodil Udsen var »Damen uden underkrop«, men et par af pigerne var en kende for unge til at optræde i cellofan, og så måtte myndighederne gribe ind. Det skete ikke, da man ved samme lejlighed kårede årets kunstnermodel – uden cellofan, men dermed sluttede historien om Zigeunerhallen. Korsetterne holdt deres indtog, og i dag er der en Fakta-butik på stedet.