Traditionen tro fejrer vi sommeren ved at bede kendte kulturfolk tage stilling til livets store såvel som små spørgsmål. I dag Nikolaj Koppel, underdirektør for kultur i Tivoli, om bl.a. nøgenbadning, P3, Donald Trump og Kirsten Birgit.
Hvordan har du det med....
... nøgenbadning?
»Jeg gør det ikke. Om jeg så var det sidste levende menneske på Anholts hvide strande på årets varmeste dag, ville jeg stadig tage et par badebukser på. Jeg er vokset op i Australien i 1970erne, og dér badede man i hvert fald ikke nøgen. Da vi så flyttede hjem til Danmark og kom på stranden, var der dinglende kropsdele over det hele. Jeg var ti år og konkluderede, at Danmark var en nation af nøgne hippier.«
... Københavnerstang?
»Jeg er stor is-aficionado og ret kræsen med, hvor jeg køber is. Når jeg er til klassisk koncert eller Fredagsrock i Tivoli kan jeg ofte ikke lade være med at snuppe en lakridsis fra Bülow. Hvis jeg en sjælden gang får en Københavnerstang, er det nok følelserne, der tager over. Det er ikke fremragende is, men den smager af svunden barndom.«
... jordbær med mælk?
»Sæsonen for jordbær er ligeså upålidelig som den danske sommer. Men når det hele så alligevel går op, og man rammer jordbærrene, når aroma, konsistens og sødme er i perfekt timet balance ... så bliver det ikke bedre! Det ser nok ikke så godt ud, men jeg slubrer stadig den lyserøde mælk med sukker direkte af skålen, når jordbærrene er spist op.«
... P3?
»Jeg har været redaktør på P1 og kanalchef på P2 og følger meget med i, hvordan det går med Danmarks Radio. Det er jo velkendt, at P3 lige nu mister en del lyttere. Og det er ikke kun de nye musikplatforme eller den generelle medieudviklings skyld, for de kommercielle konkurrenter holder jo skansen. Jeg tror, det bunder i manglen på en tydelig nok kanalprofil. P3s søster på TV, DR3, har jo evnet at skabe en tydelig profil med en fin balance mellem kant, bredde og dybde. Og det har resulteret i, at kanalen performer glimrende på markedet, ikke mindst hvad angår streaming. Den balance har P3 ikke formået at ramme ligeså godt. Og apropos P3, så kunne man for nylig opleve en interessant timing af begivenheder, da Berlingske i nogle dage brugte en del spalteplads med kraftig kritik af kanalen. Hvorefter Radio24syv, der ejes af Berlingske People, gik offentligt ud og meldte sig som køber af P3, selv om kanalen sådan set ikke er til salg. Alle kneb gælder åbenbart i positioneringen op til de forestående forhandlinger om det næste medieforlig.«
... havearbejde?
»Allerhelst ville jeg have en have, der nogenlunde ligner Parterrehaven i Tivoli, som ligger lige neden for mit kontor, og som jeg elsker. Her er de mange staudebed ikke friserede og nysselige, men derimod frodige og vildtvoksende. Det giver en særlig oasestemning. Det kræver dog nok en hel del mere havearbejde, end vi nogensinde får tid til hjemme hos os.«
... Donald Trump?
»Hvad kan man sige, der ikke allerede er blevet sagt? Hvor mange gange skal det faktuelt bevises, at manden lyver stort set hver eneste dag? Vi taler om en amerikansk præsident, der får den fulde onkel til festen til at ligne en nobelprisvinder. Som har talt ned til bl.a. kvinder, handicappede, krigsveteraner og mexicanere – og stadig blev valgt. Jeg synes efterhånden desværre, at Trump og hans præsidentskab afføder mere apati end kritik og vrede. Det er dog godt, at der stadig er amerikanske medier, der midt i al larmen holder den publicistiske, faktasøgende fane højt. Jeg er begyndt at abonnere på New York Times for selv at yde en lille støtte i kampen imod fake news. I sidste ende er det værste ikke Trump selv – det er det faktum, at han kunne blive valgt i et så oplyst land, som USA trods alt er.«
... Kirsten Birgit?
»Jeg arbejdede sammen med Frederik Cilius (der spiller Kirsten Birgit, red.), inden han kom til Radio24syv. Jeg fik ham bl.a. til at lave to programformater til P2. Resultatet blev super interessant, om end det delte vandene hos de mere konservativt indstillede lyttere. Frederik er en begavet mand og faktisk noget af det tætteste, man kommer et renæssancemenneske anno 2017.«