»Jeg kan godt lide neurotiske mennesker. Jeg er selv neurotisk. Det er universelt. Nogle tror, neurotisk blot er et modeord for skør. Men det betyder, at alle har problemer. Problemer med deres omstændigheder, problemer, der begynder, mens man vokser op, problemer i forhold til arbejde og privatliv. Ingen går uanfægtet gennem livet, og hvis man skriver om de ting, så vil man berøre folk.«

Ordene er Stephen Sondheims. På onsdag har Folketeatret premiere på turnéforestillingen »Dig og mig – Putting It Together«, der er bygget over nogle af den amerikanske musicalkomponists bedste sange, og som har blandt andre Preben Kristensen og Charlotte Guldberg på rollelisten.

Mon ikke den kan give sine tilskuere rundt i landet en fornemmelse af, hvorfor Sondheim er manden, der ændrede den amerikanske musical for evigt? Først og fremmest fordi han ville noget andet og mere med den ærkeamerikanske genre end blot underholde. Han ville ikke udelukkende slå tiden ihjel for sine tilskuere. Publikum skulle ikke bare synke ned i plyssen, men sætte sig op i sædet og begynde at lytte efter.

»Mange går til musicals for at glemme deres problemer,« har han forklaret. »Det er jeg ikke interesseret i. Jeg er heller ikke interesseret i at gøre folk ulykkelige. Men jeg vil ikke undlade at tale om livet, for hvorfor skulle jeg så overhovedet skrive noget?«

Han er blevet skældt ud for at være for vanskeligt tilgængelig, for elitær, for introvert, for uromantisk og koldhjertet, ikke til at synge med på. Skønt han har talrige Broadway-produktioner bag sig, er det langt fra alle, der er blevet kommercielle succeser. Og selv om han uden tvivl sagtens havde kunnet skrive flere ørehængere, har det ikke interesseret ham - hans eneste rigtige, kommercielle fuldtræffer er »Send In the Clowns« (1973), der først for alvor ramte bredt, da Frank Sinatra inspillede den.

Omvendt er der næppe et menneske i den amerikanske teaterverden, der hyldes mere for sit geni af teatrets elite. Da han fyldte 85 i marts svømmede nettet over med kærlighedserklæringer fra personligheder som Barbra Streisand og Liza Minnelli. Og hans fans hører til nogle af de mest indædte på tilskuerrækkerne.

Hadede sin mor

Symbiosen mellem musik og neuroser blev etableret tidligt. Sondheims far, der var en succesrig tøjfabrikant, spillede Broadway-melodier på klaveret, og den lille Stephen Joshua fik lov til at sidde på skødet, med hænderne oven på faderens, mens de bevægede sig hen over tangenterne.

Sådan blev drengen introduceret til musikken, og som alle andre velopdragne, jødiske drenge på Manhattans West Side begyndte han at gå til klaverspil fra 7-års-alderen. De umage forældre blev imidlertid skilt, og 10-årige Stephen blev sendt på en militærskole for børn. Til sin egen overraskelse elskede han den disciplin, han blev underlagt.

Hjemme var der nemlig kaos med forældre, der sloges om forældremyndigheden og en mor, der bebrejdede sønnen den vanskelige fødsel, han havde udsat hende for – og så endda klokken 03.30 om natten! Senere fandt Sondheim ud af, at han egentlig kom til verden klokken 9 om aftenen: »Men min mor ville have, at jeg skulle føle, jeg var besværlig.«.

I det hele taget voksede han op som et følelsesmæssigt forsømt barn. Han tilbad faren, der forlod familien og var en fjern figur. Han hadede sin mor, der satte sig emotionelt på drengen, og som på et tidspunkt skrev et brev til ham, hvori hun erklærede, at hun ville ønske, han aldrig var blevet født. Afskyen for moderen var så indædt, at den voksne Sondheim ikke deltog i hendes begravelse, da hun døde i en alder af 92.

Moren elskede at gnide sig op ad kendte mennesker, og da hun flyttede med sønnen til det mere landlige Pennsylvania, sørgede hun for, at sønnen blev gode venner med en af kammeraterne i skolen. Drengen var nemlig søn af den berømte tekstforfatter Oscar Hammerstein II, der var manden bag musicals som »Showboat« og »Oklahoma!«, som han havde skrevet sammen med henholdsvis komponisterne Jerome Kern og Richard Rodgers.

Parret Hammerstein blev surrogatforældre for teenageren Stephen, der søgte tilflugt i det anderledes hjertelige hjem. Det var sådan, han blev sporet ind på musicalens verden. »Jeg ville være Oscar Hammerstein,« har Sondheim siden forklaret, og han lærte faget ved at imitere sit forbillede.

Udvidede musikteatret

I modsætning til Hammerstein ville Sondheim skrive både ord og musik. Og den fremmelige dreng havde mere end almindeligt talent for det. Som ambitiøs college-studerende skrev han flere musicals, hvoraf én faktisk fangede professionelle teaterfolks interesse. Desværre døde producenten, og projektet blev skrinlagt.

I stedet fik det 25-årige talent ved et tilfælde mulighed for at forfatte teksterne til Leonard Bernsteins »West Side Story« (1957) – officielt sammen med den berømte komponist. Resultatet blev en klassiker i amerikansk musicalhistorie. Anmelderne jublede, men nævnte ikke den unge forfatter, der var såret og skuffet.

Bernstein tilbød straks at tage sit navn af teksterne, for det var rettelig Sondheim, der havde skrevet dem. »Og så skal vi selvfølgelig også justere spørgsmålet om penge for rettighederne,« sagde han chevaleresk. Det mente den unge Sondheim ikke var nødvendigt. »Hvis nogen bare havde proppet en klud i kæften på mig,« skulle han senere sige. Musicalen blev for alvor en verdenssucces med filmversionen i 1962.

Sondheim skrev også teksterne til den langt ældre kollega Jule Stynes »Gypsy« (1959), inden han endelig fik lov til at stå for både ord og musik til den muntre »Der skete noget sjovt på vej til Forum«, der klarede sig godt på Broadway og endegyldigt åbnede dørene for den håbefulde musicalskaber.

Til gengæld begyndte han selv at stræbe efter en mere kompliceret måde at fortælle historier på - og med en mørkere, moderne undertone. Ofte om de vanskelige psykologiske forhold mellem mennesker, om desillusion, livets forgængelighed, skuffelser, drømmene, der svandt. Det så man sjældent, inden han begyndte på det.

Musikalsk introducerede han modernismen i musicalen, når han benyttede sig af bevidst atonalitet for at afspejle de komplicerede følelser, han ønskede at give udtryk for. Og han eksperimenterede også med formen, når han droppede den lineært fremadskridende fortælling i mange af sine forestillinger.

Han udvidede ganske enkelt musikteatrets muligheder i hovedværker som kritikergennembruddet »Company« (1970), »A Little Night Music« (1973), der er baseret på Ingmar Bergmans film »Sommernattens smil«, horror-musicalen »Sweeeney Todd« (1979), »Sunday In the Park With George«, der undersøger kunstnerisk skaben, samt den kyniske eventyrsatire »Into the Woods« (1986).

Hans sidste egentlige helaftens-musical var »Bounce« fra 2003, men hans musicals genoptages konstant, og der er stadig rygter om, at en ny forestilling er på vej mod Broadway til trods for komponistens fremskredne alder.

Krydsord og ordlege

Mange har ment, at kilden til Sondheims sortsyn og kynisme, ikke mindst når det handler om kærlighed og parforhold, skal ses i sammenhæng med hans dysfunktionelle familieforhold, især det betændte forhold til moren. Selv hævder han, at sangene aldrig handler om ham selv.

»Jeg lærer figuren at kende, som om jeg er en skuespiller, der lærer rollen. Og så skriver jeg,« har han forklaret. Hans sange er oftest en nøje tilrettelagt symbiose mellem en udfordrende melodi og rytme og en tekst med mange psykologiske lag. Og så er Sondheim en mester i at rime sofistikeret på kryds og tværs og på meget lidt plads, som skulle han løse det vanskeligste anagram.

Det var Oscar Hammerstein, der vakte hans interesse for krydsord og ordlege. Allerede som 13 årig sendte Sondheim et krydsord ind til New York Times, og da han gik på college, tjente han lidt håndører ved at udtænke dem.

Når Sondheim skriver alene i det brownstone-hus, han har boet i på Manhattan siden 1959, gør han som den ældre kollega Cole Porter. Han noterer titlen på en sang på nodepapir, men kun ordene, ingen noder. Titlens betoning og rytme giver ham melodien, når han sætter sig ved klaveret og improviserer.

Hans minutiøst tilrettelagte, elegante sange bliver til i »pinefuld sjov«, hvor brikkerne skal passe sammen - »Putting It Together«:

»Puslespil og kunst handler om at skabe orden i kaos. Samler man brikkerne, laver man et billede. Sådan er det også med kunst.«

Det svære er at få tingene til at lyde let. Han får stadig glæde af at skrive et musikalsk forløb, der er virkelig godt, eller en replik, der indkapsler, hvad han vil sige. »Men man skal ikke lade sig narre,« har han forklaret. »Man skal lade linjerne stå og vende tilbage til dem dagen efter. Det er nemlig en slags blær, men det er også et ønske om at dele noget specielt, der føles vidunderligt.«

Drivkraften er at finde på: »Var det ikke for de øjeblikke, ville man ikke kunne klare ensomheden, kedsomheden og det endeløse arbejde.«

Kilder:

Meryle Secrest: »Stephen Sondheim – a Life«, 1999

»Six By Sondheim«, dokumentar, HBO