»Min stedfar misbrugte mig seksuelt, da jeg var barn. Min mor, Alice Munro, valgte at blive hos ham.«

Sådan lyder overskriften på et essay skrevet af datteren af den anerkendte forfatter og nobelprisvinder Alice Munro, der blev udgivet søndag i den canadiske avis The Toronto Star.

I essayet beskriver datteren, Andrea Robin Skinner, hvordan Alice Munro forblev i sit ægteskab med sin mand, efter hun fandt ud af, at han begik overgreb på datteren.

Andrea Robin Skinner skriver i sit essay, at hun vælger at fortælle sin historie nu, fordi hun synes, at når historien om hendes mor skal fortælles, skal denne del af hende ikke længere udelades.

Datteren vil have, at Munros tilhængere skal have et mere »nuanceret« billede af forfatteren:

»Jeg … ønskede, at denne historie – min historie – skulle blive en del af de historier, folk fortæller om min mor,« skriver Andrea Robin Skinner i sit essay. 

»Jeg ville aldrig mere se et interview, en biografi eller en begivenhed, som ikke kæmpede med virkeligheden om, hvad der var sket med mig, og med det faktum, at min mor, konfronteret med sandheden om, hvad der var sket, valgte at blive hos og beskytte min misbruger,« lyder det videre i datterens indlæg.

Ifølge datteren begyndte misbruget i 1976, da hun var bare ni år gammel. Stedfaren, Gerald Fremlin, Munros ægtemand, kravlede ifølge Skinner en aften op i sengen til hende, hvor han begyndte at indlede seksuel kontakt. 

Elskede ham for meget

Overgrebene stod på i nogle år men stoppede igen, da hun blev teenager. Da Andrea Robin Skinner var i 20erne og valgte at fortælle moren om sine oplevelser, blev Alice Munro ifølge datteren rasende. 

Munro følte, at datteren havde holdt på hemmeligheden for at ydmyge hende – og, som hun pointerede, havde Fremlin altså været »venner« med mange børn.

Den anerkendte forfatter fortalte derefter datteren, at det var »for sent«, hun kom med denne afsløring, og at Munro derfor ikke kunne forlade sin mand nu. Hun elskede ham simpelthen for meget.

Til trods for at Gerald Fremlin senere erkendte og blev dømt for »usømmeligt overfald« i 2005, forblev Munro gift med ham indtil hans død i 2013. 

Samme år vandt hun Nobelprisen i litteratur.

Alice Munro døde selv tidligere på året i juni, men den bogbutik, som forfatteren grundlagde, Munro’s Books, har tilkendegivet, at de støtter op om Skinner og hendes beslutning om at fortælle om misbruget. 

Det samme gør Skinners søskende, Munros andre børn.