Nobelprisen: En drøm eller et dødskys?

På onsdag modtager Patrick Modiano Nobelprisen i litteratur og skrives dermed ind i verdenslitteraturhistorien og udødeligheden. Men Nobelprisakademiets nyligt åbnede arkiver og lange historie er mærket af tvivl, kompromisser og skeptiske modtagere.

»Tillykke!« På onsdag modtager Patrick Modiano Nobelprisen i litteratur. Men hvilke konsekvenser følger egentlig med den prestigefyldte kåring? Fold sammen
Læs mere
Foto: Ian Langsdon
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sin essaysamling »Arret efter drømmen« skriver Horace Engdahl om, hvordan nogle forfatterskaber i en periode kan være feterede og kanoniserede, men sidenhen knapt kendes af nogen. Værker man den ene dag betragtede som evige, er under tidernes skiften »pludselig blevet uspiselige«.

Horace Engdahl er ikke hvem som helst i den sammenhæng. Han var fra 1997 til 2009 medlem af Det Svenske Akademi, der uddeler Nobelprisen i litteratur 10. december hvert år, og desuden talsmand og sekretær for akademiet de fleste af årene.

Og de forfatterskaber, der fra 1901 er blevet tildelt prisen, er bestemt ikke alle levende i dag. Hvor mange har mon læst eller kender bare lidt til Paul von Heyse, Grazia Deledda eller José Echegaray? Eller for den sags skyld danske Karl Gjellerup?

Alligevel står der en særlig aura omkring Nobelprisen.

Et næsten overjordisk lys, der falder på prisvindere og følger dem ind i litteraturhistorien, i udødeligheden. Og senest altså franske Patrick Modiano. Men prisen er samtidig et »dødskys«, som John Steinbeck udtrykte det, og George Bernard Shaw nægtede af samme grund længe at modtage den.

Bagefter skete det, Shaw frygtede, da også. Han skrev mindre og efter manges mening også ringere. Eller måske er det bare udtryk for en anden forbandelse: At der bliver set mere nådesløst på en nobelprisvinders værker end på alle andres.

Kaster man et blik ned over de 111 prismodtagere og deres udgivelser, viser et mønster sig under alle omstændigheder. De store værker ligger nemlig før tildelingen og snart sagt aldrig efter. Det kan naturligvis skyldes »dødskysset«, men en anden forklaring er måske, at gennemsnitsalderen for prismodtagerne er 65 år. Og de fleste forfattere, også dem der ikke får en guldkæde hængt om halsen af den svenske konge, topper før den alder.

Men prisen er, hvordan man end vender og drejer den, både en velsignelse og en byrde.

På den ene side gør den med ét modtagerne kendte, og såvel deres bogsalg som læserskare vokser voldsomt. Men på den anden side er dét at være i verden på en diskret måde, dét at kunne registrere uden at vække opsigt, afgørende for de fleste forfattere.

Kåringsprocessen holdes skjult i 50 år

Så Nobelprisen, og dermed indmeldelsen i den accelererende kendiskultur, er ren gift. Fra at være den seende bliver modtagerne med ét den sete.

Den opmærksomhed, som prisen har trukket til sig gennem årtierne - alle seriøse kulturmedier i hele verden følger hvert år tildelingen - har givet den en næsten gudelignende status. Og at modtage prisen er blevet som Michelangelos maleri i Det Sixtinske Kapel, hvor Gud, fra fingerspids til fingerspids, vækker Adam til live og overfører guddomsgnisten til ham.

Nu er det dog også tid til at sige: Ro på, ro på nu. Der er naturligvis intet guddommeligt over Nobelprisen og heller ikke over måden, modtagerne findes på. Det sidste viser notaterne i Nobelkomiteens arkiver, der nu er åbne for offentligheden.

Dog ikke alle. Der skal være gået 50 år, siden en modtager blev fundet. Vedkommende vil derfor være død, når åbningen finder sted, og det er spændende, til tider hårrejsende, hvad der gemmer sig, og godt at modtagerne og de øvrige forfattere, som har været i spil, ikke kan læse med.

Men først lidt viden om arbejdsgangen, der fører frem mod udnævnelsen af en prismodtager: Først sender Nobelpriskomiteen invitationer ud til 6-700 personer og organisationer, der opfordres til at nominere forfattere til prisen. Deres nomineringer screener komiteen så og udarbejder en liste på 15-20 navne, som Det Svenske Akademi godkender.

Derefter skærer komiteen feltet ned til fem kandidater, hvorefter akademiet læser de fem forfatterskaber hen over sommeren. I september begynder diskussionen akademimedlemmerne imellem, og siden vælger de en prismodtager. Vedkommende skal have fået mere end halvdelen af stemmerne, og prismodtageren offentliggøres »en torsdag i november« foran sekretærens kontor i Gamla Stan i Stockholm.

Denne korte udredning kan måske mane nogle misforståelser i jorden: Når Bob Dylan, Haruki Murakami eller andre igen og igen nævnes som kandidater eller favoritter til prisen, er det grebet i luften. Ingen ved, hvem der er i spil ud over akademiet og komiteen, og bettingbureauernes odds er heller ikke udtryk for andet end, hvor populær en forfatter er – blandt folk der intet har med prisen at gøre.

Fravalgte danskere

Nu tilbage til arkiverne, der fortæller, at der op til uddelingen i 1962 var fem kandidater i spil, nemlig amerikanske John Steinbeck, engelske Robert Graves, franske Jean Anouilh, britiske Lawrence Durrell og danske Karen Blixen.

Forfatter Karen Blixen i sit arbejdsværelse - Ewalds stue - på Rungstedlund. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Det er på mange måder trist, at Blixen ikke modtog prisen. Hun havde jo tidligere citeret selveste Ernest Hemingway for at sige, at hun skulle have haft prisen i stedet for ham og ville tydeligvis meget gerne have haft den. Men, som der står i notatet fra 1962, døde hun i september 1962. Altså inden den endelige modtager var fundet blandt de fem sidste kandidater.

Der er i arkiverne også listet, hvor mange gange de fem kandidater tidligere havde været nomineret, med Steinbeck som en vinder med hele otte nomineringer. Så derfor blev det ham. Efter en tre mod to-afstemning.

Og »De självklara Nobelkandidaturerna lyser alltmer med sin frånvaro och situationen för Nobelkommittén är verkligen allt annat än avundsvärd.« Citatet er fundet i arkivet af Kaj Schueler, der skrev en rasende interessant artikel om det i Svenska Dagbladet.

Da Steinbeck, denne kompromiskandidat, i et interview blev spurgt, om han fortjente prisen, svarede han »Helt ærligt: Nej.« Og arkivmaterialet fra året efter, 1963, viser igen, at modtageren af den lysende pris mere end én gang er fundet gennem et slør af kompromisser, og af det sammendrag af notaterne, der ligger på nobelprize.org, kan man også få andre overraskende informationer.

Her forbløffes man først over, at den franske præsident Charles de Gaulle var blandt de første 80 nominerede. Men det blev Giorgos Seferis, der modtog prisen foran kandidater, der i dag fremstår som titaner i litteraturhistorien, nemlig chilenske Pablo Neruda, engelskfødte W.H. Auden og irskfødte Samuel Beckett. Danskfødte Aksel Sandemose var i øvrigt også i spil, men blev også fravalgt.

Arkivfoto fra 1962 af forfatteren Aksel Sandemose. Fold sammen
Læs mere
Foto: Willy Henriksen.

Kun et enkelt akademimedlem fandt Beckett værdig som prismodtager, mens fire altså pegede på Giorgos Seferis, som T.S. Eliot i første omgang havde nomineret. Og så kan man jo tænke på Horace Engdahls essay om storhed i én tid og glemsel i en anden. For hvor Neruda, Beckett og Auden i dag læses og diskuteres, er Seferis, der fik prisen for »sit eminente poetiske forfatterskab, inspireret af den hellenske kultur«, vel kun læst af få.

Det skal dog siges, at både Beckett og Neruda siden modtog prisen, men arkiverne viser ikke desto mindre, at vejen til Nobelprisen trods systematik og seriøsitet, hviler på et subjektivt fundament og altid er påvirket af sin tid. Det første, det subjektive, kan læses ud af det faktum, at Sverige er den nation, der har modtaget femteflest priser.

En vis nationalfølelse synes altså at være i spil.

Det andet, forankringen i tiden, ses af antallet af kvinder. Ud af de 111 modtagere har kun 13 været kvinder. Men ud af de seneste 10 modtagere, har de fire været kvinder, så nutidens fokus på ligestilling, og måske også de feministiske strømninger i de moderne Sverige, spiller ind.

Heldigvis. Uden dem have en Alice Munro eller Hertha Müller måske aldrig fået den fortjente hæder. Tilbage er der bare at ønske, at den ikke bliver et dødskys. Heller ikke for den sky Patrick Modiano.