Nikolaj Lie Kaas' datter debuterer på film: »Det er ikke alle min fars råd, jeg kan bruge til noget«

12-årige Gerda Lie Kaas har altid vidst, at hun ville lave det samme som far. Nu har hun hovedrollen i den danske fantasy-satsning »Vildheks«, der var en udfordring for pigen, der gerne vil skille sig ud.

12-årige Gerda Lie Kaas, datter af landets mest berømte skuespiller, står foran kameraet i »Vildheks«. Men det er ikke alle fars råd, hun lytter til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg har altid haft interesse for film. Jeg vidste jo, hvad min far lavede, og jeg syntes, at det lød spændende. Da jeg var otte år, var jeg med i noget, der hedder Børnebanden med Motor Mille på Ramasjang, og det kunne jeg godt lide. Da jeg så fik mulighed for at komme til casting på »Vildheks«, ville jeg rigtig gerne. Det var nogen, min far kendte, der spurgte, så på den måde har det jo været en hjælp for mig at have en far, der er i branchen.«

Er der også ulemper ved at være Nikolaj Lie Kaas' datter?

»Nogle gange kan det godt være lidt irriterende, for jeg føler jo ikke, at jeg KUN er hans barn. Jeg er Gerda. Men det er faktisk ikke noget, jeg tænker så meget over. Min far kan jo hjælpe mig med mange ting.«

Hvad har du brugt ham til?

»Han kan f.eks. hjælpe mig med at lære at huske replikkerne. Men altså, jeg kan ikke bruge alt det, han siger. Min far har sådan nogle metoder, som han bruger, og så tror han, at de virker for alle. Og det gør de bare slet ikke. Til gengæld har han været vildt sød til at fortælle mig, at jeg ikke skal lytte til dem, der siger, at man er dårlig.«

Betyder det noget særligt, når det kommer fra ham?

»Helt klart. Jeg ved jo, at han ved, hvad han taler om. Nu, hvor filmen har premiere, kan det også godt være lidt svært at finde ud af, hvor meget man kan tale om det i skolen. Man vil ikke virke for smart og selvglad. På den anden side er det jo noget, man tænker rigtig meget på. Det har jeg også talt med min far om.«

Har du studeret hans film for at lære noget af ham?

»Nej. Jeg er faktisk ikke så vild med at se min fars film. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har aldrig kunnet lide, hvis der nu sker et eller andet med ham, så bliver jeg ked af det, selv om han sidder lige ved siden af mig.«

Hvordan vil du beskrive din rolle i »Vildheks«?

»Jeg spiller Clara, der er en person, der gerne vil passe ind. Når jeg spiller en rolle, tænker jeg meget på at finde mig selv i den. Men jeg prøver ikke at passe ind, jeg vil faktisk hellere skille mig ud. Derfor blev det nemmere at spille rollen, da Clara opdagede, at hun var anderledes end alle de andre børn.«

Vil du fortsætte med at lave film?

»Meget gerne, men på længere sigt vil jeg nok hellere være instruktør. Det kunne også være sjovt at være med i en rigtig voksenfilm.«