D er sker så meget, når vi møder et stort kunstværk. Eller bare et kunstværk, der slår os som noget særligt. Her opstår der naturligvis en begejstring over, at kunstneren har haft evnen og visionen til at skabe det »noget«, som taler uden om ordene, uden om intellektets filtre, og ind i vores livsverden og følelsesliv.
Men jeg har også noteret mig en anden følelse. Den er ikke lys og fuld af beundring, men mørkere, mere vemodig. For jo større kunstværket slår mig at være, jo større er min ærgrelse over ikke at kunne eje det. Ikke at kunne have det helt for mig selv. Lidt samme følelse, som når man ikke fuldt ud kan besidde den, man er forelsket i. Sådan får jeg det foran værker som Caravaggios »Isaks ofring« eller Alselm Kiefers »Dit gyldne hår, Margarete«. De findes kun i dén ene udgave på et fjernt museum, og deri ligger også en del af deres fascinationskraft.
{embedded type="node/feeditem" id="36642584"}
Mindre kan nu også gøre det. Som det linoleumstryk af Knud Odde, jeg har hængende i stuen. Det findes i 24 tryk, og mit er nummer 8. Det står der, nederst i venstre hjørne: »8/24«. På den måde føler jeg, at jeg kun deler billedet med ganske få. Det har hver især kostet os 3.200 kroner, og det er på den måde ikke noget vildt. Det er jeg også fuldstændig ligeglad med. For mig er det sublimt og – hvilket er en del af det mageløse – uopslideligt. Hvorfor ved jeg ikke. Ved man nogensinde, hvorfor noget slår én som mageløst? Hvad jeg derimod ved, er, at det forestiller filosoffen Friedrich Nietzsche i omfavnelse med en hest. Hans øjne er lukkede, og hans ene hånd hviler, rundet, meget nænsomt, mod hestens kind.
Farverne er blå, grå, grønne, brune og en gullig sandfarve. Med dem er det lykkedes Knud Odde at gå to veje på én gang: At skabe et alment billede på omsorgen, der så let bliver omklamrende og ligger så tæt på sorgen, og at parafrasere en af de smukkeste fortællinger i filosofihistorien: En dag i 1889 i Torino så Nietzsche en mand piske en hest til blods. Nietzsche kunne slet ikke holde det ud. Han kastede sig om halsen på hesten og brød sammen. Og var fra da af en anden.
{embedded type="node/feeditem" id="36610574"}
Om historien er 100 procent sand, ved jeg ikke. Men jeg ser det for mig. Manden, der fik sine store erkendelsesmæssige gennembrud ude mellem klipper og bjergmassiver, som nu kommer gående i Torinos trange gader, mens sygdom og sindslidelse allerede er ved at ødelægge ham. Manden, der havde bygget et filosofisk rum, hvor det stærke menneske kunne stå oprejst, måtte falde på knæ foran det forpinte dyr, og manden, der tævede det med en banal stok. Der er så mange lag i den historie. Om erkendelsens forhold til erfaringen, om dyrets relation til mennesket, og hvad der gør os til dem, vi er. Eller med ét bliver.
»Nietzsche og hesten« hedder Oddes billede, der hænger over min sofa. Det burde nok hænge på en mere prominent plads, hvor alle lettere kan se det. Men på den bedste plads hænger fladskærmen. Der også er en form for ramme. Blot med skiftende billeder. Det bliver aldrig lige så godt. Selvfølgelig gør det ikke det. Heller ikke selvom der vises et program om Caravaggio, Kiefer eller Nietzsche. Eller om J-39. Mere om den i morgen.
{embedded type="node/feeditem" id="36551336"}