Carlsberg er både øl og masser af hornmusik:
Bryggeriet sælger den bittersøde drik over hele verden og lader derefter dele af overskuddet flyde over i gode formål. Pengene kanaliseres altså ind i Carlsbergs fonde og derfra videre til eksempelvis forskning inden for naturvidenskab eller kultur. Hvis man vil forstå den særlige sammenhæng mellem gærs affaldsstoffer og geniers behov for penge, kan man begynde med Ditlev Tamms spritnye bog »De klogeste og skarpeste…« om Carlsberg før og nu.
Den navnkundige professor i retshistorie ved Københavns Universitet har skrevet sit værk på opfordring fra fondets bestyrelse og brugt et par år med higen og søgen nede i Carlsbergfondets kæmpe arkiver. En guldgrube for forskere med interesse i Carlbergbryggeriets ledelse gennem alle årene.
Bestillingen kom med et klart opdrag:
»Jeg skulle skrive om fondet og om nogle ændringer i fundatsen inden for de sidste par årtier,« siger han med et nik over mod Ny Carlsberg Glyptotek lige uden for sit vindue.
Glyptoteket med alt fra etruskisk kunst og egyptiske mumier til fransk impressionisme er kendt over hele kloden og har det ene af Carlsbergs to fonde i ryggen - Ny Carlsbergsfondet. Og lige rundt om hjørnet et klassisk palæ fra 1890erne med Carlsbergfondets sæde.
Forfatterens eget hjem prydes også af både kunsthåndværk fra flere kontinenter og bøger om Mozarts musik og moralfilosofi med videre. Ditlev Tamm bor i et smagfuldt snit gennem klodens folk og Europas kulturer.
»Men da jeg først kom i gang, kunne jeg slet ikke undvære hele historien bag. Fondet havde nok forventet en saglig og måske lidt teknisk bog og fik en mere omfattende fortælling i stedet for.«
Ingen kompromiser
Bogen er med andre ord blevet hans eget projekt med tiden. Selv om undertitlen »Historien om Carlsbergfondet, bryggeriet og vores øl« kan lyde som en reklametekst, har han ikke gået på kompromis med noget.
Også hans værker om eksempelvis retsopgøret efter den tyske besættelse og det Konservative Folkepartis stormfulde historie kan træde enkelte hovedpersoner over tæerne sommetider.
For han er både konservativ af den gamle skole og flittig debattør om alt mellem himmel og jord og arbejder helst i sandhedens tjeneste. Man kommer ingen vegne med opportunisme, mener han.
Den konservative forfatters personlige stil er i øvrigt ikke specielt forudsigelig og inkluderer en meget omtalt garderobe med elegante antræk på tværs af aldre og køn.
»Jeg har på ingen måde lagt mig ud med fondets eller Carlsbergs bestyrelse,« siger han. »Tværtimod! Men der står nok et og andet mellem linjerne i min bog. Og enkelte aktører i både bryggeriet og bestyrelsen vil nok – eller ville, hvis de havde levet i dag - løfte et øjenbryn.«
Humlen i Carlsbergs historie handler om magtforholdet mellem virksomhedens bryggerier og fonden. Og ja, dét emne forbliver lidt teknisk i nogle øren. I hvert fald indtil man forstår pointen.
Et ben i hver lejr
Carlsbergfondet blev stiftet af bryggeren J.C. Jacobsen anno 1876 og har siden 1888 kontrolleret de stadig mere globale bryggerier i Carlsberg A/S gennem en aktiemajoritet.
Ny Carlsbergfondet blev så stiftet af sønnen Carl Jacobsen i 1902 og har siden 1916 arbejdet som velgørende og helt igennem selvstændig enhed under hovedfonden - og uden dets ejerskab til øllene.
Begge fonde donerer penge til forskning af enhver art. Men det store fond står helt grundlæggende med et ben i både maltens og videnskabens lejr, og malerkunsten får så sin egen andel. Fondet kan kontrollere virksomhedens udbytte gennem investeringer og i sidste ende styre dets egne indtægter til brug for gode formål.
»Så hvem er egentlig til for hvem?,« spørger Ditlev Tamm retorisk. »Har vi et velgørende fond af hensyn til bryggeriets fortsatte eksistens? Eller har vi et aktivt bryggeri af hensyn til understøttelsen af gode formål og smukke tanker?«
De to holdninger har bølget frem og tilbage gennem et århundrede. Ville fonden for eksempel ikke selv have glæde af mere ekspansive investeringer i bryggerierne? Professoren med det bankende hjerte for retshistorie følger tovtrækkerierne tæt og vil nødig tage stilling til selve sagen.
»Konstruktionen som sådan er i hvert fald ikke uden bagside,« siger han.
»Bryggeriet har jævnligt haft behov for mere kapital og derfor sendt et tørstigt blik efter ejerne. Men selv om Justitsministeriet på et tidspunkt sagde god for en ændret fordeling, ville fonden ikke give sig i 1980erne - hvorfor man kom sent i gang med opkøb af andre bryggerier.«
Så hvorfor ser man ikke bare fondet med de smukke tanker som en klods om benet?
»Fordi konstruktionen med et fond i ejerskabet samtidig har vist sig voldsomt levedygtig. Hvis den gamle brygger ikke havde overladt sin virksomhed til fondet i sin tid, havde selskabet måske slet ikke eksisteret længere - eller der havde stået Tuborg på mærkaterne.«
Kontinuiteten har med andre ord tegnet Carlsberg på både godt og ondt og er under alle omstændigheder enestående på verdensplan:
Både gamle J.C. Jacobsen og sønnen Carl tog deres »egne« direktører med over i de respektive fonde og gjorde altså systemskift til lidt af en sjældenhed.
»Man fik i praksis et halvt århundrede med kun to ledelser,« siger Ditlev Tamm. »Så selv om direktørerne har været skiftet ud langt hyppigere på det seneste, mærker man ånden fra de første to endnu i dag.«
Hvordan mærker du det?
»Du kan bare se på billederne i min bog,« siger Ditlev Tamm.
»Utrolig mange af de skiftende direktører og bestyrelser har ladet sig fotografere foran en buste af grundlæggerne! Og hele Carlsbergs udvikling kan på en måde koges ned til familien Jacobsens syn på tingene: Hvor faderen fokuserede på kvalitet, da satsede sønnen lidt mere på det salgbare og internationale.«
På godt og ondt
Carlsberg A/S brygger nu seks procent af alt øl på kloden. Om tallet er stort nok i forhold til udgangspunktet, kan de lærde debattere længe. Ditlev Tamm kunne sagtens se en mere ekspansiv strategi i tide have gjort selskabet endnu større.
Begivenheder som sammenslutningen med Tuborg i 1970, skilsmissen fra Orkla i 2004 og samarbejdet med Heineken om købet af Scottish & Newcastle i 2008 har på den anden side gjort selskabet stort og forsynet med en solid markedsandel - i sidste ende til gavn og glæde for videnskab og kultur.
Hvad er uddelingerne til kunst og videnskab egentlig beåndet af?
»Ja, det er jo det sjove ved historien,« siger Ditlev Tamm.
»Ånden i de penge ligner utrolig meget ånden bag øllet. Fondene satser alene på kvalitet og holder sig uafhængige både udad og indbyrdes. Ansøgerne må ikke tro, man bare skal kende de rigtige - hvorpå pengene kommer af sig selv. Du søger til din bog eller dit projekt og bliver derefter vurderet på lige fod med alle andre.«
Tamm aner også en vis konservatisme i selve støtten. Carlsbergs fonde har helt klart et hjerte for de klassiske kunstarter med Det Nationalhistoriske Museum og Glyptoteket i spidsen. Og projekter som arkæologiske udgravninger og de danske institutter rundt om i verden ligger lige i kernen af fondenes ånd - om end der tages også nye initiativer og følges med tiden. Helt i bryggerens ånd.
Hvilken modtager er egentlig din egen favorit?
»Det er nok Niels Bohr,« siger Ditlev Tamm med et smil. »Han modtog i virkeligheden ret små penge til sin forskning - men man kan vist godt sige, de gjorde en forskel!«